Læsetid: 3 min.

Dyb og uafrystelig sydstatssoul

En af soulscenens store glemte stjerner, den plagede James Carr, bringes til hæder og ære med forbilledlig genudgivelse af hans 60’er-produktion
28. maj 2002

Ny cd
Hører man til det eksklusive selskab af soulfans, der ned gennem årene har spenderet en mindre formue på at opkøbe singler med The King of Deep Southern Soul, Mr James Carr – de dyreste koster 4-500 kr – er det ikke så lidt af en gave pludselig at stå med den forbilledlige opsamlings-cd, The Complete Goldwax Singles, i hænderne. Alle James Carrs 28 singler fra soulmusikkens guldalder 1964-1970 indspillet på det Memphis-baserede Goldwax Records. Det hele remastereret med nænsom ærbødighed.
James Carr kom som så mange andre af de store soulstjerner fra gospelscenen, hvor han blev opdaget af sangskriveren, farmaceuten og manageren Jamison Roosevelt, som skaffede ham en kontrakt med Goldwax. Roosevelt, mens han de første par år fungerede som Carrs manager, nestor og mentor.
Reelt kunne Carr ikke klare sig selv, var sky indtil det skræmte, en psykisk set skrøbelig analfabet, som behøvede en faderskikkelse, der kunne hjælpe og støtte ham i den berusende og bedrageriske showbiz-verden, som hurtigt kan få naive sjæle til at gå til i hundene.
Carr var kunstnerisk set helt uden ambitioner, stræbte ikke efter berømmelsen og anede måske knap nok, hvad det hele gik ud på. Han havde reelt ikke kontrol over meget, vandrer ud og ind af psykiatriske hospitaler, forsvinder i lange perioder helt. Strejfer hjælpeløs og forvirret omkring. Bliver hurtigt indhentet af både sprut og stofmisbrug.
Men midt i denne tilstand af både socialt og pykisk kaos, en tilværelse hvor alt er ude af kontrol – og det helt uden de klassiske idealiserende bohemeovertoner – er der et punkt, hvor kontrollen periodisk er total: Stemmen.

Stemmen
James Carr er ubestrideligt udstyret det mest udtryksfylde stemmepotentiale overhovedet på hele soulscenen. En storladen, let skælvende baryton, som er umulig at ryste af sig, når den først en gang er gledet ind under håret. Som sanger et naturtalent, som soulfortolker mere magtfuld end Otis Redding og helt uden dennes selvparodiske tendenser, på en gang mere eksplosiv og mindre hysterisk end Sam and Dave, en stemme, der mættet af betydningsnuancer besidder denne magiske evne til totalt uanstrengt kontrol og spænder så alligevel over hele følelsesregisteret fra det melankolsk bønfaldende, skyldbetyngede og tryglende til det tårevædede og panisk eksalterede.
Men han var uden den stamina, der skal til for for alvor at blive en stjerne. Fik kun et par mindre succeser, et par placeringer på R&B hitlisten. Men alligevel nok til at de store pladeselskaber fik øjnene op for hans talent. Capitol lokkede med kontrakt på 25.000 dollars, men Carr fik en fængselsdom og det hele gik i vasken.
Atlantic lavede senere en enkelt single med ham, men opgav så og Carr var i perioder nærmest umulig at samarbejde med. Kunne sidde i studiet i timevis tilsyneladende opslugt i indre autistiske cirkler, umulig at komme i kontakt med, for så pludselig at komme tilbage til virkeligheden. Et fejlfrit take og nummeret var i hus.
Helt galt går det, da man i 1979 flyver ham til Japan. Allerede efter den anden koncert må man afblæse tourneen. Carr stivner på scenen, fastlåst i en stum katatonisk stivnen. Muligvis på grund af stoffer, muligvis fordi man doserede hans depressionsmedicin forkert. Han forsvinder i adskillige år. Dukker senere op og får indspillet et par nye albums, uden overhovedet at komme på omgangshøjde med Goldwax-indspilningerne. Han døde sidste år efter en årelang kamp med en lungekræft.

Vidt omkring
Carr kommer rytmisk og musikalsk vidt omkring, der er markante countryinspirationer, latinrytmer og endog en komposition af brødrene Gibb. Men det er de store klassikere, der bærer igennem. Mesterværket, Carrs dybtfølte sorgtunge originaludgave af ’At The Dark End Of The Street’, om den forbudte og umulige kærligheds trængsler. En formidabel duet med en anden af soulmusikken store undervurderede stjerner, Betty Harris, den forrygende gospelorienterede og symbolsk frihedshungrende ’Freedom Train’, alt skåret til efter denne særlige deep soul lyd båret af Stax Horns og den umiskendelige Muscle Shoals sound. Goldwax-varianten kendegnet ved et specielt nedtonet akkompagnement.
Det var ikke for ingenting, at produceren Quinton M. Claunch havde trådt sine barnesko i Sun-studierne og her lært, hvordan akkompagnementet først og fremmest skal kæle for den store stemme.
Er man først en gang blevet inficeret af denne særlige lyd, slipper den ikke taget i én, og man er klar til at gå på jagt efter de andre store kommercielt glemte kunstnere som Spencer Wiggins, Percy Milem og the Ovations, som også fik deres gennembrud hos Goldwax i de gyldne tressere.

*James Carr: The Complete Goldwax Singles. Amigo/Kent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her