Læsetid: 2 min.

Fremad-stormende jazzspil

Sublimt guitarspil og labyrintiske rytmemønstre fra jazzguitaristen Kurt Rosenwinkel og hans kvartet
2. maj 2002

Koncert
Det var ikke for ingenting, at det var musikere, der udgjorde en stor del af publikummet i et fyldt Copenhagen Jazzhouse tirsdag aften.
Kvartetten fra New York med guitaristen Kurt Rosenwinkel i front er ikke typen, der opnår en bred popularitet som f.eks. en Pat Metheny Group, men orkestret nyder stor respekt og interesse blandt den moderne jazzscenes udøvere som en af New Yorks mest sammenspillede og progressive yngre jazzgrupper.
Og som guitarist befinder Kurt Rosenwinkel sig blandt de allerbedste med en uhyggelig teknik og en musikalitet, der gennem 90’erne har placeret ham som en meget personlig instrumentalist, hvis spil nok kan indeholde spor fra tidens store guitarstemmer Pat Metheny,
John Scofield og Bill Frisell, men aldrig som pastiche. Rosenwinkel er sin egen, og han er en musiker, som i fremtiden formentlig vil blive endnu mere toneangivende på sit felt.

Vibrerende af liv
De fire musikere – tenorsaxofonisten Mark Turner, bassisten Benjamin Street og trommeslageren Jeff Ballard foruden Rosenwinkel på el-guitar – entrede scenen i tavshed og uden aflæselige miner.
Først var det ikke til at sige, om det skyldtes selvhøjtidelighed eller god gammeldags generthed. Siden stod det klarere, at her var tale om en høj grad af koncentration og musikalsk hengivelse.
Rosenwinkel spillede med en legende lethed og suveræn klangbehandling af sit instrument. Hans guitar havde en varm, klar lyd og var tilføjet ekko- og rumklang, der ikke bare gav hans klange et æterisk, drømmeagtigt præg
vibrerende af liv, men også på fascinerende vis fik melodiske linier eller enkelttoner til at hænge i luften og blande sig med hans komplekse og tvetydige akkordspil.
Og selvom det var Rosenwinkel, der stod for aftenens bedste soli – ikke mindst hans spil i en avanceret variation af en blues lige før pausen var bjergtagende – var det i høj grad samarbejdet med den skarpt slebne rytmegruppe, der gjorde koncerten til en ind imellem svimlende oplevelse.

Det svage led
Konstante udvekslinger af asymmetriske rytmemønstre og skæve indfald løftede musikken op på et højt abstraktionsniveau og udfordrede ens musikalske opfattelsesevne.
Benjamin Street var en god modpol til den konstant aktive Jeff Ballard på trommerne med et konsekvent og økonomisk basspil. Ballard var ikke timekeeper i nogen traditionel forstand men en medspiller, der arbejdede med og mod pulsen.
Med stikker, køller og hænder var han konstant i dialog med instrumenterne omkring sig. I de rytmiske udflugter og komplekse udvekslinger lignede Rosenwinkel-kvartettens musik fra tid til anden ikke så lidt den, som bassisten Dave Hollands kvintet har dyrket de senere år.
Mark Turner, der er en af de senere års meget roste og omtalte, yngre amerikanske saxofonister, var gruppens svage led. Nok har han en veludviklet teknik og spiller med en tør, sprukken tone, der er ganske personlig, men hans spil virkede i perioder lukket og havde slet ikke Rosenwinkels spændvidde. Der, hvor han for alvor faldt ind i helheden, var, når han og Ro-
senwinkel flaksede omkring hinanden i kollektive soli, som i nummeret »Path Of The Heart«, hvor gruppen bragte gryden i kog med fælles fremstormende energi.

*Kurt Rosenwinkel Quartet, Copenhagen Jazzhouse, tirsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her