Læsetid: 5 min.

Israels ekstreme undergrund

Jødisk undergrundsbevægelse optrævles, og der kan være mere på vej, mener iagttagere
16. maj 2002

TEL AVIV – Med denne uges anholdelse af yderligere to terrormistænkte bosættere griber sagen om den nye jødiske undergrundsbevægelse om sig i en grad, som øger mistanken om, at der muligvis er tale om et større netværk.
De nu seks anholdte, som alle kommer fra bosættelser i og omkring Hebron, er mistænkt for at stå bag placeringen af gasbeholdere, som, skjult i en ladvogn, skulle bringes til eksplosion i umiddelbar nærhed af en palæstinensisk pigeskole og Makassed-hospitalet i Hebron.
»Hvis den var eksploderet ved siden af pigerne, havde det været en katastrofe af internationale dimensioner. Vi havde sat os selv i bås med Hamas,« siger bosætterlederen Elyakim Haetzni, som selv bor i Kiryat Arba lige nord for Hebron.

Forventet
Professor Yuli Tamir fra Tel Avivs Universitet advarer kraftigt imod at betragte dette som en lille, isoleret gruppe.
»Det er en snebold, som hurtigt kan rulle sig stor,« siger Tamir, som var minister i Ehud Baraks regering.
»Vi forklejnede radikalismens omfang, da Rabin blev myrdet, og da 80’ernes undergrund blev afsløret, tog det også tid inden, vi indså situationens alvor.«
Hun er ikke alene om at drage paralleller til den gruppe jødiske bosættere, som i midten af 80’erne stod bag en stribe bombeangreb på palæstinensiske borgmestre på Vestbredden, ligesom den havde fremskredne planer om attentater mod moskeerne på Tempelbjerget i Jerusalem – en »opdragende og informativ handling«, som det hed i den tids radikale pamfletter.
»Det er vigtigt, at vi vågner nu og skrider ind i tide,« siger Yuli Tamir, som ikke vil udelukke, at der er flere »operative celler« rundt omkring i bosættelserne.

Den unge generation
»99,9 procent af den jødiske befolkning i Judæa og Samaria deler min opfattelse. Dette er helt ud over det sædvanlige og kommer fra en ekstrem yderfløj,« mener Haetzni.
Selv er han kendt som udtalt ideologisk bosætter og har tidligere repræsenteret det ultranationalistiske parti Tehiya i Knesset.
»Jeg mener, det er for tidligt at komme med sammenligninger,« lyder hans reaktion på, hvorvidt dette minder ham om Baruch Goldstein, en læge fra Kiryat Arba, der i 1994 myrdede 39 bedende muslimer i Hebrons Ibrahimi Moske.
De fire første medlemmer af gruppen blev anholdt allerede i sidste uge, men navnlig efter pågribelsen af de to sidste tirsdag eftermiddag begyndte sagen at få et celebert præg.
Den ene af disse, Menashe Levinger, er søn af rabbiner Moshe Levinger, der var blandt de allerførste bosættere overhovedet, da han med en lille flok og et radikalt budskab flyttede til Hebron i påsken 1968.
Den anden er Noam Federman, et fremtrædende medlem af den racistiske Kach-bevægelse og beboer i Tel Rumeida-enklaven, som selv efter Hebron-bosætteres målestok betragtes som ekstrem.
Lavinen begyndte at rulle, da en af de mistænkte ved forældrenes middagsbord talte over sig om et våbendepot, som politiet hurtigt efter fandt i Bat Ayin, en lille radikal bosættelse umiddelbart syd for Hebron.
»Bat Ayin er tilsyneladende gruppens base,« siger en anden bosætterleder, Daniella Weiss, som tidligere var fremtrædende aktivist, men nu er veletableret som borgmester i den store bosættelse Kedumim.
»Det er et meget lokalt fænomen på Hebron-egnen. De er alle fra vores unge generation. De vil gerne være pionerer som deres forældre, og nogle af dem går over stregen,« siger Daniella Weiss, hvis egen datter bor i en af de unge »pionerbosættelser«.

Andre tider
»Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, de vil opnå,« siger Haggai Segal til Information.
Han var medlem af 80’ernes jødiske undergrundsbevægelse og er i dag nyhedschef for Kanal Syv, bosætterbevægelsens radiostation.
Haggai Segal er ikke meget for at tale med pressen om en fortid, han tydeligvis gerne vil lægge bag sig.
»Jeg lever et andet liv og beskæftiger mig med andre ting,« siger han.
»Men ok, jeg undrer mig. Da vi opererede, var situationen en helt anden. Nu er der langt over 200.000 bosættere, mens vi dårligt nok var 10.000 i hele Judæa og Samaria, og vi levede under en meget fjendtlig regering, som intet stillede op for at bekæmpe de palæstinensiske terrorister. Vi følte, det var nødvendigt at gøre noget. I dag er den sikkerhedsmæssige situation ganske rigtigt meget værre end dengang, Arafat er kommet til, og den palæstinensiske terror er blevet farligere, men vi har også en israelsk regering, som gør en indsats, selv om heller ikke jeg mener, Sharon gør nok.«
Alligevel kan han godt se, at der er en vis parallel udvikling. Hans samtidige reagerede blandt flere andre ting på den israelske tilbagetrækning fra Sinai med rømningen af halvøens bosættelser og ikke mindst på, hvad de opfattede som voksende palæstinensisk indflydelse på Tempelbjerget i Jerusalem.
»Men vi angreb ikke tilfældige mennesker, men fandt fjenden, de, som var ansvarlige for udviklingen,« tilføjer han og griner lidt.
»Jeg var selv ung og entusiastisk, men vi havde ældre og mere erfarne mænd i gruppen, som sørgede for en stram organisatorisk struktur, og alligevel gik det galt. Nu kan jeg godt se, at det ikke hjalp noget, måske snarere tværtimod, og det er jeg chokeret over, at vore dages unge ikke kan lære noget af.«

Radikalisering
»Dette er en logisk konsekvens af manglende kontrol,« mener Dror Etkes, som i organisationen Fred Nu har bosættere som sit særlige resortområde.
»Jeg læser bosætterpressen og har længe set en meget ekstrem sektor vokse ud af bosætterbefolkningen.«
Dror Etkes anslår, at ud af de 215.000 bosættere på Vestbredden kan godt en tredjedel defineres som ideologiske, og omkring 10 procent af denne gruppe anser han for at være radikalt ideologiske.
»Disse mennesker holder primært til i bosættelser omkring Nablus og Hebron, og herfra kan undergrunden hente aktivister,« fortæller han.
»Men herudover findes der naturligvis sympatisører i bredere kredse, hvilket vi finder i udstrakt grad i selve Israel.«
Fænomenet udspringer ifølge Dror Etkes af en trang til at tage sagerne i egen hånd, fordi regeringen i de radikale gruppers øjne fører en for blød politik, og hermed kan der ikke være tale om nogen fuldstændig spontanitet.
»Naturligvis må folk som Haetzni og Segal affeje gruppen som outsidere. De kan da ikke andet,« tilføjer han.
»Men de er jo selv, ja hele bosætterbevægelsen er jo startet som antiinstitutionelt fænomen. Psykologisk er deres forhold til staten dybt dialektisk; den er god nok, så længe den tjener bosætternes interesser, men så snart det modsatte er tilfældet, må de skride til handling. Folkene i undergrundsgruppen har mistet troen på Sharons loyalitet over for bosætterne. De er blevet bange for, at han vil lade sig presse til at opgive bosættelser, og derfor er de skredet til handling. Og derfor mener jeg også, at der er en plan bag det hele, og at der meget vel kan være meget mere på vej.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her