(2. sektion)
*Martin Scorsese var i 1980 ude på et halsbrækkende trip i dårlige vibrationer med dette portræt af en komiker, der satser livet for at komme i tv og fyre sine jammerlige vitser af. I titelrollen yder Robert De Niro en af de præstationer, det er svært at slette fra hukommelsen, selv om man egentlig helst ville. Han er Rupert Pupkin, en forløber for nutidens værste selvpromoverende standup comedians. Hans ufravigelige idé er at slå igennem som tv-komiker, og derfor kidnapper han sammen med en anden galning sit idol, komikeren Langford, spillet med lige så uforglemmelig syrlighed af Jerry Lewis, der her har en af sine få ikke-komiske roller. Pupkin suger hele sin livsnæring fra idolet og må skabe sig selv i dets billede. Men forgudelsen har selvfølgelig ikke plads til en erkendelse af, at Langford også er et menneske, der ikke bryder sig om at blive kidnappet. Filmen bider sig terrieragtigt fast i ubehagelige situationer, der ellers kunne give anledning til en ganske munter satire. Men Scorsese kan hurtigt få smilet til at stivne, når Rupert Pupkin løber linen ud som en ædende ond parodi på den amerikanske show business-drøm om succes.
King of Comedy. Sverige 1, fredag kl. 23.20-01.05
*Neil Jordan er bedst kendt for genistregen The Crying Game, men i hans ujævne produktion har også den amerikansk-irske The Butcher Boy et godt ry og får f.eks. næsten topvurdering i Maltins Filmguide tre en halv stjerne. Filmen fandt ikke nåde for de hjemlige udlejeres blik, men Informations Dan Nissen var i Berlin, da Neil Jordan i 1998 vandt prisen som bedste instruktør dernede. Og Nissen skrev bl.a.: » Baseret på en roman af Patrick McCabe fortæller Jordan den forunderligt bizarre, gribende og overdådigt opfindsomme historie om den gennemført utilpassede knægt Francie og hans forrykte familie i en lille irsk by i begyndelsen af 60erne. Den uregerlige Francie tyranniserer byens pæne familie på det grummeste, fordi han ser dem, der repræsenterer en anden klasse, som den direkte årsag til egen elendighed. Men hans virkelighedsforankring skrider mere og mere, så han over opdragelsesanstalt ender på et galehus. Speakerstemmen, der fortæller historien retrospektivt, tilhører Francie, som ser 30 år tilbage, men er lige så fanden-ivoldsk som knægten, der fortælles om. Den oprindelige sympati for denne utilpassede knægt får det sværere og sværere, efterhånden som hans handlinger bliver grovere og grovere for at ende i det for alvor grumme og grusomme. Men netop denne dobbelthed, hvor identifikationen modarbejdes, og den tilsyneladende realistiske fortælling får flere og flere absurd surreelle fantasitræk, holder filmen levende og uforudsigelig. Datidens kommunistforskrækkelse og
B-bombeangst blander sig med katolsk indskrænkethed og barnlige fantasier om mystiske rumvæseners overtagelse af kloden, og det hele mikses i den barnlige fantasis uregerlighed med den konkrete lilleverden. En overdådig filmfortælling, der er så uregerligt fantasifuld som sin hovedperson, der spilles helt overrumplende indlevet og hudløst ægte af Eamonn Owens. Et forunderligt naturtalent i Jordans sikre hænder.«
The Butcher Boy. Sverige 2, lørdag kl. 21.15-23.5
*Alfred Hitchcocks egen yndlingstitel i sin produktion på 54 film er den ret sjældent viste I tvivlens skygge fra 1943. Det er historien om djævlens gnidningsløse indtrængen i den solbeskinnede californiske provinsby med det smukke navn Santa Rosa. Den onde selv skjuler bag en charmerende overflade. Verdensmanden Charlie Oackland kommer på uventet familiebesøg og knytter sig især til sin niece, som forguder ham. Men vi ved mere om ham, end hun gør, og er derfor bange for, hvad han skal finde på. Sammen med den begavede forfatter Thornton Wilder, hvis manuskriptarbejde Hitchcock var meget begejstret for, tegner instruktøren et fint nuanceret og vittigt billede af amerikansk småborgerlighed i skyggen af den store trusel udefra et aktuelt tema i 1943. Joseph Cotten er den forførende onkel, og Teresa Wright niecen, som får en frygtelig mistanke.
Shadow of a Doubt/I tvivlens skygge. TV3, lørdag 03.30-05.35
*Hjalmar Söderberg den svenske nyklassiske forfatter, har ikke været ubetinget heldig med de instruktører, der filmatiserede ham. Carl Th. Dreyer gjorde Gertrud stift patetisk, Mai Zetterling Dr. Glas forskruet ekspressionistisk. Langt bedre gik det, da norske Anja Breien i 1977 filmatiserede Söderbergs sidste roman Den allvarsamme Leken fra 1912. Her fandt man endelig den særlige Söderbergske blanding af uendelig melankoli og tyst ironi i historien om den unge handlingslammede journalist Arvid Stjärnblom, der lader tilfældigheder styre sin tilværelse og derfor forråder sit livs store kærlighed den efterstræbte Lydia. Men Breiens version var ikke den første. Anja Breien har fortalt, at hendes filmhold ved afslutningsfesten ville gøre sig lystig over svenskeren Rune Carlstens første version fra 1945. Men efterhånden som filmen skred frem, blev det kåde filmhold mere og mere tavst og gik grebne hjem efter forevisningen. Og selveste Ingmar Bergman (som har viderebragt historien) hører også til filmens beundrere: »En helt igennem vellykket overførsel fra bog til film. Det ser virkelig meget enkelt ud, men er et resultat af stor professionel dygtighed og dyb, ren og uneurotisk respekt for en af de mærkeligste tekster i svensk litteratur,« skriver Bergman. Hovedrollerne spilles af Olof Widgren og Viveca Lindfors. Sidstnævnte gjorde senere karriere i Hollywood og blev gift med instruktøren Don Siegel.
Den allvarsamme leken. Sverige 1, mandag kl. 14.15-16.00
