Læsetid: 9 min.

Fortuyn trækker sine spor

Den myrdede Pim Fortuyns opstigning og pludselige forsvinden er så fyldt med paradokser, at fænomenet Fortuyn vil give efterdønninger i lang tid fremover. Hollænderne kæmper for at kapere det politiske mord på en mand, der gik til angreb på ’overdreven tolerance’, men selv blev offer for manglende tolerance
11. maj 2002

Jeg har været vild med Pim, siden han kom frem,« siger Maria
Saiwati, 42 år og indoneser af anden generation i Holland.
Hun arbejder på en javanesisk take-away restaurant i det kvarter i Utrecht, som kaldes Lombok efter den indonesiske ø af samme navn.
Maria Saiwati har sin forretning i en sidegade til Kanalstraat – en multikulturel smeltedigel med eksempelvis et algerisk rejsebureau med speciale i
krydstogter i Middelhavet, mængder af tyrkiske kebab-steder og sågar en afdeling af banken Credit du Maroc.
Samtidig er det hos den hollandske studenterungdom meget populært at bosætte sig i Lombok, og kvarteret forekommer som et perleeksempel på den hollandske tolerance og sameksistens, som blandt andet har sin rod i, at indvandringen til Holland begyndte tidligt på grund af kolonierne i Indonesien, Suriname og De Hollandske Antiller.
Men Maria Saiwati har et problem med, hvad der er sket i kvarteret gennem de seneste år. Drengebander, der chikanerer og overfalder folk på gaden om aftenen eller sågar ved højlys dag.
Det er en af grundene til, at Saiwati vil stemme på det højrepopulistiske parti Lijst Pim Fortuyn ved valget på onsdag.
»De er de eneste, som tager folk alvorligt og giver det høj prioritet at gøre noget ved kriminaliteten,« siger hun og afviser, at Fortuyn er – eller var – racist. Ifølge hende er der bare ingen vej uden om, at der især er nogle grupper, som laver ballade.
»Især de somaliske unge er slemme, for de lever om natten. De går ude på gaderne i flok om aftenen, og jeg er meget nervøs for min søn, når han skal hjem fra byen en fredag aften,« siger Maria Saiwati.
»Og det er ligeså slemt med araberne.«
Hun peger ud ad vinduet på en marokkansk mand i 50’erne. Han kommer cyklende med sin hat på og drejer skarpt om hjørnet.
»Prøv og se den mand,« siger Maria Saiwati.
»Han er velintegreret, han cykler, og jeg taler tit med ham. Men hans sønner går rundt. De cykler ikke. De vil bare lave ballade.«

Maria Saiwati er bare ét eksempel på de mange paradokser, der er forbundet med det afdøde fænomen Pim Fortuyn. Han stod til opleve en stor personlig triumf og en massiv opslutning på omkring 15 procent af stemmerne, indtil en fanatisk drabsmand og en kugleregn kom i vejen i mandags. Nu er det overladt til hans partifæller at overtage den succes, som der ironisk nok også står mange udlændinge bag.
Som indvandrer vil Maria Saiwati således stemme på en liste, der vil stoppe indvandring, og som ser de mange udlændinge som et problem i det hollandske samfund.
Der, hvor Lijst Pim Fortuyn vil kunne trække stemmer i indvandrerkredse, er for det meste hos sådan nogle som Maria Saiwati. De relativt velintegrerede indvandrere af anden eller tredje generation fra de tidligere kolonier.
De føler sig som hollandske og oplever de samme problemer, som alle andre.
Det er Pim Fortuyns image som »ærlig«, der har haft den brede appel. Som hans slogan lød: »Jeg siger, hvad jeg vil, og jeg gør, hvad jeg siger.« Pim For-tuyn har haft et image som revolutionær og som et håb, og det er en af grundene til, at mange har set ham som en ny John F. Kennedy.
En sammenligning, som fik et ekstra snert af lighed, da han blev skudt ned i mandags. Og på plænen foran Pim For-tuyns hus på G.W. Burgerplein 11 i Rotterdam, ligger portrætter af »Lieve Pimetje« (søde, lille Pim) side om side med billeder af Kennedy, Martin Luther King og Malcolm X.
Ud over at tale lidt i samme vendinger som Kennedy – »Vi vil give landet tilbage til folket« – udtalte han sig også selv i september sidst år i ugemagasinet
Elsevier om sammenligningen: »Min mor har altid haft en Kennedy-agtig idé om mig. Hun var bange for, at jeg skulle blive skudt. Nu, hvor jeg går ind i politik, er jeg glad for, at hun ikke er her mere.«
Lighederne med den tidligere amerikanske præsident, som blev skudt i
Dallas for 39 år siden, er dog til at overse, når det gælder det politiske indhold og de fleste af de budskaber, Fortuyn har slået sig op på.
Udtalelserne om islam som en tilbagestående religion, der ikke står bag nogle af den moderne verdens opfindelser og ønsket om at afskaffe grundlovens anti-diskriminations paragraf, er noget af det, som har givet ham prædikatet som ekstrem højrepopulist. Omvendt har betegnelsen virket meningsløs på andre punkter.
For eksempel vandt hans åbne homoseksualitet mange støtter i bøssemiljøet, og hans tilgang til stoffer var også meget liberal.
På Café Lombok, hvorfra der hovedsageligt lyder berbisk musik til tider afløst af calypso og italiensk pop, er indehaverne muslimer. Her er man ikke
begejstret for Fortuyns budskab – senest fremsat søndag, dagen før han blev dræbt – om, at der er ’no go areas’ – steder, man ikke bør entrere af sikkerhedsgrunde – i alle større byer i Holland.
»Det passer simpelthen ikke. Her er lige så sikkert, som alle mulige andre steder,« siger den kvindelige marokkanske bartender.
For de, der har været skeptiske over for Pim Fortuyn – politikere, debattører og kritiske journalister – har mordet betydet handlingslammelse.
Overalt i landet, hvor Fortuyn mindes, hænger der bannere med påskrifter som »Politikerne og medierne gjorde Pim til en dæmon, men han forbliver vores helt«, eller personificeret ved centrum-venstre partiledere: »Kok, Melkert, Rosenmöller, De Graaf leverede ammunition til det feje mord på vores helt.« Eller: »Skal man have en venstreorienteret mening for at kunne sige noget i det her land?« og »Holland er blevet et demokratur.«
Samtidig kan man spore usikkerhed hos diverse fotografer og journalister, som i dagene efter mordet har modtaget utallige trusler. Hos Media Park i Hilversum, hvor Pim Fortuyn blev skudt ned, har de forskellige radio og tv-stationer nu taget konsekvensen og lukket for al adgang, undtagen for folk, som arbejder der. På aviser som Algemeen Dagblad og De Volkskrant vælter det ind med
e-mails med overskrifter som »mordere«, »hetz« og »hadekampagne«.
Chefredaktøren på Algemeen Dagblad afviser beskyldningerne om dæmonisering, men er fortaler for, at medierne kigger sig selv i spejlet.
»Aviser må rette sig mindre mod meninger og mere mod fakta,« siger redaktør Oscar Garschagen fra Algemeen Dagblad.
Også politikerne føler sig i en presset situation. Opmærksomheden på sikkerheden omkring ministerpræsident Wim Kok, andre regeringsmedlemmer og topfolk fra alle partier er blevet skruet en tand op.
Ved porten til Binnenhof – den hollandske parlamentsbygning i Haag – er der for eksempel nu kommet en solid halv meter høj pæl med en diameter på 20 centimeter op midt i indkørslen, så ingen biler kan køre ind uden tilladelse. Før var der stort set ingen foranstaltninger, men nu holder flere politibetjente vagt ved begge indgangsporte.

Men uden for de forskansninger, som visse politikere og mediefolk i hvert fald midlertidigt har gemt sig bag, har en surrealistisk stilhed åbenlyst sænket sig over landet. Roen er faktisk indtil videre blevet bevaret, sådan som Wim Kok »i Guds navn« tryglede landets 16 millioner indbyggere om i de første timer efter mordet i mandags.
Der er ikke længere kø foran gitterlågen eller for at komme på toilet i de kabiner, som meget praktisk er blevet stillet op på pladsen foran Pim Fortuyns hus i Rotterdam. Henne ved byens rådhus kan man nu problemfrit cykle forbi på cykelstien, fordi opbudet af medier og mennesker, som vil skrive i kondolencebøgerne, er blevet gradvist mindre. Og på tv er der igen plads til almindelige nyheder om selvmordsbomber i Israel og flystyrt i Kina.
Det er umiddelbart som om, hollændernes pragmatiske og praktiske sinde-lag har vundet over den impulsive og intituitive vrede over, at der blev talt med kugler i dette land, hvor den fri meningsudveksling og omgængelighed er værdsatte dyder.
Ikke desto mindre tror Imad Said el Kaka fra Hollands nationale kontor mod racediskrimination i Rotterdam, at det i fremtiden bliver sværere for de, der står for andre løsninger på problemerne end dem, Pim Fortuyn har fremført.
»Pim Fortuyn har hjulpet med at bryde et tabu i forhold til at få frem i lyset, hvad der egentlig gemmer sig i folk og hvad, mange mener,« siger Imad Said el Kaka, der er af palæstinensisk oprindelse.
»Nu kan der ske det paradoksale, at tabuet flytter over til den anden side. Sådan at det bliver tabu at tale om tolerance eller om Pim Fortuyns ideer på en negativ måde.
»Det er i hvert fald et tabu lige nu, men det kan være, at det fortsætter,« siger Imad Said el Kaka
Selv om Fortuyn nu er død, så har han sat sine tydelige spor ved at sætte en dagsorden, som ikke forsvinder igen.
»Fortuyn har betydet, at det multikulturelle samfunds problemer ikke længere kan ignoreres,« siger professor Ronald Andeweg fra Leiden Universitet.
»Den diskussion vil ikke forsvinde med Pim Fortuyns død.«
En anden ny tendens fremtvunget af Fortuyn er, at den politiske debat i højere grad kommer til at blive ført på tv frem for ved valgmøder i røgfyldte lokaler. Allerede ved dette valg var de øvrige politikere nødt til at følge med Pim
Fortuyns hastige kurs mod tv-demokratiet, og den kurs vil formentlig fortsætte. Bare ikke ved dette valg, hvor der nu er sat sorte plastiksække over alle valgplakater, og kampagnerne er blevet afblæst.
Frem mod begravelsen i går vaklede flere partier imidlertid i forhold til det rimelige i, at der ikke bliver nogen debat før valget.
Men ingen ville officielt sige noget, undtagen det lille Socialistiske Parti, som mente, at valgkampen skulle genoptages på mandag, »fordi vælgerne har krav på at vide, hvad partierne mener om den forløbne uges begivenheder.«
Men det er svært at ændre på de meldinger, som man allerede har afgivet i panikken og frustationen efter drabet. Dette første politiske mord i moderne hollandsk historie kom vitterligt bag på alle, selv om Fortuyn gennem de seneste måneder havde modtaget trusler og oplevet at få tre ’tærter’ fyldt med ekskrementer i hovedet.
Hollændernes opfattelse af deres demokrati er efterfølgende blevet rystet, Europa er blevet chokeret, og mordet har skabt ekstra kraftig vrede og sorg hos de mange mennesker, der så ham som talerør for deres frustration over en problematisk hverdag.
For nok var Fortuyn kontroversiel og provokerende, men de færreste var i tvivl om, at han var demokrat. Og ingen troede, at nogen kunne være så intolerante, at de ville fjerne ham med våben.

Fortuyn var et fænomen, der på grund af den tragiske begivenhed forsvandt hurtigere, end han var opstået. Men intet tyder på, at hverken chokket over mordet eller de politiske spor, han stak ud, vil forsvinde.
Ronald Andeweg fra Leiden Universitet vurderer, at Lijst Pim Fortuyn ved valget på onsdag kan opnå op mod 25 procent af stemmerne. Det på trods af, at partiet ikke har udpeget en ny leder og står tilbage uden et detaljeret program og uden struktur. Og det, selv om der også er nogle, der vil falde fra, fordi Pim Fortuyn ikke længere er leder af partiet, mener han. Andre eksperter tror på en lidt mindre sympatieffekt. Men alt er åbent og intet kan forudses.
Wim Kok udtalte i forbindelse med beslutningen om alligevel at gennemføre valget efter ønske fra de øvrige topkandidater hos Lijst Pim Fortuyn, at vælgerne godt kan skelne mellem sympati for Fortuyn og hvem, de ønsker skal styre landet i de næste fire år.
Men Andeweg vurderer, at Pim Fortuyn har så mange posthume fans i alle lejre, at »valget bliver kæmpe kondolence-session for Pim Fortuyn.«
Og symbolsk nok optræder navnet Pim Fortuyn stadig øverst på Lijst Pim Fortuyns kandidatliste på ønsdag. Han døde for tæt på valget til, at man kunne nå at lave det om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu