Læsetid: 3 min.

Forsøg på dialog om topmøder

Politi, presse og aktivister fralægger sig ansvar for uroligheder under de kommende EU-topmøder. Men alle opfordrer til dialog
27. maj 2002

Det var ikke mange indrømmelser, der blev givet. På et forebyggende møde mellem politi, aktivister, ministerier og medier i Christiansborgs Landstingssal, hvor hensigten var at kigge fremad og udforme visioner for afviklingen af formandsskabet uden voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter, blev der mest gravet skyttegrave.
Aktivisterne lagde hovedansvaret for tidligere uroligheder under demonstrationer på politiet. Chefpolitiinspektør Kai Vittrup fra Københavns Politi vil gerne love, at hans betjente ikke selv kaster med sten eller slår nogle, der ikke har fortjent det, men at det er op til demonstranterne at undgå voldelige optrin.
»Vi vil ikke starte en konfrontation, men det er op til demonstranterne at bevise de gode viljer,« sagde Vittrup.
Politiet har dog tilsyneladende ikke tænkt sig at vente på, at aktivisterne viser deres gode vilje. Politiet har meldt ud, at der under hele det danske EU-formandsskab vil være demonstrationsforbud i det indre København. Et forbud, som dr. jur. Peter Germer imidlertid i Jyllands-Posten lørdag kaldte grundlovsstridigt. Knud Holt fra samlingen af græsrødder i ’Initiativet for et andet Europa understreger dog overfor netavisen Infopaq, at politiets barrikader, uanset hvad, vil blive respekteret.
Allerede på mødet i fredags var paneldeltagerne fra en række græsrodsorganisationer meget bekymrede for politiets eventuelle fremfærd på grund af tidligere erfaringer.

Politiprovokationer
Helene Caprani fra Rød Ungdom brugte sine ti minutters taletid på at give eksempler på tidligere demonstrationer i ind- og udland, hvor hun mente politiet havde fremprovokeret konfrontationer. så konklusionen var klar: »Det er op til politiet, om der kommer vold eller ej. De har ressourcerne, kamptræningen og mandskabet, så det er også op til dem at forhindre, at der bliver konfrontationer«
Og selv om det kunne lyde som en opfordring til en hårdhændet politiindsats, er ønsket det modsatte.
Alle paneldeltagerne, der foruden Rød Ungdom var fra Globale Rødder, Internationale Socialister og Initiativ for et andet Europa, mente, at massivt politiopbud, præventive anholdelser, videoregistrering af demonstranter og lav tolerancetærskel blandt politifolk er med til at udløse voldelige episoder. Rune Lund fra Initiativet for et andet Europa havde en bøn til Kai Vittrup:
»Vil I ikke nok lade være med gentage taktikken fra Danmark-Israel kampen i Parken, hvor 150 blev anholdt og kun få sigtet. Den slags masseanholdelser er sammen med 300 tyske autonome en farlig cocktail, der ender i vold. Der skal to til en tango, husker I nok,« sagde Rune Lund.

Solstråleeksempel
Kai Vittrup ville ikke love meget. Politiet vil ikke handle efter et nul-toleranceprincip, men vil samtidig ikke acceptere ’hvad som helst’.
»Det skal ikke være sådan, at nogle kan begå en forbrydelse bare fordi de er mange, som der ville skrides ind overfor, hvis de var alene«
En debattør i salen hævdede, at det københavnske politi slet ikke ønskede dialog, da de havde stoppet et fredeligt, dansende 1. maj-optog. Kai Vittrup så selv episoden som et solstråleeksempel på det modsatte, da demonstrationen trods alt fik lov til at fortsætte. Den episode fik formanden for Retsudvalget, Anne Baastrup fra SF til at opfordre chefpolitiinspektøren til ikke at være for restriktiv i opretholdelsen af lov og orden.
»Her i Danmark har vi en tradition for at have humoren med i diverse optog. Det skal vi holde fast i. Derfor skal politiet også give plads for de lidt spetakulære og farverige manifestationer. Der må vi være lidt large,« sagde Anne Baastrup, inden hun kastede sig over mediernes behandling af de store internationale møder.
»Vi skal opfordre pressen til ikke at jagte de fem, der kaster med sten, når der er flere hundrede, der har et budskab, der ikke kommer ud. Det er så irriterende,« fastslog hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her