Læsetid: 4 min.

Heksedoktorer vitale i kamp mod jomfrumyte

Kvindeorganisation vil efteruddanne heksedoktorer i Swaziland for at bekæmpe aids – for kun de vil kunne standse myten om, at jomfrusex er en kur mod aids
18. maj 2002

Sort magi
I efteråret sidste år gik Syd-afrika i chok. I løbet af få måneder blev tre spædbørn indlagt på hospitaler forskellige steder i landet efter at være blevet voldtaget – og nu frygtede man, at de var blevet smittet med hiv. Børnene var fem,
otte og ni måneder gamle.
Næppe var voldtægterne begået og børnene indlagt, før en massiv kritik af landets traditionelle healere – heksedoktorerne – rejste sig i avisspalter og i parlamentet: Nu skulle den såkaldte jomfru-myte stoppes én gang for alle.
»Den har eksisteret i et stykke tid nu og går ud på, at hvis du som mand er hiv-positiv, kan du rense dig selv ved at have sex med en jomfru. Det har ført til en masse smittede børn,« forklarer Thobile Dlamini, der er direktør for organisationen Swaziland Action Group Against Abuse (SWAGAA), som arbejder med voldsofre. Baggrunden for den stærke reaktion i medierne og politisk var, at flere heksedoktorer i såvel Syd-afrika som i andre afrikanske lande angiveligt skulle have ordineret jomfrusex som standardmedicin mod aids.
Et råd, som flere og flere hiv-smittede mænd har taget til sig, hvorefter de har begået voldtægter på børn og unge for at rense sig for sygdommen. Ofrene bliver yngre og yngre i takt med, at alderen for pigers seksuelle debut skubbes nedad. På den måde spreder aids sig lynhurtigt i samfundet. Men det skal nu være slut.
»Vi er klar med et omskolingsprogram for heksedoktorerne,« fortæller Thobile Dlamini.

Holdningsændring
I løbet af i år vil SWAGAA tilbyde specielle workshops til de traditionelle healere.
Først og fremmest skal de lære, at aids ikke er en kurerbar sygdom, og at deres velmenende råd har fatale konsekvenser for samfundet.
»Vi vil gerne diskutere hiv i dybden med dem – d.v.s. hiv- og aids-konsekvenser for kvinderne og børnene i vores samfund, og hvordan deres medicinske råd til hiv-smittede faktisk er med til at give flere seksuelle overgreb og dermed spredning af hiv,«
siger Thobile Dlamini.
»Det vil være effektfuldt, fordi de fleste mennesker har meget stor tiltro til heksedoktorerne, så det er en måde at få et holdningsskifte igennem på – hvis heksedoktorerne ændrer holdning, så er der stor sandsynlighed for, at
befolkningen også ændrer holdning.«
I Swaziland – især i landområderne – nyder heksedoktorer en meget større tillid i befolkningen end vest-
lige medicinske klinikker. I følge Thobile Dlamini er der omkring 20 gange så mange heksedoktorer som medicinske klinikker i landet. Og selvom et besøg hos en heksedoktor er meget dyrere end et besøg på en klinik, fore-trækker folk den traditionelle behandling.
»Folk kan bedre forholde sig til de årsagsforklaringer, en heksedoktor giver. Hvis du har hovedpine og går til en almindelig klinik vil de måske sige: du er stresset, prøv at slappe lidt mere af. Men går du til en heksedoktor, vil han sige: din nabo har kastet en forbandelse på dig. Og det kan folk godt lide at høre. Døden har aldrig en naturlig årsag i vores kultur – det accepteres ikke som noget naturligt – der er altid nogen, der er ansvarlig for dine lidelser. Og hvis det er din nabo – så kan du sætte ansigt på din hovedpine, så bliver det konkret og noget, man kan forholde sig til.«

Håb
SWAGAA har tidligere haft stor succes med lignende workshops om vold mod kvinder i hjemmet for politibetjente i Swaziland.
Men med heksedoktorerne bliver udfordringen større, fordi jomfrusex har haft en stor betydning inden for
traditionel healing meget længe.
»Længe før aids overhovedet blev et problem for eksempel i Swaziland, anbefalede heksedoktorerne sex med jomfruer som middel mod andre sygdomme,« fortæller Thobile Dlamini.
»For eksempel mod sukkersyge – fordi sukkersyge
ofte medfører impotens hos mænd. For at disse mænd kunne genvinde deres
potens, rådede heksedoktorerne derfor sukkersygepatienterne til at have sex med en jomfru. Det samme skete med folk, der havde for højt blodtryk – de fik også anbefalet jomfruer som effektiv kur. Derfor er der tale om en
fundamental holdningsændring.«
– Men hvorfor skulle heksedoktorerne overhovedet være interesserede i at deltage i
jeres workshop?
»Da aids og hiv kom på dagsordenen første gang, afviste de det lynhurtigt med, at det kunne de sagtens kurere. Nu ser de, at de folk, de rådgiver, ikke får det bedre, men dør – og de må erkende, at deres metode ikke virker. Man skal huske på, at heksedoktorerne jo er grundlæggende interesseret i at helbrede. Og så er der faktisk allerede
nogle heksedoktorer, som er stået frem og har sagt: Vi kan dulme smerter og behandle symptomer. Men vi kan altså ikke helbrede aids. Det har
givet os et lille håb om, at sådanne workshops faktisk vil kunne lade sig gøre.«
De heksedoktorer, der er stået frem, er blandt andet repræsentanter fra heksedoktorernes ’fagforening’ i Syd-afrika, South African Traditional Healers Organisation.
Efter voldtægterne på spædbørn sidste år udsendte organisationen en pressemeddelse, hvor de slog fast, at sex med jomfruer ikke kan kurere aids, men blot er med til at sprede sygdommen. Og i januar i år stod heksedoktorer fra Swaziland ligeledes frem med samme budskab:
»Vi ønsker at afvise den slags overtro kategorisk og slå fast, at traditionelle healere tager afstand fra denne farlige praksis,« sagde Gogo Shongwe fra heksedoktorforeningen Swaziland Tangoma Association.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her