Læsetid: 2 min.

De førsteklasses? Læg dem til dig selv

Det er spild at hælde udsøgte vine på selskaber
10. maj 2002

(2. sektion)

Til næsen
»God aften i stuen, mit navn er Karl Nielsen.« Sådan introducerer Dirch Passer sig i Povel Ramels vise. Heri fortæller han, hvordan han stablede træstammer: »Og nogle havde knaster, dem la’e jeg for sig selv.« Så kommer den mindeværdige linje:
»Og no’n var førsteklasses. Dem la’e jeg til mig selv.«
Han kunne lige så godt have sunget om vin. For det, der virkelig er spændende og spøjst, det kræver fordybelse. Hyperventilering gennem næsebor, rullen over tunge, læsken i gane. Alt det, man slet ikke kan samle sig om, når man også skal konversere og gerne le hjerteligt af både egne og andres vittige bemærkninger.
Derfor er det en kapitalbrøler at stille sine bedste flasker på bordet, når man holder middagsselskab. For hvad sker der?
Gæsterne sidder og sludrer og sladrer, mens man selv sidder helt anspændt: Hvornår kaster de et blik på etiketten? Er der da overhovedet ingen, der lader et ord falde om bordeaux’ens næsten vampyriske bid i sanseapparatet?
Og hvis man så selv synes, at nu har det varet længe nok, og lader et enkelt ord falde om, hvad det er for dyrebare dråber, der upåagtet slubres – ja, så er det gæsternes tur til at sidde anspændt. »Sikke en gammel vinkrukke,« kan man se, de tænker, mens de vånder sig for at sige noget begavet om vinen.
Eneste måde at få selskabet i gang igen er at råbe: »Jamen så skål da!« og lade gæsterne tylle sig videre, indtil ingen alligevel kan smage noget som helst.

Ikke det rene sprøjt
Derfor: Gem den vin, der er værd at tale om, til en stille stund, hvor samtalen kan gennemføres som monolog eller med en loyalt indforstået partner. Det er ikke det samme som, at man skal hælde det rene sprøjt på sine gæster. Slet ikke. Det skal bare være en djærv vin, der går godt til maden og i det hele taget bidrager til den gode stemning. Og den kan fås for en særdeles rimelig penge.
For helt aktuelt at føre bevis for denne påstand er jeg sjokket hen til den nærmeste Netto og har kigget på hylderne. Værsgo. Der står lige den vin, der passer til ethvert middagsselskab. Ingen falbelader her. Udvalgt nærmest i flæng:
Til forretten: en Alsace Riesling 2000 fra Les Producteurs de la Region de Ribeauvillé. Sølle 40 kr. Etiketten fortæller, at den er »særlig dejlig til skaldyr og fisk – alt godt fra havet. Passer også sammen med fjerkræ i lys sovs.«

Vinkultens svøbe
Det er ikke engang løgn. Jeg har smagt den. Og kan bekræfte, at man ikke skal lade sig skræmme af, at flasken oplyser, at den har fået guldmedalje i en eller anden fin konkurrence. Det plejer normalt at være et faresignal for Alsace-vine, men ikke her.
Til hovedret og ost: Bang tju, et kanonslag af spansk rødvin fra Penedes i Nordøstspanien. 13,5 procent i alkoholstyrke. Beskedne 38 kr. i pris. En vin, der er Torres hele igennem. Den hedder »Torres – Tres Torres« og oplyser, at den er hældt på flaske af Miguel Torres.
Efter etikettens anvisning er den egnet til stort set alt, og også det kan jeg af personlig erfaring indestå for.
Befri selskabslivet for vinkultens svøbe. Lad konversationen være sladder og latter. Ikke et ord om vin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu