Læsetid: 7 min.

Hilsen fra Agent Orange

For første gang er amerikanske og vietnamesiske videnskabsfolk blevet enige om sammen at undersøge eftervirkningerne efter Agent Orange – dioxingiften, som amerikanerne spredte over Vietnams jungler under krigen
4. maj 2002

Året er 1968.
Amerikanerne har været i Vietnam i syv år. Den krig, der på papirerne hjemme i Washington havde set ud som ren rutine, har allerede længe været et mareridt for både soldater og politikere. Alle amerikanernes forsøg på at bombe det kommunistiske Nordvietnam på plads giver intet resultat. Vietcong-guerillaen syntes at dukke op af jorden på de mest uventede steder. Blandt amerikanerne i Vietnam breder der sig en vis rådvildhed. Samtidig er ungdomsoprøret hjemme i USA ved at samle massiv støtte mod Vietnamkrigen.
Admiral Elmo Zumwalt, øverstkommanderende for den amerikanske flåde i Vietnam, er presset. Tabstallene blandt de amerikanske soldater ligger på seks procent om måneden. Der er behov for at tænke utraditionelt.
Zumwalts problem er først og fremmest guerillasoldaterne i junglen, som ligger i baghold, når de amerikanske marinesoldater patruljerer på floderne. Hans idé er derfor: ingen jungle, ingen usynlige guerillaer.
Derfra er vejen kort til at beordre nedkastning af dioxingiften Agent Orange over de vietnamesiske jungleområder. Giften er et afløvningsmiddel, så tanken er helt enkelt at få træerne til at smide deres blade, hvorefter guerillaen vil miste sit skjul.
80 millioner liter blev hældt ud over skovene, guerillasoldaterne og landbefolkningen fra 1968 til krigens slutning i 1975. Eftervirkningerne kan man stadig se i dag, 27 år efter den sidste ladning Agent Orange blev nedkastet: store, braklagte områder, døde skove – og mennesker med allehånde sygdomme og deformiteter.

Oprejsning for krigens skade
Men i år vil vietnamesiske og amerikanske videnskabsfolk så endelig hjælpe hinanden med at finde ud af, præcis hvor stor skade amerikanerne og Agent Orange har forvoldt den vietnamesiske befolkning.
Hidtil har det emne været lagt på is. Amerikanernes holdning har været, at så længe man ikke havde fuldstændigt styr på, hvad der var blevet af amerikanske soldater, der var savnede efter krigen, så ville man ikke indgå i nogen dialog om andre aspekter af krigen med vietnameserne.
Nu siger den amerikanske ambassadør i Vietnam, Raymond Burghardt, at amerikanerne er helt tilfredse med de vietnamesiske myndigheders samarbejde omkring de savnede soldater, derfor er der plads til at snakke Agent Orange.
Raymond Burghardt fastslår, at amerikanerne er interesserede i at nå frem til velresearchede svar på, præcis hvilken effekt dioxingiften har og har haft på det vietnamesiske miljø og befolkningens helbred.
Men han påpeger samtidig, at det efter den amerikanske regerings mening vil være meget svært at få beviser på giftens fortsatte effekt så mange år efter.
Hjemme i USA er der allerede lavet flere undersøgelser på de hjemvendte vietnamveteraner. Den første blev lavet i 1978. Her konstaterede hæren blot, at soldaterne nok har mere dioxin i blodet end almindelige mennesker, men at der ikke er noget, der tyder på højere dødelighed.
Veteranforeningerne selv fremlægger til gengæld igen og igen dokumentation for kræftdødsfald, aborter og sygdomme blandt deres børn.
Admiral Elmo Zumwalt, der beordrede brugen af Agent Orange, blev selv senere overbevist om, at giften havde mange skadelige virkninger. Hans egen søn, som gjorde tjeneste i Vietnamkrigen, døde af kræft få år efter krigen, og sønnens to børn blev begge født med psykiske handicap.
For Nguyen Van Vi er der heller ingen tvivl om, at Agent Orange er dødsens- farlig.
Han var guerillasoldat under Vietnamkrigen, og han oplevede flere gange, at de amerikanske fly smed deres ladninger af giften over ham og hans deling.

Gift i generne
»Røgen lagde sig som fint støv på bladene og i vandløbene. Den dannede et tyndt filmlag på vandet, som vi gennembrød, når vi stak munden helt ned til vandoverfladen og drak. Hvordan skulle vi vide, at vandet var giftigt?«
Nguyen Van Vi ryster vantro på hovedet. »Hvordan kunne de gøre det,« spørger han retorisk og lader blikket hvile på sin søn, som med store tomme øjne og en hængende, fugtig underlæbe vagtsomt følger med i, hvad der sker omkring ham.
Sønnen Vinh er 18 år. Men han opfører sig som et lille barn. Han er psykisk handicappet, og hans motorik er uudviklet og besværet. Vinh er sin fars konstante minde om årene i junglen. Han er offer for Agent Orange. For den dioxingift, som hans far optog i kroppen, og som siden har lejret sig i generne, så Nguyen Van Vi uden at vide og ville det har givet forbandelsen videre til sin søn.
Nguyen Van Vi er i dag den eneste overlevende fra sin deling.
Skønt han ikke altid føler sig levende.
»Jeg ser ikke ret godt, og jeg kan ikke huske ting, der er sket i går – dårligt dem, der er sket for en time siden. Jeg har det hele tiden varmt og bliver let svimmel og svag i musklerne,« fortæller Nguyen Van Vi.
Men han klarer sig. Han tør ikke andet. For hvad vil der ske med hans søn, når han en dag dør?
»Han bliver tigger, det er hans eneste mulighed,« siger Nguyen Van Vi med en stemme, der knækker over, mens de gamle øjne fyldes af tårer.

Opsang fra Røde Kors
Nguyen Van Vi kan kun håbe, at de amerikanske og vietnamesiske forskere kan komme frem til rammerne for et samarbejde, som vil lede videre til dokumentation, der kan udløse den krigsskadeerstatning, som vietnameserne i årevis har forsøgt at få ud af amerikanerne.
Men ofrene kan ikke vente i årevis på, at undersøgelserne skal blive færdige. De har brug for hjælp nu.
»Alle med bare et lille kendsskab til videnskab ved, at denne slags gift gør skade på både kroppen og miljøet,« siger præsidenten for Vietnams Røde Kors, professor Nguyen Trong Nhan
Han påpeger, at mange vietnamesere er ’døde i bitterhed’ uden at have fået nogen kompensation for deres lidelser.
»Derfor kan vi ikke længere bare lade som ingenting eller vente på, at de videnskabelige undersøgelser skal blive færdige om mange år, før vi giver kompensation,« siger Nguyen Trong Nhan.
Familien Tran kunne godt bruge sådan en kontant kompensation. For de har en søn, Hai, som er spastiker.

Den store træthed
Familien Trans lille hus ligger lige ud til en af de små gyder i en af Hanois fattige forstæder. Ingen, der går forbi huset, kan undgå at få et kig ind i familiens liv.
I familien Trans største og lyseste rum, som vender direkte ud mod gyden, står en stor dobbeltseng. Her ligger Hai. Kramper får konstant den tynde krop til at vride og vende sig. Han har ikke noget sprog, men hans mor forstår alligevel hans lyde. Hun forstår, når han er sulten, eller når han har behov for at komme på toilettet.
»Men jeg kan ikke hjælpe ham derud. Han er for tung, og hans kramper betyder, at jeg ikke kan løfte ham alene. Jeg er nødt til at vente på, at min mand kommer hjem,« siger Tran Thi Hong. Mens hun taler, stryger hun med mellemrum sin søn kærligt over kinden, når hans spasmer kaster ham op mod hendes ryg.
Når hun sætter sig yderst på sengen, falder skuldrene slapt ned, hovedet bøjer sig forover, hænderne synker ned i skødet. Hele hendes lille krop er selve legemliggørelsen af træthed.
»I 26 år er næsten al min tid gået med at tage mig af ham,« siger hun med et blik på sin søn, der ruller rundt på sengen.
Tran Thi Hong er 52 år og gift
Hendes mand var soldat under krigen, og også han var i junglen under amerikanernes angreb med Agent Orange. I dag lider han af hukommelsesbesvær, og hans muskler svinder gradvist, uden at nogen læger kan forklare hvorfor. Endsige hjælpe ham.

Krigsskadeerstatning
Sammen har de to sønner på 26 og 25 år. Sønner, som selv burde være gift og godt i gang med deres eget liv. Men begge drenge bor hjemme, fordi de lider af eftervirkningerne af agent orange.
Tran Thi Hong har indset, at ingen kvinde nogensinde vil gifte sig med Hai. Han er alt for syg. Den yngste søn, Huy, er mindre ramt. Hans højre arm er vissen, men han kan bruge den venstre, og mentalt fungerer han normalt. Måske kan han finde en kone. Men det er kendt i lokalsamfundet, at familien lider af eftervirkningerne af Agent Orange, så ingen piger fra forstaden tør gifte sig med Huy af frygt for at få deforme børn, og familien Tran har ikke råd til at købe en kone til sønnen.
Familiens lille hus består af to værelser og et udendørs køkken, hvor faren og den ældste søn sammen koger melkager med svinekød, en traditionel vietnamesisk morgenspise, som udgør familiens levegrundlag. Den lille gesjæft er familiens økonomiske redning.
Måske kommer der penge til de ramte familier, hvis amerikanerne erkender deres medansvar for deres lidelser.
Den første konference mellem de vietnamesiske og amerikanske videnskabsfolk foregik først i marts. Den næste er planlagt til sommer. Men selv om amerikanerne til slut vælger at betale krigsskadeerstatning, vil pengene aldrig for alvor kunne udligne de menneskelige lidelser.
De vil vedblive at være den amerikanske arvesynd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu