Læsetid: 5 min.

Husfreden er forbi

Hvorfor holdt Bush forvarslet om et terrorangreb hemmelig, spørger demokrater. Præsidentens tro-værdighed står på spil i Kongressen.
18. maj 2002

Endelig – endelig, stønner skadefro demokrater i Kongressen – må en ydmyg og tilsyneladende urørlig og uovervindelig præsident George W. Bush gå til Canossa og æde i sig igen, hvad han engang lagde på Bill Clintons skuldre.
I den politiske kalender er det lang tid siden, men Clinton-tro demokrater erindrer stadig, at præsident Bush kort efter tragedien 11. september 2001 bebrejdede sin forgænger for at have lagt en alt for lille indsats for dagen i kampen mod international ter-rorisme. Da bemærkningen kom frem, trak den republikanske præsident den straks tilbage. Det var ikke, hvad Bush mente, lød det fra hans talsmand Ari Fleischer.
»For otte måneder siden blev vi af Det Hvide Hus fortalt, at 11. september skyldtes et efterretningssvigt, og at det var Clintons skyld,« siger den demokratiske partirådgiver Jim Carville, én af de mest farverige skikkelser i Joe Kleins bog Primary Colors om Clintons valgkampagne i 1993.
»Nu viser det sig, at nogle forsømte at handle på baggrund af efterretninger. Vi vil gerne vide, hvor meget Bush’ Hvide Hus vidste, og om de var engageret i en kampagne, der havde til formål at bebrejde præsident Clinton for det hele.«
Forklaringen på det hylekor af protester, som rejste sig i Kongressen torsdag og fredag er med andre ord ikke kun forfærdelse over, at Bush-regeringen og efterretningstjenesterne FBI og CIA sidste sommer sad inde med temmelig interessante indicier på, at Osama bin Ladens al-Qaeda måske planlagde et terrorangreb mod amerikanske mål. Eller at man ikke lagde to og to sammen og sluttede, at arabiske piloter
uddannet på flytræningsskoler i USA muligvis havde en hemmelig mission: At kapre flyvemaskiner og anvende dem som levende missiler.
Alle med kendskab til efterretningsvirksomhed og evaluering af terrortrusler ved, hvor svært det er at forudsige specifikke attentater. Hvordan kunne man i øvrigt i løbet af en måned eller to have organiseret et bedredskab i amerikanske lufthavne, der kunne stoppe et så velorganiseret komplot, som al-Qaeda planlagde og udførte?
Faktum er, at ni måneder efter World Trade Center og Pentagon findes der stadig huller i den beskyttelsesmur, der skulle sikre amerikanske lufthavne mod flykapringer og bombeattentater.
Bush’ problem er det samme som Richard Nixons under Watergate og Bill Clintons under Monica Lewinsky-skandalen. Det kan siges med et ord: TROVÆRDIGHED. Bush og hans rådgivere har måske ret i en ting, når de kritiserer demokraterne og amerikansk presse for at »politisere« de nye afsløringer. Det er parti-politisk kamp.

Hvilke demokrater stod frem og kritiserede Bush? Det gjorde mulige præsidentkandidater som senatorer Tom Daschle, Joseph Lieberman, John Kerry, Hillary Clinton og Richard Gephardt. Sidstnævnte formulerede måske det mest slagfærdige spørgsmål.
»Hvad vi bør gøre nu (i Kongressen, red.) er at finde ud af, hvad præsidenten og Det Hvide Hus vidste om begivenhederne, der førte frem til 11. september, hvornår de blev underrettet og det vigtigste af alt – hvad de gjorde på det tidspunkt,« sagde Gep-hardt, der er demokraternes leder i Repræsentanternes Hus.
Spørgsmålet mindede om dét, som den republikanske senator Howard Baker stillede til præsident Richard Nixon under Watergate-skandalen i 1974: »Hvad vidste præsidenten og hvornår
vidste han det?«
Baseret på de foreliggende oplysninger vil dette drilske spørgsmål imidlertid næppe påføre præsident Bush ubodelig politisk skade.
»Udgangen på denne affære bliver, at en meget populær præsident pludselig er politisk sårbar over for kritik,« sagde den politiske rådgiver Stuart Rothenberg i går til Boston Globe.
»På kort sigt mindsker det Bush’ mulighed for at sætte den politiske dagsorden selv og giver demokraterne en åbning, som de kan bruge til at omdefinere, hvad denne terrorkrig egentlig drejer sig om. De tør nu åbent kritisere præsidentens lederskab og hans oprigtighed.«
Det egentlige problem for Bush-regeringen kan blive, at man valgte at holde efterretningerne fra sidste sommer om et muligt terrorangreb hemmelige. Kort efter 11. september blev talsmand Ari Fleischer faktisk spurgt, om der havde været »støj« på efterretningstjenesternes netværk lige inden attentaterne i New York og Washington. Han svarede benægtende. Det Hvide Hus skulle ingen anelse have haft om, hvad der var undervejs.
»Alle, der har tilbragt en rum tid i Washington, ved, at det aldrig er fejltagelserne, der gør ondt. Det er bestræbelserne på at dække over ens fejltagelser,« siger Gary Bauer, en konservativ og republikansk præsidentkandidat i 2000. »Det ville have været langt bedre, hvis Det Hvide Hus fra tidlig færd havde fortalt os: Her er, hvad vi vidste, men vi var chokerede over, at de ville bruge flyvemaskiner som våben.«

Nixon og Clinton måtte drage en bitter lære af at have tilbageholdt oplysninger fra Kongressen. Clinton kunne måske have undgået en rigsretssag, hvis han havde fortalt sandheden om sit forhold til Lewinsky. At sex-skandalen forvandlede sig til en politisk katastrofe for den demokratiske præsident i 1998-99 hænger imidlertid sammen med, at han allerede i 1994-95 var mindre end samarbejdsvillig, da Kongressen ville indsamle oplysninger om Whitewater-sagen.
Da Lewinsky-skandalen så dukkede op, var Clintons troværdighed i Kongressen allerede blakket.
Præsident Bush befinder sig ikke i en identisk situation. Han er stadig helt vildt populær i vælgerbefolkningen for sin håndtering af terrorkrigen. Anderledes forholder det sig i Kongressen, hvor demokraterne bobler af vrede og indignation over, at Bush-regeringen har opført sig mere hemmelighedsfuld end nogen
anden administration i mands minde.
Især i Senatet, hvor man finder de fleste demokratiske præsidentkandidater, og som siden foråret er i det demokratiske partis kontrol, hører man protester over den mangelfulde information om krigen mod terror. Senatorer er vant til at blive fuldt ud underrettet om nationale sikkerhedsanliggender, men republikanerne i Det Hvide Hus stoler ganske enkelt ikke på de demokratiske ledere. Enten frygter de politisk motiverede lækager til pressen eller også mener Bush’ folk, at de har ret til at føre krigen alene.
Denne vi-alene-vide-holdning får demokraterne til at revne af irritation. Var det ikke Al Gore, der vandt flest stemmer under præsidentvalget i 2000? Tyvstjal Bush ikke sejren i Florida med hjælp fra republikanere i Højesteret?
Der er i den kommende tid lagt op til masser af politisk kiv i Washington. Til efteråret er der midtvejsvalg og republikanerne har sat sig for at genvinde Senatet, mens demokraterne håber at erobre flertal i Repræsentanternes Hus. Fra dags dato er ni måneders politisk husfred forbi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu