Læsetid: 4 min.

Fem års litteraturstop slut

– i hvilke, der ville være udkommet en række velanmeldte bøger, men det kniber med kunder i butikken
27. maj 2002

– i hvilke, der ville være udkommet en række velanmeldte bøger,
men det kniber med kunder i butikken

I 1997 dekreterede kulturministeriet et stop for bogudgivelser i en periode på fem år, en slags litterær time-out til almindelig eftertanke.
Derfor fik Per Olov Enquist samtlige de års priser for Livlægens besøg. Romanen er egentlig svensk, forfatteren havde i en halv snes år boet i København, hvorfor han regnedes for halvdansk. Günther Grass’ Mit århundrede var på tale, men afvistes. At han har sommerhus på Møn, var trods alt ikke kvalifikation nok. Prins Henrik måtte ty til et fransk forlag med sine Cantabile-digte.
Litteraturpausen bevirkede, at en del forfattere brændte inde med deres manuskripter. Det gjaldt bl.a. følgende forfattere og titler:
Naja Maria Aidts Tilgang
Suzanne Brøggers Jadekatten
Jens-Martin Eriksens Vinter ved daggry
Jens Christian Grøndahls Lucca
Vibeke Grønfeldts I dag
Iselin C. Hermanns Prioritaire
Ib Michaels Prins
Rifbjergs Andre tider
Morten Sabroes Johanna
Morten Søndergaards Bier dør sovende
Pia Tafdrups Dronningeporten
Jess Ørnsbos Tidebogen
Jane Aamunds Colorado Drømme
Ebbe Kløvedal Reichs Zenobias liv
Henrik Nordbrandts Drømmebroer
Pia Juuls Sagde jeg, siger jeg
Jørn Riels En antikvarboghandlers erindringer
Rifbjergs Billedet
Thøger Jensens I vores familie kan vi ikke lide u-både
Peter Rønnow Jessens Adele
Morten Søndergaards Bier dør sovende
Janne Tellers Odins ø
Bent Vinn Nielsens En skidt knægt
Peter Adolphsens Små Historier 2
Kirsten Hammanns Bruger De ord i kaffen
Christina Hesselholdts Kraniekassen
Benn Q. Holms Hafnia punk
Arthur Krasilnikoffs Nattens rygrad
Peter Laugesens Trashpilot
Vagn Lundbyes Syv Vidnesbyrd om Vorherre
Anne Marie Løns Kærlighedens rum
Svend Åge Madsens Genspejlet
Tage Skou-Hansens Frit løb
Dorrit Willumsens Koras stemme
Stig Dalagers Øvelser i ensomhed
Christina Hesselholdts Kraniekassen
Per Højholts Auricula
F. P. Jacs Numse-Kais otier
Ida Jessens Vandpaladset
Eske K. Mathiesens Uglemærker
Georg Metz’ Gensyn i mørke
Ursula Andkjær Olsens Lulus sange og taler
Peter Poulsens Drengen og månen
Jan Sonnergaards Sidste søndag i oktober
Jan Stages Saltsøen
Kirsten Thorups Bonsai
Benny Andersens Sjælen marineret
Jørgen Gustava Brandts Veje til Infantilia
Camilla Christensens Jorden under Høje Gladsaxe
Simon Fruelunds Planer for sommeren
Prins Henriks Cantabile
Simon Grotrians Seerstemplet
Katrine Marie Guldagers Ankomst, Husumgade
Sven Holms Kanten af himlen
Hanne-Vibeke Holsts Kronprinsessen
Knud Sørensens Dagligdagen

Inge Eriksen ærgrede sig over, at hun ikke kunne fuldføre sin romantrilogi, Sommerfuglens Vinge, og Henning Mortensen var ved at miste tålmodigheden, fordi han ikke kunne afslutte sin romanserie om drengen Ibs skæbne. En hel del læsere var nervøse, fordi de havde abstineneser i forhold til Aamunds og Holsts bøger, men ellers tænkte folk såmænd ikke nærmere over det. De gik i biffen eller havde travlt med at zappe mellem forskellige tv-stationer, og livet gik videre.

Scenariet er teoretisk. Det i indledningen skitserede kunne ikke finde sted i virkelighedens verden, hvorfor nyhedsanalysen i dag kan siges at handle om en ikke-nyhed. Men denne ikke-nyhed var lige præcis, hvad Information luftede i en forårs-gimmick (18.5.) Ideen om fem års litteraturpause har vakt en vis opmærksomhed, for ikke at sige harme, i litterære snirkler (f.eks. hos formanden for Dansk Forfatterforening, Knud Vilby i
Inf. 22.5.), for hvad pokker…er bladet, der selv hylder litteraturen, pludselig blevet kulturreaktionær?
Det er Inf. ikke, men at der er et problem, vil mange forfattere skrive under på, nemlig de, der trods toptop-anmeldelser, får et meget lille salg og dermed yderst beskedne royalties. Havde det ikke været for skolerne, ville mange af de af anmelderne højest vurderede litterære bøger forblive i et meget lille, lukket kredsløb.
»I dag kan man ikke sige, at litteratur betyder noget for mennesker generelt,« konstaterede Informations kulturredaktør, Christian Lund, i en leder (18.5.) og satte således sagen på spidsen.
Men har litteratur nogensinde gjort det? Det har den faktisk. Et par eksempler: Jeppe Aakjærs vers gav en poetisk dimension til det daglige liv for befolkningen, der i hans tid overvejende boede på landet.
Martin Andersen Nexøs romaner var en stor faktor for under- og arbejderklassen, Tove Ditlevsen tolkede kvindesindet, så hele landet på det nærmeste levede med, Klaus Rifbjerg og Leif Panduro lindede på diverse korsetter til glæde for deres og flere følgende generationer, og Suzanne Brøgger satte efterfølgende dagsorden for sin og flere følgende generationer.
At det i dag er andre medier, der sætter dagsordenen, kan man dårligt bebrejde den enkelte forfatter, der sin vane tro skriver det, hun eller han nu kan eller »har på hjerte«. Ligesom alle litteraturhistoriske erfaringer viser, at man ikke kan bruge læsertal som kvalitetsparameter.

Hvad er så problemet for skønlitteraturen?
At der ikke er kunder nok i butikken (selv om enkelte af ovennævnte titler er solgt pænt eller godt). At oplagene bliver mindre (mens titlerne falder over hinanden i antal). At avisers interesse for at anmelde svækkes (forlæggerne beklager sig). At det økonomiske grundlag generelt er spinkelt og altid truet.
Hvis Brian Mikkelsen ikke var kommet så forkert ind ad døren til forfatterne, kunne også disse vel have ønsket, at en ny kulturminister ville kigge det litterære kredsløb efter i sømmene og se på, hvad der kan gøres. For, som Knud Vilby også skriver i sit indlæg, er der »masser af problemer omkring bogen og litteraturproduktionen og i relationerne mellem læsere, forfattere, forlæggere og anmeldere.«
Den Litterære Institution A/S (forlæggere, anmeldere, antologiredaktører, legatuddelere, undervisere, litteraturhistorikere) er formentlig eller utvivlsomt med til at marginalisere litteraturen. Institutionen er til gengæld en afdeling, der mestendels ligger uden for kulturministerens politiske og pædagogiske rækkevidde (men ikke helt uden for undervisningsministeriets) i den private sektor (forlæggere og anmeldere). Den rykker sammen, når den kritiseres, hvilket hæmmer debattens muligheder.
I modsætning til alt dette står en anden kunstnerisk afdeling, filmbranchen, der blomstrer, og som selv er interesseret i at være udadvendt. Dette har på ingen måde gjort den kunstnerisk uinteressant.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu