Læsetid: 3 min.

Filmisk anskuelig

Pædagogisk klarhed er svagheden, men også styrken i Ole Michelsens litterære debut
21. maj 2002

Ny bog
Der gemmer sig, det véd vi nu, en fortæller i filmanmelderen Ole Michelsen
(f. 1940). En klarhjernet, temmelig kynisk og fremfor alt vældig pædagogisk fortæller.
I sin skønlitterære debutbog portrætterer han med velturneret tristesse en række figurer og demonstrerer herved en betydelig flair for novellen som genre plus veludviklet menneskekundskab.
Styrken ligger i hans analytiske klarhed, ofte tilsat en passende dosis vemod. Svagheden består i, at hver figur kun får lov til at bære en enkelt egenskab, der så skal forklare alt. Indsigten går nemlig tit hånd i hånd med en betænkelig tendens til psykologisk reduktionisme.
Læseren møder således manden, der slæber på en fundamental angst, og som får det lidt bedre på lykkepiller, men samtidig må vinke farvel til spændingen og glæden ved at elske. Vi kigger ind i sindet hos pigen, der er så tiltrækkende, at alle drenge og mænd vil i bukserne på hende, også den pæne franske familiefader, hos hvem hun er au pair.
Blandt bogens mange andre præcist tegnede skikkelser kan man nævne forfatteren, der er blevet gammel, men stadig dyrker sig selv, sådan som han så ud da han var 30, narkomanen Brian, der falder i, samme dag som han bliver udskrevet fra en institution, og dyrlægen, der bor hos sin moder og sover hos hende tit, men som søger i terapi for at få stemmen gjort dyb og mandig, indtil altså moderen opsøger terapeuten og beder ham holde fingrene fra sønnen.

Nysgerrigheden væk
Det flotte ved disse historier er deres tydelighed. Men det lader sig ikke nægte, at hangen til forenkling tynger dem. Man opdager det, når man læser dem for anden eller tredje gang. Borte er da nysgerrigheden. I stedet hæfter man sig ved en betragtning som denne, lagt i munden, eller skulle vi sige: flaben, på en schæfer i en hundepension:
»Mennesker er lidt mere labile end os hunde. De har det med at være meget glade for hinanden i perioder, og så begynder de pludselig at hade hinanden, og det medfører som oftest stor ensomhed. Jeg fatter det ikke, men over halvdelen af dem lever alene, og så sidder de og drikker og tuder over deres forspildte liv.«
Det er i det store hele samtlige historiers facit. Og manden har jo ret. Eller skulle vi måske sige: hunden – og dermed holde fast ved, at fortællekunsten, når den altså er bedst, helst skal kunne sige os mennesker mere end vi kan sige os selv?
Bogens sidste tekst, en ægteskabsskildring i fire scener, viser med djævelsk anskuelighed en mand, der har mistet glæden ved at være – en mand. Konen, som han betjener med morgenmad på sengen, keder og irriterer ham, men da han omsider heroisk gør opgør, går på massageklinik, står valget mellem Eva og Sussie:
»Den sidste lignede noget fra Det Konservative Folkeparti under en fugtig rejse til Paris, og Eva, den triste Eva, lignede en generalprøve på et nedslidt socialdemokratisk landsmøde.«
»Det her er sikkert meget dækkende for det danske kønsliv,« lader forfatteren Edvard tænke. Ak ja, men dét var jo akkurat, hvad læseren selv kunne have tænkt. Indholdsmæssigt dækker det novellens grundstemning præcist, men som spil med os, der skal læse, falder det tungt til jorden, ganske som når helten i en anden af bogens historier, den om en tv-kulturmedarbejder, der fyres og går i drift, tænder en cerut og ser »ud ad de støvede vinduer, som ikke blev mindre støvede af, at det støvregnede udenfor. Et melankolsk vejr til en melankolsk mand, tænkte han. Sådan måtte det være.« Ja, sådan er det utvivlsomt, men som læser føler man sig faktisk talt ned til af sådan en gang overkill.

Ironi og underfundighed
Når Ole Michelsen om narkomanen skriver, at »Det var 12 timer siden, hans nye liv begyndte, og nu var det slut.« – ja, så siger han nøjagtig, hvad læseren allerede har opdaget. Derimod tager han ens hjerte med storm, hvor han i bogens bedste fortælling, den om den blinde, gamle jazzpianist, der igen møder kæresten, hende der var det sidste han så, inden alting blev sløret, og som derfor for ham er blevet identisk med alt, hvad der er kvinde – lader historien udvikle sig efterhånden, helt fri for pædagogisk overtydelighed.
Kan det mon tænkes, at når Ole Michelsen i så ringe grad lader sin prosa betjene sig af underfundighed og ironi, så hænger det sammen med, at han er meget mere fortrolig med en kunstart, hvor alting skal vises, og hvor antydninger derfor så let bliver bastante?

*Ole Michelsen: Natten har tusind øjne og andre historier. 238 s., 249 kr. Rosinante

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu