Læsetid: 4 min.

Film i tv

10. maj 2002

(2. sektion)

*Erik Balling og teknikerne på Nordisk Film kæmpede i 1956 som besatte for at gøre Danmarks første farvespillefilm, Kispus, til en værdig skelsætter i den nationale filmproduktion. Og det lykkedes da også helt pænt, selv om filmens noget tynde Askepot-historie ikke ligefrem giver den sensationelle Eastmancolor ekstra stråleglans. Helle Virkner spiller den sky, beskedne syerske Eva, der drømmer om at træde ind i modekunstens forjættede land, hvilket sker, da hun møder den berømte modeskaber og designer Marcel. Hun inddrages i de riges og smukkes glitrende verden, men bliver adskillige illusioner fattigere. Henning Moritzen er den unge mand, hun forelsker sig i og leger kispus-lege med, men mere interessant er et andet par i filmen, spillet af Nina Pens og Gunnar Lauring. Nina Pens er den tiltalende, men forkælede teaterprimadonna Lisbeth – en figur, der låner en del træk fra datidens store yngre teaternavn Bodil Kjer. Og Gunnar Lauring fremstiller hendes beundrende mand, tydeligvis modelleret efter fabrikanten Svend Bergsøe, der dengang var gift med Kjer. Også modekunstneren Marcel, der spilles indforstået af Angelo
Bruun, er inspireret af en af datidens kendte skikkelser, Holger Blom, som med sine raffinerede rober i høj grad var med til at skabe Bodil Kjers image som elegant verdensdame. Begge mænd er hengivne beundrere af Lisbeth-Kjer-figuren – men der drilles også, som når den elegante dame øver sig i replikkerne til et proletarisk propagandastykke, mens hun lakerer negle ved toiletbordet. Det er snarere i sådanne vittige scener end i den kokette kærlighedshistorie, at Erik Ballings sophistication skinner igennem. Men der er ikke sparet på udenomsværkerne. Svend Asmussen og Ulrik Neumann har et par (ikke særlig vellykkede) shownumre, og også datidens faste folkelige birolle-par, Ove Sprogøe og Lis Løwert, har et (bedre) lille dansenummer.
Kispus. DR1, lørdag 20.00-21.40

*Ghita Nørby vender her vrangen ud af Regitze. Martha Christensens og Kaspar Rostrups livsglade og positivt stridbare madamme fra Dansen med Regitze bliver til et overbeskyttende moderdyr, der fanatisk dækker over sin mentalt handicappede, mordmistænkte søn. En ensom kvinde, der klamrer sig til sønnen som sit livs eneste holdepunkt i grå tilværelse som indehaver af en Nørrebrokiosk. Nørby og instruktør Rostrup har held til at skabe sympati for denne snerrende løvinde. For bag tyrannien og løgnene ligger den instinktive moderkærlighed, grænseløs og forsvarsløs. En kærlighed, der nu gør moderen til et kæmpende og dybt fortvivlet menneske. Præstationen er dristig og aldeles kompromisløs i sin blanding af solidaritet og kras udlevering, og derfor kan Ghita Nørby slippe af sted med at sige en så enkel replik som: Brian er en god dreng, og gøre den mærkeligt bevægende. Og i sin udgangsreplik når Ghita Nørby i mine øjne sit største øjeblik som filmskuespillerinde. Handlingen udspiller sig i et storbykvartér, som snapper efter vejret i den stegende sommerhede. Et mord gør alle til mistænkte. En stædig kriminalinspektør, spillet af en skarp, målbevidst Frits Helmuth, borer efter sandheden, og Kaspar Rostrup skaber med overblik og præsicion sit fortættede moderen og hendes voksne autistiske søn, der mistænkes for mordet på en ung pige i nabolaget. En spændings- og atmosfære-
sitrende historie om hemmeligheder og fortrængninger, og fremragende spil ydes også af Henning Moritzen som en stilfærdigt charmerende antikvar-bøsse med en fortid og og Thure Lindhardt som sønnen.
Her i nærheden. TV 2, lørdag kl. 21.00-22.45

*Minnie Driver, kendt fra Irlandsfilmen Gode venner og Good Will Hunting, men alligevel lidt overset, er en personlig favorit. Ikke mindst af denne højst subjektive grund fremhæves i denne rubrik 1800-tals-dramaet The Governess fra 1997, hvor hun har den dominerende titelrolle. Hun er den jødiske guvernante Rosina DaSilva, der omdøber sig til Mary Blackchurch og udgiver sig for halvitaliensk for at få en stilling som guvernante hos en familie på en skotsk ø. Her engageres hun stærkt i husfaderen Charles’ fotografiske eksperimenter, og det udvikler sig til en passioneret kærlighedshistorie. Men også sønnen Henry forelsker sig i hende, og de emotionelle forviklinger tager fart. Den debuterende Sandra Goldbacher står både for manuskript og instruktion og har især kælet for det visuelle raffinement og de spektakulære naturbilleder i denne udprægede kvinde-historie, der ifølge engelsk kritik ikke er blevet helt forløst. Som Charles ses ellers ingen ringere end Tom Wilkinson.
The Governess. TV 2, lørdag kl. 22.45-00.40

*Ian Bannen og David Kelly er gamle starutter, Jackie og Michael, på gale veje i denne indtagende skrøne fra en irsk landsby på 52 sjæle, de fleste af ældre dato. Da det rygtes, at en af beboerne har vundet den store Lotto-gevinst, kommer der ekstra gang i de to livfulde pensionistknarke, der selvfølgelig må afsløre vinderen. Det viser sig, at den heldige er død af chokket, så egentlig skal gevinsten tilbagebetales. Men andre muligheder kan tænkes. Filmen, der er fra 1998, er ikke optaget på en irsk location, men på en idyllisk kyststrækning på Isle of Man. Ikke kost for hadere af snurrige film-irlændere, men andre kan se filmen som et ret sjældent (og ganske velgørende) eksempel på veldrejet, ren underholdning. Her er lune og charme i stride strømme og en sikker pointeringsevne hos den debuterende instruktør-forfatter Kirk Jones, der har har lavet et eventyr om solidaritet og livskunst, en af den slags ’små’ film, man kunne ønske, der var flere af. Hvis nogen stadig husker de hyggelige gamle Ealing-komedier om pudsige hverdags-briters lokale sammenhold, ved man, hvad man kan vente af komedien, der følger ganske trofast i kølvandet på Skotlandsklassikeren Masser af whisky.
Waking Ned Devine/Det rige lig. DR2, onsdag kl. 20.35-21.55

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu