Læsetid: 8 min.

Ingen grund til forhandlinger

Ro i Mellemøsten kræver total separation af israelere og palæstinensere, samt opførelsen af en moderne Berlin-mur, mener Carmi Gillon
13. maj 2002

Mandagssamtale
Israel har opfordret Danmark – i forbindelse med EU-formandskabet – til at komme med et fredsinitiativ i Mellemøsten. Information har spurgt Carmi Gillon, Israels ambassadør i Danmark, hvad Israel forventer sig af Danmarks eventuelle fredsinitiativ.
»Der er stor sympati for Danmark i Israel og vi er samtidigt meget følsomme overfor alt, hvad der siges i Danmark om Israel. Men det er også vigtigt at se hvad der foregår på den anden side – på palæstinensernes. I palæstinensernes øjne tror jeg også, at Danmark har en unik holdning til situationen. Jeg tror desuden, at der er venskab og loyalitet mellem Danmark og USA. Dét venskab giver Danmark en særlig styrke og magt.«
– Kunne du være mere specifik?
»Jeg ved ikke, hvad Israel forventer af Danmark. Det jeg taler om, er i meget generelle vendinger, fordi det først og fremmest er op til Danmark at sige, hvad de ønsker. Spørgsmålet er, om Danmark ønsker at være aktive og spille en rolle i Mellemøsten. Og samtidigt må danskerne spørge palæstinenserne, om Danmark er velkomne – det er ikke nok, at en israelsk ambassadør taler på vegne af palæstinenserne.«
– Traditionelt har Israel ikke været begejstret for EU’s Mellemøst-initiativer. Er denne appel til Danmark et forsøg på at bryde den isolation, Israel befinder sig i, i øjeblikket?
»Nej, det mener jeg ikke. Danmark er bare en af de stemmer i EU, der har forståelse for situationen i Mellemøsten. Danmark er god til at lytte, og dansk politik i forhold til regionen er meget afbalanceret. Den går på to ben, som jeres udenrigsminister udtrykte det for nyligt. Derfor kalder jeg dem for en mulig ærlig samarbejdspartner.«
– Da EU-diplomater mødtes i Madrid i sidste måned, talte de om at sende en international styrke til Israel for at overvåge en kommende våbenhvile. Hvis nu dette var et led i Danmarks eventuelle fredsinitiativ – ville Israel acceptere det?

Mistænksom overfor FN
»Det ved jeg ikke. Det afhænger af situationen. Når man taler om internationale styrker, er det første spørgsmål, hvad deres mandat er i området. Er deres formål at standse terrorister ved grænsen eller vil de bekæmpe de israelske styrker, hvis de forsøger at trænge ind i den palæstinensiske myndighed? Hvad er deres mission? I Mellemøsten har vi nemlig to eksempler på internationale styrker. FN-styrkerne ved grænsen til Libanon er det dårlige eksempel.«
»På trods af FNs tilstedeværelse dér, sender Hizbollah stadig raketter ind i Israel – 2000 raketter sendte de ind i sidste måned. Blot et par uger efter Israels tilbagetrækning, blev tre israelske soldater kidnappet fra Israel ind i Libanon – vel at mærke under FN observatørers tilstedeværelse. Så vi israelere er lidt mistænksomme overfor, hvad disse styrkers egentlig mission i området er.«
»På den anden side har der også været amerikanske styrker i Sinai-ørkenen siden 1982, da Israel og Egypten underskrev en fredsaftale. Og dette er den mest rolige grænseovergang i Mellemøsten. Det er det gode eksempel, måske skyldes det, at det er amerikanske tropper. Men spørgsmålet er virkelig hvad deres mission er. Hvis de internationale styrker bare skal sidde og rapportere tilbage til New York, hvem har så brug for dem? Eftersom der ikke er nogen i EU, der egentlig har beskrevet, hvad en eventuel international styrkes rolle er, vil Israel aldrig sige hverken ja eller nej. Mit håb er, at dette forhold vil blive taget op på den Mellemøst-konference, USA har foreslået at holde til sommer.«
– I sidste uge fremlagde Sharon en ny fredsplan. Hvis planen vedtages, betyder det en israelsk adskillelse fra palæstinensernene ved hjælp af elektriske hegn og dybe grøfter. Hvordan er denne plan blevet til, og hvad er perspektiverne i den?

Sharons Berlin-mur
»Planen er ganske vist fremlagt af Sharon, men det var Barak der først foreslog den. Efter de mislykkede Camp David aftaler i juli 2000, sagde Barak, at eftersom palæstinenserne tilsyneladende ikke ønsker fred, har vi brug for en adskillelse fra dem.«
»Men i virkeligheden var det afdøde Yitzhak Rabin, der først fik ideén i 1995. Rabins ide var, at eftersom det er umuligt at nå en fred med palæstinenserne, skaber vi en grænse i lighed med den gamle Berlin-mur. Noget mere moderne, naturligvis. Den centrale politiske idé i dette tilfælde er at dele landet i to. Den ene er israelsk, den anden palæstinensisk. Så kan palæstinenserne gøre hvad de vil, vi gør hvad vi vil, og vi kommer ikke til at leve sammen.«
– Vil dette medføre en fuld israelsk tilbagetræning fra de besatte områder?
»Planen betyder, at vi ikke bliver i alle de besatte områder. Det som Sharon siger, er at han ikke vil diskutere de besatte områder, før Arafat sætter en stopper for terror-angrebene. Jeg kan ikke sige, hvad den palæstinensiske reaktion på Sharons plan bliver. Hvis det er umuligt at opnå en fred med palæstinenserne, siges det i Israel i øjeblikket, at vi har et alternativ. Vi har vores land, og måske trækker vi os ud af nogle eller mange bosættelser.«
»Men det skal diskuteres politisk i Israel, der er ikke en konsensus omkring det i øjeblikket. Israel vil være der, med denne grænse, med deres hær til at bevogte den. Ingen palæstinensere vil få lov til at trænge ind i Israel. Økonomisk vil det være en katastrofe for palæstinenserne, for 300.000 af dem arbejder jo i Israel.«
»Jeg har personligt arbejdet meget ihærdigt for at opnå en omfattende fredsaftale, da jeg var leder af Peres’ Center for Fred. Mit mål var bl.a. et økonomisk samarbejde med palæstinenserne – og det mener jeg også er i israelernes interesse. Men hvis det ender med denne adskillelse, er det fordi israelerne ikke stoler på Arafat. Efter alle disse selvmordsbomber, efter alle disse beviser på at Arafat er personligt involveret i terrorisme, er der ingen der tror på at opnå en fredsaftale med ham i øjeblikket. Vores eneste formål med at bygge disse grænser er, at forhindre terrorister i at nå ind i Tel Aviv. Det betyder så også, at ingen palæstinensere kommer til at arbejde i Tel Aviv, at ingen israelere laver investeringer i Det Palæstinensiske Selvstyre.«

Sikkerhedsforanstaltning
– Men Sharon kalder det for en fredsaftale. Hvordan kan man forbinde elektriske hegn og grøfter med fred?
»Jeg mener ikke, at Sharon kalder det en fredsplan, det er snarere en sikkerhedsforanstaltning.«
– Kritikere af Sharon – f.eks folk fra den israelske fredsbevægelse Gush Shalom har påpeget, at Sharon kun fremlagde denne plan, fordi han ikke kunne acceptere saudiernes fredsplan om, at Israel vender tilbage til grænserne fra før 1967?
»Jeg er helt uenig. Jeg tror ikke Sharon har lavet dette forslag som et modspil til det saudiske forslag. Sharon handler først og fremmest som ansvarlig for israelernes sikkerhed. Han gør det ikke p.g.a amerikanerne eller sauderne – det største pres på Sharon kommer fra den israelske befolkning.«
– Hvad er det så ved saudernes forslag der er uacceptabelt for Sharon?
»Jeg er ikke sikker på, at det er helt uacceptabelt for ham. Det vil snart vise sig, hvad hans holdning til saudernes forslag er.«
– Joel Peters fra Ben Gurion Universitet mener, at Sharon ikke har nogen strategi eller politik, men at han bare fægter sig igennem fra krise til krise?
»Sharon har evnet at håndtere den største regering vi nogen sinde har haft i Israel – der er 100 ud af 120 medlemmer af Knesset, der støtter ham. 60 procent af vælgerne støtter ham. Selvfølgelig vil der altid være modstandere af hans politik, men jeg tror ikke at israelerne tvivler på Sharon. Hvis der kommer en fredsperiode i Israel, kan man dømme Sharon for, om han arbejder for fred eller ej. Men for øjeblikket – med al den terror – har han ingen grund til at forhandle med palæstinenserne.«
– Er det ikke et problem for et land, der er i så voldsom krise som Israel er nu, at have en leder der ikke har nogen strategi eller perspektiver?
»Jeg tror, at Sharon har en strategi. Og den går ud på, at han ikke vil vise sin fredsplan, før Arafat har lovet at standse terrorangrebene, og der er fred i landet. For øjeblikket har Sharon altså sat nogle betingelser for fred, og disse betingelser er ikke blevet opfyldt.«
– I sidste uge sagde en israelsk militæranalytiker, Reuven Pedatzur, at det ser ud til, at den israelske hær har planer om at trænge ind i Gaza for at finde terrorister. Og at hvis det sker, vil det få Jenin til at se ud som en skovtur. Hvad siger du til den profeti?
»Den israelske hær er ikke trængt ind i Gaza, jeg kender ikke noget til en sådan plan. Faktum er, at indenfor den seneste måned er alle terrorangrebene kommet fra Vestbredden. Gaza-striben er meget rolig for øjeblikket, og jeg kan ikke se at den israelske hær har nogen motivation til at gå ind i Gaza. Der er ingen, der vil ind i Gaza.«

Arafat bremser freden
– Du har peget meget utvetydigt på Arafat, som årsagen til den aktuelle konflikt. Er palæstinenserne virkelig de eneste ansvarlige for den ulykkelige situation lige nu?
»Det er jeg desværre slet ikke i tvivl om. Da Baraks fremlagde sin fredsplan ved Camp David troede jeg, at han var blevet vanvittig. Jeg synes, at han var parat til at gå alt for meget på kompromis på alt for kort tid, og at han ikke tacklede det godt. Men jeg må sige, at han var meget modig, han satte hele sin politiske karriere på spil, selv om han fejlede. Jeg mødte Arafats nærmeste rådgiver, Marwan Barghouti et par dage før terroren startede. Vi sad sammen i et hotel i Jerusalem og udviklede fredsplaner sammen. Det er ikke til at tro! Jeg er sikker på at han kendte til planerne om Al-Aqsa intidadaen og at han grinede indvendigt.«
– Der har kun været ganske korte perioder med fred i alle de 54 år Israel har eksisteret. Som situationen er nu, forestiller du dig fred med Sharon som leder?
»Ja. Vi lever i et demokrati, og 70 procent af israelerne har i mange år støttet en fredsproces. Jeg tror stadig, at dette flertal eksisterer. Så snart Arafat ændrer sin kurs, eller erstattes af en anden leder kan fredsprocessen fornyes. Så vil flertallet i Israel pege på den leder, der skal føre os til fred. Om det bliver Ariel Sharon eller en anden leder, ved jeg ikke. Men fredsprocessen kan ikke standses.«

*Ellen Otzen er freelancejournalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her