Læsetid: 4 min.

Gates: Rige lande blæser på fattige børn

Verdens rigeste mand beskylder regeringer og den private sektor for dobbeltmoral på FN’s børnetopmøde
10. maj 2002

Af Pia Fris Laneth og MARTIN BURCHARTH Informations korrespondent

BOSTON – Regeringsrepræsentanter fra verdens rigeste lande fik i går en usædvanlig opsang fra verdens rigeste mand, Bill Gates, på andendagen for FN’s børnetopmøde i New York.
Under konferencen har FN’s børneorganisation UNICEF rapporteret, at færre børn i dag dør af smitsomme sygdomme end for 10 år siden. Stadig omkommer 10 mio. børn dog om året.
»Sandheden er, at rige lande ikke gør noget for at bekæmpe dødelige sygdomme, fordi disse sygdomme ikke truer børn i rige lande. Og i den private sektor satser man generelt ikke på at udvikle vacciner, fordi de fattige lande ikke har råd til at købe dem,« konstaterede grundlæggeren af Microsoft i Washington Post.
Gates grundlagde i 1994 en stiftelse, der har til formål at forbedre sundhedsforsorgen i Den Tredje Verden. I dag har Bill & Melinda Gates Foundation en portefølge på 24 mia. dollar og bruger et afkast på flere hundrede mio. dollar om året til at bistå sundhedsprojekter i udviklingslandene og finansiere udvikling af vaccine mod smitsomme sygdomme.
Bill Gates går principielt ind for at udrydde sygdomme frem for at satse på vaccine og behandling.
»Det er en bragende godt investering at udrydde sygdomme. Det tog i sin tid 12 år at udrydde kopper, og prisen var 300 mio. dollar. Inden kampagnen begyndte, kostede det 300 mio. dollar om året at bekæmpe kopper med vaccination, behandling og karantæne,« siger han.
Rigmanden lover i interviewet at bruge en betragtelig del af sin tid på at redde børn i Den Tredje Verden.
»Det var oprindelig min tanke at beskæftige mig med emnet, når jeg bliver 60, men efterhånden, som jeg har sat mig ind i sundhedsproblemer, er det gået op for mig, at der er ingen tid at spilde,« fortæller Gates i interviewet.

Største dræber
Underernæring er én af de største dræbere blandt verdens to mia. børn.
»Vi voksne mennesker har svigtet børnene. En tredjedel af børn under fem år er underernærede, en fjerdedel er ikke vaccinerede og en femtedel får ingen uddannelse,« sagde FN’s generalsekretær Kofi Annan ved åbningen onsdag.
UNICEF ser et samarbejde mellem regeringer og den private sektor som et vigtigt bidrag til bekæmpelse af smitsomme sygdomme og underernæring. Et initiativ blev bebudet af Bill Gates på konferencen i går. Hans stiftelse har udviklet et koncept, ifølge hvilket multinationale fødevarefabrikanter forpligter sig til at tilsætte flere mineraler og vitaminer i madvarer solgt til fattige lande.
Til gengæld vil Gates-stiftelsen være behjælpelig med at skaffe koncerner som Kraft Foods, H.J. Heinz, Prochter & Gamble samt vitaminproducenterne Roche og Basf Corp. bedre adgang til toldbeskyttede markeder i Den Tredje Verden. Et konsortium oprettet af Gates-stiftelsen med deltagelse af flere FN-organisationer og vestlige regeringer planlægger desuden at bistå myndigheder i fattige lande med at fremme efterspørgslen på sunde fødevarer.
Initiativet er imidlertid kontroversielt.
»Det drejer sig om en forenkling af et problem, der er langt mere kompleks. Hovedårsagen til underernæring er fattigdom,« siger Marion Nestle, lektor i ernæring på New York University til Wall Street Journal.
»Hvorfor prøver Gates ikke at sætte fattige i arbejde og skaffe dem sundhedsforsorg? Det ville være bedre at undervise folk i at dyrke deres egen frugt og grøntsager.«
Hertil svarer Sally Stansfield fra Gates-stiftelsen.
»En god ide, men en masse mennesker vil dø af underernæring, inden vi får udryddet fattigdom.«
En anden stor dræber er diarré, som halvanden mio. børn dør af hvert år. I Danmark er det en banal sygdom, men i u-landene, hvor de færreste har adgang til rent vand, står diarré øverst på listen over børnemassemordere.
Alligevel er 1,5 mio. ofre en god nyhed i den forstand, at der for bare ti år siden døde dobbelt så mange. I alt dør nu 30.000 børn hver dag af sygdomme, som let kan forebygges, mens ofrene var 40.000 børn for ti år siden.
UNICEF’s chef, Carol Bellamy, har opfordret regeringsrepræsentanter på konferencen til at koncentrere sig om børns vilkår i forhold til tre store problemer: spredningen af hiv og aids, øget fattigdom i store dele af verden samt borgerkrige.
Blandt de mål, man opstillede på det første børnetopmøde for 10 år siden, var at sænke børnedødeligheden med en tredjedel. Det er lykkedes for 63 lande, mens flere end 100 lande har opnået at sænke børnedødeligheden med en femtedel.
Verden skulle halvere antallet af alvorligt fejlernærede børn. Det mål er nået i Latinamerika og Caribien. Til de gode nyheder hører også, at op mod 800 millioner flere mennesker har fået adgang til rent drikkevand og 500 millioner til ordentlige sanitære forhold.
Desuden omfattes langt flere børn af vaccinationsprogrammer. I 1999 blev en tredjedel af alle børn under fem år vaccinerede mod polio. Flere børn går i skole end nogensinde tidligere.
Men der er langt igen. Gennemsnitsindkomsten i 80 lande er nu lavere end i 1992, mens bistand fra førende industrilande er faldet med godt 30 procent. Samtidig har verden være plaget af flere væbnede konflikter end på noget andet tidspunkt siden Anden Verdenskrig.
Det betyder blandt andet, at 10 mio. børn stadig dør af sult, fejlernæring eller sygdomme, som let kunne være forebygget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu