Læsetid: 2 min.

Finøjeligt fornurligt

Fantasiens og fantastikkens grænser med Jacob Vedelsbys debutroman som eksempel
8. maj 2002

Ny bog
Tidligere – og måske stadig – havde man på Filmskolen et begreb, der hed ’filmskolefilm’, og betegnelsen var ikke positivt ment. Fænomenet omhandlede elevfilm, der fremmanede en mystisk stemning ved hjælp af tekniske virkemidler omkring en uklar historie. En særhed for særhedens egen skyld, og som aldrig blev forløst. I Jakob Vedelsbys debutroman, Himlen må vente, er der på ligervis en del dækningsløse cheks. Det gælder helheden, og det gælder ned i detaljen. Når han f.eks. skriver om en kvindes stemme, at den »balancerede på havets skuldre og drev med vinden op over huset mod himmelrummet«, så er det et upræcist billede. Havets skuldre? Det må være vat- og vandskuldre, og det er vist ikke det, der menes.
Men når han skriver om hverdagene, at »ugen tikkede af sted som bornholmeren i en cerutlugtende dagligstue med bløde tæpper, nedslidte møbler og visne skilderier på væggene,« så ved vi, hvor vi er henne: I gamle menneskers hjem, hvor tiden går langsomt. Med andre ord et præcist billede på tid. Checken kan indløses ved kasse et.
Og igen: Skuldre! Det undrer mig – virkelig – at en debuterende forfatter ikke skriver frisk fra fad, men vælger at stille sig på skuldrene af litterære aner som striben fra Kafka til Seeberg og Svend Aage Madsen langt ud i stemmeføringen. Især når man som Vedelsby faktisk har et og andet at byde på i øvrigt. Fantasien og fantastikken har sine begrænsninger. At gå i kanoniserede stilisters fodspor kræver et ordentligt skud fornyelse, en tvist af stilen. Paul Auster magtede det. Mindre kan gøre det, men noget må der være.

Gode anslag
Romanen er bygget op om hovedpersonen, Jackson Neander – alene navnet – som en slags episode-serie, idet hvert kapitel er en lille novelle for sig med en ny begyndelse, alt sammen holdt sammen af personens identitet, en ung mand, der har en kone og får et barn. Han har også et arbejde (i nogle af kapitlerne,) men han vil hellere være forfatter. Jackson Neander nærer en vis foragt for det småborgerlige og dasler i øvrigt rundt i byen med blik for kvinder, han mere eller mindre tilfældigt støder på, men mest forholder sig til på distancen. Han oplever uforklarlige ting – og håber på en forandring i sin tilværelse.
Det er – stedvist – finøjeligt og fornurligt. Som da Jackson Neander begiver sig af sted til sin læge og fortæller, at hans mor falder ned med et fly om præcis 11 minutter. Hvor han ved det fra? Det er netop det mystiske islæt og afsæt, og 11 minutter senere rejser begge d’herrer sig og udbryder et »Nu!« i kor. Lægen tilbyder straks psykologhjælp, men det skal være en god psykolog, og sådan en har lægen netop på hånden. Psykologen er hans søster. Jackson Leander hen til psykologen, som betror ham sine mange problemer, og derved bliver Jackson psykolog for psykologen. Det mystiske element fører i dette tilfælde til en pointe, og Vedelsby får strejfet nepotismen samt spiddet psykologen. Det hjælper ham, at han kan hjælpe hende. Et kapitel, en kort novelle, der kan klare sig. Sådan er der en fire-fem gode stykker, og det hører til positivsiden, at Jakob Vedelsby har gode anslag.

*Jakob Vedelsby: Himlen må vente. 102 s., 198 kr. Samleren

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her