Læsetid: 3 min.

Enspænder med dobbeltskrue

Pim Fortuyn blev symbol på, at modstridende mærkesager i dag kan sammenblandes i en populistisk cocktail, hvis blot partilederen har stærk karisma
8. maj 2002

Analyse
Mens socialdemokratierne i Europa i disse år forsøger at formulere en ny stor fortælling – en såkaldt ’vision for det 21. århundrede’ – er flere af de nationalpopulistiske partier gået i den stik modsatte retning: Partierne har på kort tid opnået en voldsom folkelig gennemslagskraft ved at koble umiddelbart modstridende, synspunkter sammen. Den myrdede professor Pim var således prototypen på en ny
generation af politikere, der på forunderlig vis kopierer populære mærkesager fra såvel højre- som venstrefløjen. Ud fra en traditionel politikforståelse hænger de nye nationalpopulistiske partiers paroler og programpunkter ganske enkelt ikke sammen. Og netop derfor er de populære!
Mange vælgere i Europa er tilsyneladende tiltrukket af de nye protestparties tvetydige og inkonsistente holdninger til bl.a. velfærdsstatens fremtid. Store vælgergrupper gider ikke længere høre på den monotone sang om samfundsøkonomisk ansvarlighed, som næsten alle etablerede partier i Europa i dag nynner med på.
De nye nationalpopulistiske partiers kludetæppe-ideologier virker altså som en styrke i kampen om at tiltrække opmærksomheden fra den voksende gruppe af unge og ældre vælgere, der ikke identificerer sig med de gamle partier.
I tilfældet Lijst Pim Fortuyn er de indre, politiske spændinger dog så markante, at det umiddelbart virker som et umuligt projekt: Gåden er, hvordan en tidligere professor i marxisme, erklæret homoseksuel med en ekstravagant og selviscenesættende livsførelse, overhovedet kunne gå hen og blive Hollands svar på Pia Kjærsgaard – selv afviste han ganske vist at blive sammenlignet med »de ekstremt højreorienterede partier i Østrig og Danmark.«

Talkshow-politiker
Professor Pims popularitet skyldes imidlertid netop hans paradoksale fremtoning: Han var årets freak i et politisk nonstop tv-talkshow; modpolen til den stilfærdige husmoder, der pludselig springer ud som S/M-lesbisk midt under aftenkaffen i prime time.
Professor Pim var den intellektuelle type, som til alles fryd, forundring og rædsel pludselig sagde: »Stop indvandringen!« Dét er spektakulært og rummer en chokeffekt, som langt overgår Pia Kjærsgaards kedsommelige image som hjemmehjælper.
Dansk Folkeparti har længe arbejdet ihærdigt på at profilere Pia Kjærsgaard i de kulørte ugeblade – som menes at have den rigtige læserprofil. Foreløbigt er det dog ikke lykkedes særligt godt: Pia Kjærsgaard er simpelthen for kedelig til at skrive om – år efter år i de kulørte ugeblade. Hun mangler den star quality som professor Pim havde, når kørte rundt i sin kæmpe luksusbil med chauffør og de to trofaste følgesvende, hans cockerspaniels, Kenneth og Carla.

Visuelt varemærke
Hybriden mellem politiske modsætninger blev holdt sammen af professor Pims karisma. Han var snarere et varemærke end en klassisk repræsentant for et ideologisk ståsted. Nutidens varemærker kendetegnes således ved at kommunikere klart og kontant i billeder frem for ord. Og protestpartierne får dermed politisk indhold via vælgernes afkodning af partiledernes mediefremtoning – snarere end gennem politisk refleksion.
I modsætning til de gamle partier er de nye, populistiske protestpartier nemlig
ikke blot enkeltsagsorienterede. De er i vid udstrækning ’enkeltpersons-partier’: Premierminister Berlusconis – til valgkampen opfundne parti – Forza Italia bygger ene og alene på hans personlighed, og Front Nationale ville næppe få mange stemmer uden Jean-Marie le Pen som frontfigur.
Professor Pims sammensatte karakter skiller sig imidlertid ud fra gennemsnittet af europæiske nationalpopulister. Fortuyn brugte kombinationen af en marxistisk baggrund og sin homoseksualitet som et trumfkort. Hollands historiske selvforståelse som progressivt og tolerant land blev af ham udnyttet i opgøret med de muslimske indvandrere. På samme måde som f.eks. Ulla Dahlerup her har forsøgt at genopføre ’kvindebevægelsen’ i diskussionen om herboende muslimske kvinders rettigheder – på foranledning af bl.a. Dansk Folkeparti – anvendte Hollands flamboyante populist ganske ofte sin egen baggrund til at påpege islams påståede ’reaktionære og konservative’ natur: »Muslimer har ingen respekt for homoseksuelle; de er meget intolerante,« sagde han for nylig.
Efter mordet på Fortuyn vil andre partier med indvandrerstop på dagsordenen med stor sandsynlighed tage over i Holland. Men de vil næppe vinde samme opbakning som professor Pim. Den næste gæst i det politiske talkshow er nødt til at kunne noget helt andet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu