Læsetid: 4 min.

Fisk lugter ikke

En lørdag eftermiddag i Fisketorvet Shopping Center i København; masser af teenagere; justitsminister i Føtex
3. maj 2002

(2. sektion)

På rullebånd
Chaufføren i linje 150 S kan snart ikke klare presset mere. De sidste syv-ti minutter har en tværkulturel passageropstand ulmet i bakspejlet; folk har længe kunnet se deres gigantiske murstensmekka gennem ruderne, og trafikken snegler sig op ad rampen mod endestationen. Stemningen er spændt. Det end ikke overvejes at synge »Vi har en chauffør, og han er skideskør...« Man vil bare ud.
Da HT-busmanden endelig giver efter og helt ureglementeret slår dørene op flere meter før stoppestedet, rømmes bussen, og folk søger i forventningsfulde kolonner mod indgangscentrifugen og forsvinder ind i dybet. Der er altså liv derinde. Men hvilket liv?
På facaden over portalen lokker Fisketorvet Shopping Centers meterlange fiskelogo, som ligner en gumpetung, østeuropæisk kopi af Nikes elegante Swoosh.
Men måske symboliserer Fisketorvets eget Svøsj så udmærket det monstrøse stykke ingeniørarbejdes fuck you-attitude over for den skrøbelige nabo, havnen, og dermed over for hele København. 37.000 kvadratmeter butiksareal, 2.400 kvadratmeter restauranter, 8.000 kvadratmeter lagerplads samt 2.000 parkeringspladser lige i hovedet. Bang.
THWIP! Inden for svingdørssuset rækker en rummelig, mælkehvid, halvmarmoreret fløj ud efter de nys ankomne konsumpassagerer. De shanghajes og føres hypnotisk ind i centrets bug, hvor herlig samkvem, hygge og powershopping lokker side om side med 100 forretninger og 14 udskænkningssteder og restauranter. Luftforandringen fra motorvejens velgørende dieseldunst til centrets tørre airconditioning (en grundpille i ethvert indkøbscenter) får det til at sortne for øjnene hos den uprøvede centergæst, men luftvejene akklimatiseres hurtigt, viser det sig. Som når man maler med plasticmaling: Efter et kvarter lugter det ikke længere. Men Fisketorvet er ganske velduftende på sin egen vulgære måde. Ikke af frisk fisk som på det oprindelige fisketorv der lå samme sted fra 1958 til nogle og halvfems, men af pizza, pommes frites, pop corn, friture, friskbagt brød, shawarma og kaffe på én og samme tid.

Lader man næseborene føre vej, ender man enten ved Pyramiden eller i Udsigten, etablissementets to torveagtige samlingssteder, hvor ikke en eneste cafeteriastol står ledig. Og dog – pludselig rejser en kvinde sig fra et bord på den maritimt klingende etage Dæk 2 tilhørende cafeen Hald & Bjerregaard Kaffebar. Bordet står tæt ved gelænderet, og udsigten over rulletrapperne, rygraden i ethvert shopping-center, er formidabel. Fisketorvets svar på Grand Canyon. En dreven, midaldrende mand har allerede læst spillet, set rokademuligheden, set sig selv sidde tronende over udsigten med et stykke wienerbrød og er sat i løb rundt om baren for at komme først til mølle, mens hans kone holder pladsen i køen. Han ser dansk ud, men indkøbscentrets brugere fylder hele farvepaletten.
Hvor der er mennesker, er der støj, og således også på Fisketorvet, som er sort af mennesker sådan en lørdag eftermiddag. At hænge ud her ligner en populær ungdomsfritidssyssel – på linje med en tur i biografen eller rådden knallertkørsel fredag aften. Overalt ses teenagere med mobiltelefoner, omflakkende uden mål og med; drenge med lange kroppe og små hoveder med ringe i ørerne og velpomadiserede stritfrisurer; cigaretrygende, oversminkede ungpiger, der er ved at spare sammen til større bryster og håber, at silikonens indtog falder nogenlunde sammen med tandbøjlens afgang.
I et oprør mod forældrene øver disse centerpiger sig ironisk nok på at gøre nøjagtig det samme som deres mødre: de shopper. Eller leger at de gør det, for det er jo ikke detailvarer, de investerer i, men dyre denim-jakker, trøjer med army prints og Dico-bukser indkøbt i franchise-butikker som Mango, Vero Moda og Only.
(Det er ikke for at være politisk ukorrekt, at denne artikel antydningsvis kategoriserer kvinder som særlige big shoppers. Tal fra Det Internationale Råd for Shopping Centre viser, at kvinder generelt tegner sig for to tredjedele af al shopping og for 70 procent af indkøbscentrenes samlede kundemasse. Ifølge bogen Harvard Designschool Guide to Shopping (Taschen, 2001) kan shoppingens historie ses i tæt sammenhæng med kvindehistorien; i takt med, at den ene af de to parter har ændret form eller udviklet sig, har den anden reageret eller tilpasser sig, og denne interaktion har i sidste ende haft en indflydelse på, hvordan det offentlige rum er kommet til at se ud.)

Også rigtige voksne hænger ud en masse på Fisketorvet. Nogle har smidt overtøjet i bilen og skubber rundt på en barnevogn, som var de i Tivoli. Temmelig mange mænd i 30’erne er tilsyneladende ikke vokset fra soft ice med krymmel, og på Dæk 1 mellem Silvan og Føtex ses flere familiefædre med hele tungen ude, slikkende infantilt på siden af isen.
Bedst som følelsen af total anonymitet er stærkest – hvem er alle disse mennesker? Hvor bor de? – dukker landets konservative ju-stitsminister op ved Blomstershoppen på Dæk 1. Lene Espersen, kendt fra ALT for Damerne, Ekstra Bladet og ølreklamen, er hverken kommet for at indvie et nyt areal med en saks eller for at uddele en pris i en konkurrence. Lene Espersen er kommet for at shoppe. Med et skyklapsblik og en baby ved navn Marcus i indkøbsvognen baner hun sig vej ind i Føtex.
Espersen virker stedkendt. Fra en lille plads i nærheden, hvor bl.a. en rumænsk udseende forretningsmand i gul skjorte, slips, brun læderjakke og guldur står og slår tiden ihjel, kan man diskret følge justitsministerens vej gennem kasse 10 og registrere hendes møde med almindelige mennesker. Hun betaler, smiler, får penge tilbage; hun skubber vogn og Marcus og indkøb ind i en elevator. En jævnaldrende mand – selv med barnevogn – trykker hjælpsomt på knappen for hende. Men det er ikke justitsministeren, folk ser, men en ung, blond mor med et barn. Lene Espersen handler her måske, fordi der ikke findes noget sted, hvor man som landskendt toppolitiker kan færdes mere anonymt end i dette simili-palads med de store panoramavinduer ud mod havnen.
Til gengæld bør typer som Johnny Reimar og Casper Christensen nok henlægge handlen til Værnedamsvej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu