Læsetid: 3 min.

Hvad fodbold betyder

Marc Rieper vil kunne bekræfte Tage Skou-Hansen i, at den lille runde åbner sjælens hoveddøre
31. maj 2002

(2. sektion)

Fodbold
Biskoppen var lige ved at komme blasfemisk af sted, da han på en højskole foreslog afsyngelse af Jeg elsker de grønne lunde, som handler om bl.a. de drømme fra ungdommen, der bristede, men ligegyldigt hvad, så »er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag.« Ikke på grund af selve sangen, men for det, han sagde i sin efterfølgende tale.
Han fortalte, at i al fald en af hans egne drømme var gået i opfyldelse: »Jeg har set en dansk landsholdsanfører løfte et EM-trofæ højt op i luften. Hvad vil vi egentlig mer’?«
Biskop Erik Holm var dengang endnu ikke biskop, men nogen huskede det, da han blev det. Nogen brød sig ikke om det, syntes, han manglede dybde, og den samme nogen skrev senere i kirketidende:
»Hvad vil fodboldbiskoppen gøre for at hjælpe det nedrykningstruede AGF?«
Et absolut relevant spørgsmål, her dog ironisk ment. Biskoppen afviste dog at blande AGF ind i sin bøn, og det er da også gået derefter for klubben. Til gengæld er Holm fast tilskuer, når den spiller hjemmekamp.

Elkjærs mening
Århus-bispen deler interessen for den lille runde med så forskellige folk som rock-sangeren Michael Falch, Brian Mikkelsen, Tage Skou-Hansen og en halv snes andre, som har skrevet i Fodbold set fra månen.
Holm hæfter sig ved, at fodbold netop ved at være uden mening er noget af det mest meningsfyldte – som en lidenskab og oase.
For Preben Elkjær, en anden af skribenterne, er fodbolden ikke uden mening: Den opdrager spillerne til at tænke og være sociale. Den giver sammenhold mellem unge fra forskellige samfundslag. Elkjær tvinger uden at ryste på hånden sin egen søn til at være aktiv i sport.

Pengene
Men hvad er Beckham, Owen og Zidane mod fortidens Platini, Zico og Maradona? En svag afglans, mener Elkjær. Producenterne af moderne fodboldkultur levner ikke plads til skæve typer.
Overraskende nok finder FCK’s direktør, Flemming Østergaard (Don Ø.), heller ikke, at kommercialiseringen af fodbold har været saliggørende, men han tager den som et vilkår, hvis vi vil være med.
Landsholdets skarpskytte fra 50’erne, Henning Enoksen, skriver, at han aldrig har fortrudt, at han sagde nej til at blive professionel trods smigrende tilbud, og landsholdsspilleren Martin Jørgensen, Udinese, erkender, hvor meget sværere det er at være hele Danmarks Jørgensen end Jørgensen fra Ryomgaard, hvor det startede.

Fælles refleks
For forfatteren Tage Skou-Hansen går fodbold direkte ind gennem »sjælens hoveddøre« uden om intellektet. Fodbold minder en om, at man endnu er i live. Tænk, om man var med igen... skriver han med et hjertesuk, der står i fint forhold til Flemming Østergaards meget litterære billede: En snes ældre mænd i overfrakker, ledere, betragter i Amsterdam de yngre mænds leg med bolden, der pludselig ryger ud over sidelinjen. De ældre mænd foretager på samme tid en næsten umærkelig sidelæns bevægelse hen mod den hoppende bolds forventede bane. Så slapper de af og sender forlegne blikke til hinanden.
Marc Rieper har en sigende og velskrevet historie fra dengang, han spillede for skotske Celtic. En otte-årig dreng var blandt ofrene for et bombeattentat, begået under våbenhvilen i Nordirland af Det sande Ira. Skønt skotsk har klubben en høj stjerne hos irerne, der næsten betragter den som deres egen. Drengens familie ønskede brændende, at en delegation fra klubben ville deltage i begravelsen, der blev bivånet af en stor menneskemængde og div. politikere. Marc Rieper
var blandt de fire, der rejste over, og som man endog bad bære kisten.
Da forstod han for alvor, hvilken betydning fodbolden har. Det blev til flere kontakter mellem Rieper og den fodboldtro familie.
Politik og sport blandes hele tiden. Ikke så meget ved at nationer trækker sig eller udelukker hinanden, heldigvis, men især på andre planer f.eks. også ved oprettelsen af de danske fodboldskoler for børn og unge på Balkan, som beskrives i slutkapitlet af denne bog, der nok rummer en del banaliteter, men også giver vægtige og anderledes vinkler og bud på den begivenhed, der i juni vil optage befolkningerne.

*Fodbold set fra månen – en antologi om fodbold. Redaktion: Morten Albæk & Stefan Hermann. 135 s., 129,95 kr. Dafolo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu