Læsetid: 4 min.

Eliten er fri – markstyrkerne bliver hængende

Højrefløjens vælgere er mennesker, for hvem ’stedet’ er centralt for identitet og mening. De får det ikke lettere
6. maj 2002

Befriet
Midt i den forargede medieomtale, som Percy Barnevik som afgående topchef for den svensk-schweiziske industrigigant ABB, blev genstand for, fik vi så også at vide, at den store mand har doneret ni millioner kr. til et museum i sin barndomsby, Uddevala.
»Industrifyrstens tak til sin hjemlandsby,« hed det i et nyhedstelegram. Jeg ved ikke, hvad Percy Barnevik har at takke sin hjemby for. Men hvad det end er, så anså han det åbenbart for at være knap en procent værd af den ABB-pension, han i første omgang havde beregnet sig. Nogen særlige tegn på taknemmelighed over for hjembyen har jeg ikke set omtalt. Nå jo, forresten – Barnevik skal have betalt 8.614 kr. i ejendomsskat for indkomståret 2000.
Den gængse måde at vise taknemmelighed mod sin hjemby på er ellers at betale skat (også selv om langtfra alle opfatter nogen sammenhæng mellem skattepligt og taknemmelighed).
Barnevik har i mange år været bosat i lavskattemetropolen London og betaler følgelig ingen nævneværdig skat i ’hjembyen’ eller ’hjemlandet’ og heller ikke på sin svenske aktieportefølje, som forrige år gav ham et udbytte på 10 millioner kr.
Meget tyder på, at Percy Barnevik har været ekstremt dreven i kunsten ikke at vise sin taknemmelighed i form af skatter, uanset hvilken hjemby han så for tiden har valgt at gøre til sin.
Hellere ni millioner i velpubliceret donation til hjembyens museum end 19 millioner i anonymt driftsbidrag til hjembyens skoler synes at have været hans taknemmelighedsprincip.
Percy Barnevik er ikke ene om at have skaffet sig et højest privat og højest vilkårligt forhold til hjembyen. At formuende svenskere og danskere flytter udenlands for at slippe for formueskatten anses efterhånden som en indlysende moralsk ret. At svenske virksomhedsledere flytter både sig selv og deres virksomheder derhen, hvor hensynet til aktiekurserne for øjeblikket kræver det, ses efterhånden blot som et stimulerende konkurrencevilkår. At globalt konkurrencedygtige individer bytter hjemstavn alt efter løn og bekvemmelighed ses i dag som en menneskeret.
Globaliseringsforskeren Manuel Castells har udviklet begrebet space of flows til at beskrive dette forhold, hvor det er flowet (strømmene af kapital, information og viden), som er de faste holdepunkter i tilværelsen – ikke stedet, lokaliteten. Og endnu mindre da hjemlandsbyen.

Elite uden ansvar
Vi synes i stigende grad at være på vej mod en elite, hvis medlemmer og disses aktiver mindre og mindre bidrager til ’stedet’, og hvis ansvar for de sociale miljøer, som de for tiden har valgt at virke i, bliver stadig mindre forpligtende. Det er en elite, som har gjort en ideologi ud af retten til at kunne slå sig ned hvor som helst, uanset konsekvenserne for dem, som den lader tilbage.
Men for hver løsgjort elite vil der kræves en armé af stedbundne markstyrker. Og problemet er, at heller ikke den del af eliten, der føler modvilje ved stedbefrielsens ideologi, for øjeblikket ved, hvordan den skal tage ansvar for stedet. Den siger ét, men ser sig som oftest tvunget til at gøre noget andet.
I kløften mellem eliternes stedbefrielsesretorik og markstyrkernes stedbundne virkelighed vokser råderummet for politiske demagoger. Hvad politikere som Le Pen i Frankrig, Kjærsgaard i Danmark, Bossi i Italien og deres åndsbeslægtede i snart sagt hvert et europæisk land lokker deres vælgere med, er ikke så meget fremmedfrygt. Fremmedfrygten er middel, ikke mål.
Målet er derimod stedet, som det engang var – eller hvad de stedbundnes tiltagende nostalgi bilder dem ind, at det engang var. Le Pen lokker med en alternativ ’elite’, som vil sætte loyaliteten over for stedet (hjemlandsbyen, kulturen, nationen) frem for loyaliteten over for det globale flow space. Le Pens potentielle vælgere er mennesker, for hvem stedet er og forbliver den centrale kilde til identitet og mening.

Le Pen lokker
At Le Pens valgløfter er politisk uigennemførlige, betyder ikke, at hans tillokkelse forsvinder. Heller ikke selv om Le Pen og nogle af hans ligesindede mod formodning en dag skulle få folkeligt mandat til at gennemføre, hvad de har lovet og dermed blotte deres nøgenhed.
Nogle vil sikkert mene, at de pågældende vælgere dermed hurtigt og effektivt ville blive belært om at slå deres stedbundne dumheder ud af hovedet. Jeg er ikke lige så optimistisk. Konflikten mellem de stedbefriede og de stedbundne ophører ikke, bare fordi den enkle løsning (at lukke verden ude) viser sig både umulig og uanstændig. Magtesløsheden kunne før eller siden få nye og muligvis mere ondartede udtryk.
I det perspektiv er fremgangen for Le Pen endnu en påmindelse om, hvad der står på spil for EU i de kommende år.
Hvis det ikke lykkes for medlemslandenes eliter at gennemføre en politisk ordning, som bedre kan binde stedet til flowet, samfundet til eliten, politikken til økonomien og demokratiet til mangfoldigheden, vil Le Pens tillokkelse kun vokse og Europas tillokkelse kun aftage.

*Göran Rosenberg er Journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information
*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu