Opera
Iscenesættelsen ved Nicolas Joël og Anne Fugl med Pet Halmens scenografi fra 1986 er et af teatrets scoop. Tolkningen stadig under Dietfried Bernets pind i graven holder i ét og alt. Mesterstykket er og bliver heltens ankomst pr. ikke synlig svane til undsætning i Brabants krise. I den klaustrofobiske dekorations side åbner en dobbeltport af vægt og dimensioner som dog på repremiereaftenen stod og gav sig så småt i hængslerne og understregede kulissens illusion. Ind vælder udefra det klare teaterdagslys, som understreger dette militante og regelbundne germansk/nordiske miljøs halvdunkle indelukkethed. Lige indtil det store øjeblik i myten.
Hr. hvemsomhelst er det jo ikke, der således melder sig til forsvar for dyden i dens eget ansigt og skikkelse. Ingen ved blot hvem, og hun ved det ikke, Elsa, den ulyksalige der trods alle løfter om det modsatte i et afgørende helligt øjeblik, før ægteskabets fuldbyrdelse, ikke kan holde sin kæft. Imod alle aftaler drives hun således af kønnets og Ortruds hekseri. På brudenatten, hvor helten og hun endelig er alene, og han aflægger sig sit sølverne panser og androgyne kyskhed brister det for hende: Jamen alligevel, hvad hedder du? Og så er det altsammen aldeles forbi. I historiens højdepunkt svarer helten i fuld offentlighed med en af operalitteraturens perler:
»In fernem Land, unnahbar euren Schritten, liegt eine Burg, die Montsalvat genannt ... Og så videre til kulminationen: Mein Vater Parzival trägt seine Krone, sein Ritter ich bin Lohengrin genannt. Da Tjim! siger det som en kæmpeejakulation i orkestret, hvilket utvivlsomt er idé og hensigt. Denne Gralsvogter, halvgud, lever jo kun i menneskenes nedre verden, og kan kun møde kvinders favntag dér, såfremt tillid på drengen er af blind karakter.
At få det kødelige i klemme må i al handlingens velgerning holdes identitetsløst. H.C. Andersen, der ofte aflagde besøg i bordeller, traf engang Wagner. Gud ved hvad de to snakkede om.
Stjernen Resmark
Operaen m. Kapel bringes med denne genoptagne forestilling et godt stykke op på rangstigen af oplevede Lohengriner. Dette sagt før regnebrættet gøres op denne aften, hvor det vældige værk ikke rullede lydefrit over de skrå.
Dansk forår er ingen spas for stemmer, hvilket var tydeligt for en nedslidt Anders Jakobssons König Heinrich. Også aftenens titulære i Johnny van Hals majestæt og ellers sikre aflevering havde problemer, hvor Lohengrin helst ikke må have dem. Næppe tvivl i øvrigt om at man i Hal har fundet en betydelig sanger som skabt til svaneridderen.
Nybesætningens største og i dramatisk og stemmemæssig forstand sjælsopløftende og musikalske præstation er Susanne Resmarks Ortrud. Man skal ikke sammenligne, men i erindringen dukker Christa Ludwig op, og det er ikke så dårligt. Som partner har Resmark, hvis kostumering i betragtning af kjolestørrelsen forekommer let forstyrrende, Kjeld Christoffersens lidenskabeligt maskuline taber, Friedrich von Telramud. 2. akt er dermed højdepunktet omkring de to.
Den sammensathed Elsa af Brabant, antiheltinden, lever og dør ved, lukker den stort syngende, noget vibrerende Irene Theorin inde i ren smerte. Figuren kan mere, især erotisk. Der skal jo gerne være en grund til at ridderen stiger af svanen i utide.
Operakoret er som altid en præcis herlighed. Nu og da må man bide sig i hånden, når de fremturer i hjelm og skjold, men det er jo opera. Ordet præcis kan man ikke med rimelighed bruge om Kapellet med bøffer denne aften. For lidt prøvetid eller i betragtning af de mange nybesættelser for lidt erfaring? Også den side af sagen rammes yderligere af en ukultiveret ministers sparekniv.
*Richard Wagner: Lohengrin. Anders Jakobsson, Johnny van Hal, Irene Theorin, Kjeld Christoffersen, Susanne Resmark, John Lundgren. Operakoret, Det Kgl. Kapel. Dietfred Bernet. Iscenesættelse: Nicolas Joël og Anne Fugl. Det Kongelige Teater
