Læsetid: 4 min.

Film i tv

3. maj 2002

(2. sektion)

*Joe Dante er en af Hollywoods mere sprælske underholdere, især i sine to Gremlins-film. De blander på veloplagt vis det eventyrlige med gysereffekter, satire og parodi. Den første historie om de tilsyneladende så søde pelsklædte mogwai’er kom i 1984, og her slipper Joe Dante helvede løs i en bevidst sødladen lilleby-idyl af den slags, vi kender fra film af Spielberg, Capra og ikke mindst Disney. De nuttede mogwai’ere bliver spruttende, sydende djævle, når de bliver overhældt med vand, og til sidst er de ved totalt at underlægge sig det lille samfund. Ikke mindst en biografvisning af noget så uskyldigt som Disney-tegnefilmen Snehvide og de syv dværge udvikler sig til det rene ragnarok.
Gremlins. TvDanmark 2, fredag kl. 20.00-21.55

*Francis Ford Coppola havde som producer en afgørende hånd med i skabelsen af denne herlige eventyrfilm for børn og voksne. Carroll Ballards genistreg fra 1979 om drengen, som efter et skibbrud strander på en øde ø med et pragteksemplar af en sort hingst, der ender som væddeløbshest, er en af de bedste filmiske familieoplevelser fra de senere årtier: Mickey Rooney er den garvede træner, som bringer hingsten i form – et fint comeback for en ofte undervurderet skuespiller. Og Caleb Deschanels lyriske foto skaber en skønhedsmættet eventyrstemning af nærmest luksuriøs art i den flot opsatte produktion, der rummer megen tidsatmosfære fra 1940’erne.
The Black Stallion/ Den sorte hingst. TV3, lørdag, kl. 13.35-16.00

*Ken Loach lavede ikke en af sine allerbedste film med Carla’s Song, men den rummer alligevel kvaliteter, man leder forgæves efter i langt det meste af, hvad der ellers udsendes i biografer og tv. Den har nemlig Loach kendemærke: autentisk hverdagstone og skarpskåren politisk holdning forenet med en stærk følelsesmæssig understrøm. Her møder vi mennesker af kød og blod, f. eks. den skotske buschauffør George, spillet af Robert Carlyle. Han er mere urolig anarkist end stabil tjenestemand og tiltrækkes af en af sine kunder, den mørkhårede skønhed Carla. Hun har hverken penge eller papirer og er i det hele en dragende person med hemmeligheder. Hvilke tragedier i hjemlandet, Nicaragua, førte hende til Glasgow? Er hun politisk flygtning, eller prøver hun bare at flygte fra sig selv? Vi følger mod slutningen Carla på vej ind i mørkets hjerte, med George som ledsager og støtte, og for en gangs skyld gaber Loach passagevis over for meget og bliver for primitivt propagandistisk. Men hans humor og varme skinner lige så ofte igennem.
Carla spilles af Oyanka Cabezas, og som en forhenværende CIA-agent og nuværende menneskerettighedsforkæmper ses Scott Glenn. Manuskriptet er skrevet af Paul Lavery, der også var forfatteren bag My Name Is Joe.
Carla’s Song. Sverige 2, lørdag kl. 21.15-23.20

*Caroline Links tyske debutfilm, der blev Oscar-nomineret, kunne ligne en problemfilm, men den er hverken tung eller klæg i skildringen af en døvstum fars konflikter med sin datter Lara, der både kan høre og tale. Lara er forældrenes kontaktskaber udadtil, den, der oversætter og tolker. Det skaber afhængighed, og faderen tager det yderst ilde op, da Lara begynder at dyrke klarinetspil og dermed bevæger sig ind på et område, hvor han ikke kan følge hende. De to skuespillere, der fremstiller Laras mor og far – amerikanske Howie Seago og franske Emmanuelle Laborit – er selv døve, men ifølge Eva Jørholts anmeldelse her i bladet vil filmen »ikke så meget skildre en konflikt mellem døve og hørende, som den vil fremstille en almengyldig konflikt mellem far og datter, der her blot får en ekstra tand, fordi datteren lever i en verden af lyd og musik, som faderen er forment adgang til.
I det store og hele er filmens tone let og humoristisk, men far/datter-dramaet bliver især hen imod slutningen så grovmasket, at man har svært ved at lade være med at trække på det lidt irriterede smilebånd, når der tværtimod lægges op til, at man skal give tårerne frit løb. Selve slutscenen kunne såmænd uden problemer have indgået i et vaskeægte four-handkerchief Hollywood-melodrama – blot er der hos Caroline Link desværre ikke så meget som antydning af en tunge i kinden. Bag stilhedens store trumfkort er imidlertid de to Lara’er, der fremstilles af den 12-årige Tatjana Trieb og den 22-årige Sylvie Testud.
Begge glimrer ved en umiddelbar charme og et intenst nærvær, der når langt ud over rampen.
Når alt andet er glemt, vil billederne af disse to følsomme og levende pigeansigter stadig sidde på nethinden længe endnu.«
Jenseits der Stille/Bag stilheden. DR 1, lørdag 23.20-01.10

*Quentin Tarantino er et godt eksempel på, at succes kan være farligere for karrieren end fiasko.
Siden sin verdenssucces med Pulp Fiction i 1994 har den ellers så produktive filmmand kun udsendt et enkelt antiklimaks af en film, Jackie Brown fra 1997. Det kan være svært at holde sig præstationsduelig på en åndelig underskole-diæt af vold, junk og pulp, men at Pulp Fiction inkarnerede en 90’er-tidsånd – kynisk, ironiserende, formlegende og voldsfascineret – kan selvfølgelig ikke anfægtes.
Heller ikke, at Tarantino her lavede en djævelsk underholdende film om snakkesalige mordere og groteske gangstere i en mytologiseret verden af forræderi og meningsløs brutalitet. Pulp Fiction er dog ikke så ekstremt voldelig som sit rygte – filmens ret korte voldsscener har ofte et så komisk stiliseret præg, at de virker mere barokke end chokerende.
Den tidligere aktør Tarantino har sin store styrke i arbejdet med skuespillerne: Han skriver gode roller til dem og forstår at rette rampelyset mod dem på interessante måder. Stjerner som John Travolta, Bruce Willis, Samuel L. Jackson og Uma Thurman har sjældent været bedre end i denne sindrigt komponerede gangster-freske i tre sammenslyngede afsnit, en Guld Palme-belønnet verdenssucces.
Pulp Fiction. DR 2, søndag kl. 19.50-22.20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her