(2. sektion)
Hemmelighedsloven
Da journalist Poul Brink i TV-avisen i 1995 fortalte om det brev, hvori forhenværende statsminister H.C. Hansen gav amerikanerne lov til i al hemmelighed at opstille atomvåben på Grønland, gjorde han os alle sammen lidt klogere på Danmarks historie.
Indholdet i det såkaldte Thule-brev fortalte nemlig med større effekt end adskillige historiske forelæsninger om de politiske dilemmaer, som de danske politikere befandt sig i under Den Kolde Krig.
Og med brevet som udgangspunkt kunne Poul Brink foretage en afdækning af Thule-sagen, der reelt formede sig som et stykke undervisning i, hvordan de danske magthavere havde håndteret den vanskelige situation, der havde tvunget dem ud i et dobbeltspil over for deres egen befolkning i de dybfrosne årtier før murens fald.
Hvis det stod til den danske centraladministration, så var denne del af Danmarks nyere historie imidlertid aldrig blevet fortalt.
I de første mange år efter at Poul Brink havde indledt sin efterforskning af Thulesagen hvilket skete i slutningen af 80erne fik han nemlig overhovedet ingen hjælp af de danske myndigheder. Hver gang han søgte om indsigt i forskellige dokumenter fra den periode, fik han afslag.
»Alt var fuldstændig lukket,« fortæller Poul Brink. »Jeg fik ikke et eneste dokument fra de danske myndigheder, før de offentliggjorde Thule-brevet i 1995.«
Det betød, at Brink i høj grad måtte bygge sin research op omkring papirer, som han fandt i de amerikanske arkiver i Washington.
USA har nemlig en langt mere åben arkivlov end Danmark.
»Hvilket egentlig er pudsigt, når man tænker over det,« siger Brink. »Man må jo formode, at amerikanerne har større hemmeligheder, end vi har.«
Og at det til sidst lykkedes Brink at få Udenrigsministeriet til at udlevere Thule-brevet, skal man ikke tage som et udtryk for, at de danske myndigheder havde besluttet at anlægge en mere åben stil.
Forklaringen skal snarere findes i det pres, som Poul Brink lagde på ministeriet gennem en række indslag i TV-avisen, hvor han stillede spørgsmålet: Hvorfor må vi ikke se det brev?
Selv konstaterer han om sin metode:
»Jeg røg det ud.«
Poul Brink er ikke den eneste, der har forsøgt at forske i Danmarks nyere historie, og som er blevet mødt med afslag i Rigsarkivet. Også Poul Villaume, professor i historie ved Københavns Universitet og en af landets førende eksperter i Danmarks rolle under Den Kolde Krig, har tit haft den oplevelse.
»Jeg sidder faktisk netop med et frisk afslag i hænderne,« fortæller han til Information i telefonen.
»Jeg havde søgt om aktindsigt i noget forsvarsministerielt materiale fra 1946 til 1950 blandt andet om Danmarks sikkerhedspolitiske stilling under Påskekrisen, men har altså fået afslag. Selv om materialet er mere end 50 år gammelt.«
Dette nyligt indkomne afslag rangerer dog ikke blandt de mest uforståelige af dem, som Poul Villaume har modtaget.
»Der findes dokumenter helt tilbage fra hold nu fast 1904 og 1912 om forsvarsstabens indberetning og Københavns befæstning, som stadig er klassificerede som fortrolige, og som jeg derfor ikke kan komme i nærheden af,« fortæller han.
De afslag, som Villaume modtager, er hyppigt begrundet med hensynet til statens sikkerhed, rigets forsvar og forholdet til fremmede magter.
Og disse bredt formulerede afvisninger provokerer ham.
»Når jeg modtager et afslag med henvisning til rigets sikkerhed, så har jeg jo ingen anelse om, hvorfor jeg rent faktisk bliver nægtet adgang til dokumenterne,« siger han. »Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er rimeligt.«
Derfor er Poul Villaume også utilfreds med det forslag til en ny arkivlov, som kulturminister Brian Mikkelsen netop har fremsat.
Sammen med sine fæller i Tilgængelighedsudvalget havde Villaume bedt ministeren om at sørge for, at den nye lov skulle pålægge myndighederne at give mere udførlige begrundelser for deres afvisninger.
Men kulturministeren har ikke fulgt udvalgets råd.
»Og det er meget skuffende,« siger Villaume.
Han tilføjer, at han også gerne ville have haft Brian Mikkelsen til at indføre en bestemmelse i den nye lov, der skulle sikre forskere og andre interesserede et retskrav på at få aktindsigt under visse betingelser.
»I dag får man jo kun adgang til arkiverne på myndighedernes nåde.«
Dette synspunkt deler han med Claus Bryld, der er professor i historie på Roskilde Universitetscenter og ekspert i besættelsestidens historieskrivning.
»Så længe vi ikke har retskrav på at få indsigt i arkivalierne, så kan man ikke kalde arkivloven for en offentlighedslov,« siger han.
»Det er en hemmelighedslov, hvor alt er hemmeligt, indtil der er givet tilladelse.«
Claus Bryld tilføjer, at han gerne havde set, at Brian Mikkelsen havde benyttet forslaget til den nye
arkivlov til at gøre op med den såkaldte 80-års regel, der siger, at alle dokumenter, der indeholder personfølsomme oplysninger, skal holdes hemmelige i 80 år.
Brian Mikkelsen har i sit forslag nedsat dette åremål til 75 år, hvilket Bryld kalder for »ren kosmetik.«
Og for at begrunde behovet for at få forkortet tidsfristen yderligere, nævner han et par betydningsfulde dokumenter, som det er svært for forskere at få lov at studere i dag på grund af denne regel:
»Det drejer sig om Stockholmsarkivet og Centralkartoteket,« siger han med henvisning til to af besættelsestidens mest omtalte skrifter.
Det første skulle efter sigende indeholde papirer, der beretter om tyske spioner blandt højtstående danske officerer.
Og det andet rummer modstandsbevægelsens registreringer af personer, der i større eller mindre grad samarbejdede med tyskerne; skøn over arkivets størrelse varierer fra 50.000 til 300.000 navne.
Brian Mikkelsen har imødegået kritikernes påstande med bemærkninger om, at selv om hans forslag til en ny arkivlov ikke går så vidt, som mange forskere kunne ønske det, så rummer det trods alt flere nybrud på området.
Kulturministeren har blandt andet peget på, at tilgængelighedsfristen for almindelige offentlige dokumenter vil blive sat ned fra 30 til 20 år.
Og han har afvist at sænke fristen for dokumenter med personfølsomme oplysninger med mere end fem år ud fra den betragtning, at han »ikke vil være med til at udlevere og dermed skade privatpersoner eller ofre i straffesager, hvilket kunne få store menneskelige omkostninger.«
Derudover har han henvist til, at forskere altid er velkomne til at søge dispensation om at få udleveret dokumenter, der ellers ville være beskyttet af loven.
Og han har bemærket, at langt de fleste ansøgninger bliver imødekommet.
Dette argument anerkendes af Poul Villaume.
»Det er i de seneste par år blevet lettere at få adgang til materiale, end det var tidligere,« siger han. »Men på den anden side så kunne det næsten heller ikke blive værre.«
