Læsetid: 3 min.

Ikea-demokratiets helt

Pim Fortuyn var en ærgerrig mand med skarp tunge. Som andre populister formåede han at sige de ubehagelige ting, som Hollands konsensus-politikere ikke ville røre ved
8. maj 2002

Skarp
BRUXELLES – Det var ikke jantelovens snævre bud, der prægede Pim Fortuyns syn på sig selv. Allerede hjemme i den børnerige katolske borgerfamilie i Kennemerland kaldte moderen drengen Vilhelmus for sin lille prins.Selv sagde Fortuyn for nogle år siden:
»Jeg er en mand med en mission og et stort engagement. Med tiden har jeg opbygget mig en unik position i det hollandske samfund. Der findes ikke en anden, der er som jeg.«
Mandag aften i Hilversum sluttede det eventyr, endnu før Pim Fortuyn nåede at få opfyldt drømmen om at lede Holland og blive mere end den altid lovende prins. Men var Fortuyn blot en populist, der mest af alt var tændt af sine personlige ambitioner, eller havde han et egentligt budskab ud over rastløsheden og oprøret mod det etablerede.
Dobbeltbiografien Babyboomers blues fra 1998 om Fortuyn og sangeren Wally Tax, der er begge født i 1948, giver flere vink.
Den kvikke dreng ville bestemt frem i verden. 17 år gammel blev han vakt politisk som leder af en katolsk diskussionsgruppe om intet mindre end ægteskab, familie og seksualitet. Hvor andre brugte 60’erne på lige dele af oprør og fest, styrede Fortuyn mod en akademisk karriere. Undervejs fik han afklaret sin homoseksualitet og gik i psykoanalyse. Som sociologiprofessor og overbevist marxist fik han snart ry for at være en dygtig provokatør med et næsten satanisk strøg over sig.
»Hvor Pim kommer, er der ballade«, hed det på Groeningens Universitet. Men der skulle mere til end blot ballade for at holde Pim i ro. På sin fyrreårs fødselsdag brød han med universitetsmiljøet for at blive selvstændig erhvervsdrivende, men firmaet Multihouse går snart hurtig fallit. I starten af halvfemserne begynder Fortuyn at stikke hovedet frem som aggressiv aviskommentator og forfatter, og her aner man den senere succesrige populist. I 1992 kom han i bogen ’Til Hollands’ folk med et første angreb på en påstået diskret elite med ukontrolleret magt. 20.000 personer, der i diverse råd, organer og direktioner, sidder på magtens politiske nøglefunktioner. Samtidig slog han på klassiske dyder som båndet mellem ret og pligt:
»Ingenting giver ingenting. Du får ingen understøttelse, du skal tjene den,« lød et af de ikke videre nyskabende slagord. Men i Holland gav det alligevel et lille ekko, der op gennem 90’erne er blevet stærkere og stærkere.

Blandet landhandel
Hans politiske program er lidt af en blandet landhandel. Staben af offentligt ansatte skal skæres med 25 procent, der skal være nul-immigration, og unge indvandrere skal i tvangsintegration gennem ét til toårige arbejdsperioder, hvor de installeres på pensioner med fælleskøkkener. Regeringens struktur skal reformeres, så der kun er seks ministre i alt, og Holland skal opdeles i seks provinser med mere end tusind små kommuner. Samtidig skal undervisning, politi og justitsvæsen gennem en større sanering.
»Det kan godt være, at Fortuyns politiske program ikke er videre sammenhængende. Men det er vælgerne heller ikke. Vi har fået en stor gruppe, som jeg vil kalde Ikea-vælgere, folk, der kigger rundt, og vælger lidt fra den ene afdeling og lidt fra den anden,« siger Jouke de Vries, professor i management ved Leidens Universitet, til Information.
I bogen Den lilla managementstat beskriver han konsekvenserne af hollandsk konsensus. Titlen refererer til blanding af rødt og blåt, socialister og liberale, der de sidste otte år har holdt sig ved magten:
»Befolkningen ville have politikerne til at gøre noget ved de alt for mange, der kom på invalidepension og ved immigrationen. Men det var for følsomt, til at socialisterne ville pille ved det, så der skete intet. Det blev et kartel-demokrati. Og her var det Fortuyns chance, at han talte frit om alle de problemer, regeringen ikke ville tale om. Og siden udnyttede han følelsen af usikkerhed efter 11. september til at tale om immigranterne.«
Avisen Volkskrant beskriver Fortuyns vælgerne som mænd i 50 års-alderen fra arbejderklassen, der bor i byerne. Men De Vries mener, at også middelklassen, der allerede har forladt storbyen og dens problemer, også skal tælles med:
»De øvrige politikere bliver nu nødt til gøre noget, i det mindste symbolsk, for at ændre systemet.
Det bliver Fortuyns arv,« spår De Vries.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu