Læsetid: 5 min.

Kamp om fortiden

Et universitetsspeciale om massakren på en arabisk landsby i 1948 er endt i retten. Historikeren Ilan Pappé er ved at blive fyret fra Haifa Universitet. Israelerne slås om fortiden
16. maj 2002

Den israelske historiker, Ilan Pappé, har en fyreseddel hængende over hovedet. Dekanen på Haifas humanistiske fakultet er utilfreds med hans åbenmundethed i en kontroversiel sag om Teddy Katz’ speciale i historie. Den sag udviklede sig til en hed akademisk diskussion, en retssag, et personligt sammenbrud og en fyringstrussel – og nedenunder lurer spørgsmålet om, hvad man skal stille op med 3,8 millioner palæstinensiske flygtninge.
Katz har undersøgt, hvad der skete i 1948-krigen i fem palæstinensiske landsbyer på kystlinjen mellem Hadera og Haifa – og især fokuseret på landsbyerne Umm Zaynat og Tantura. Han har båndoptaget og udskrevet interview med overlevende fra de arabiske landsbyer såvel som israelske soldater. Og i kapitel fire i specialet fortælles en forfærdende historie om Alexandroni Brigadens (en del af den israelske hær) brutale nedslagtning af omkring 200 ubevæbnede beboere i Tantura efter, landsbyen havde overgivet sig.
Teddy Katz, en kibutznik, som først i en høj alder begyndte at læse på universitetet, fik højeste karakter for sit speciale. Men hans drøm om en akademisk karriere forvandlede sig til et mareridt, da den israelske avis Ma’ariv bragte en lang artikel om massakren på Tantura – baseret netop på Katz speciale.
Få dage senere sagsøgte veteraner fra Alexandroni Brigaden Teddy Katz for bagvaskelse og krævede flere millioner i erstatning. Selv om deres udsagn var optaget på bånd, kunne flere af dem ikke huske, hvad de havde sagt og nægtede derfor at have sagt det.
I betragtning af den høje karakter, Katz havde fået for specialet, kunne man tro, at universitetet ville støtte hans ret til som forsker at tolke historiske begivenheder – men nej.
Tværtimod nedsatte universitet to komiteer, som dels skulle tjekke om der er uoverensstemmelser mellem hans interview og hans konklusioner, dels om han har fået dårlig vejledning. Samtidig kritiserede andre historikere ham voldsomt for amatørisme, fordi han i så høj grad bygger på mundtlige kilder.

Sammenbruddet
Kort efter, at retssagen begyndte i december 2000, brød Katz sammen; han indgik et forlig med modparten, udsendte en skriftlig undskyldning for at have påstået, der var en massakre i Tantura.
Hvilket han fortrød 12 timer senere. Han prøvede at trække sin undskyldning og sit tilsagn om forlig tilbage, men det afviste retten.
Aviserne skrev om hans undskyldning. De skrev ikke om, at han 12 timer senere trak undskyldningen tilbage. Konklusionen – udtalt såvel som uudtalt – var, at der aldrig var foregået en massakre i Tantura.
Derfor blandede Ilan Pappé sig. Han forsvarede Katz’ anvendelse af mundtlige kilder for at have samme værdi for historieskrivningen som eksempelvis jøders vidnesbyrd om holocaust, han kritiserede universitet for ikke at forsvare den akademiske ytringsfrihed, og han lagde nogle udskrifter af Katz interview med både israelske soldater og overlevende fra Tantura ud på nettet, så folk kunne få syn for sagn.
Det kommer måske til at koste ham jobbet.
Pappé er i forvejen kontroversiel. Han hører til de såkaldte nye historikere, som udfordrer den zionistiske historieskrivning. I sin bog the Making of the Arab-Israeli Conflict tilbageviser han, at isralerne var de omgivende arabiske lande militært underlegne. Han argumenterer også overbevisende for, at der var en plan for at fordrive den indfødte arabiske befolkning og kolonisere den erobrede jord. Og som andre historikere, der har udfordret de zionistiske myter, blev Pappé beskyldt for forræderi mod generationen, der byggede Israel.
»Nutidens konflikt mellem israelere og palæstinensere er tæt forbundet med fortiden. Især begivenhederne omkring 1948, er helt afgørende for den aktuelle politiske dagsorden,« forklarer han Information under sit korte besøg i København i denne uge.
Spørgsmålet om de mellem tre og fire millioner palæstinensiske flygtninge er den sværeste knude at få løst i den permanente fredsaftale, som israelere og palæstinensere har forhandlet om siden Oslo-aftalen blev indgået i 1993:
»I sit speciale berører Katz kernen i det ømtålelige emne: Hvorfor flygtede så mange palæstinensere i 1948? Den officielle israelske historieskrivning fortæller, at de arabiske lande opfordrede dem til det. Når jeg så – som professionel historiker og i kraft af grundig research – når frem til den konklusion, at palæstinenerne har ret i, at israelerne udførte massakrer på palæstinensiske landsbyer i 1948 og fordrev massevis af palæstinensere – hvad de fleste israelske jøder vel at mærke aldrig har hørt om – så bliver jeg opfattet som forrædder af det politiske system.«
»Derfor bliver debatten om Katz så rå – han inddrager palæstinensernes fortællinger om, hvad der skete.«

Sandhed og forsoning
Pappé mener, det er særlig svært for jødiske israelere at indse, at israelske soldater har opført sig lige så brutalt som andre soldater i krig:
»Et af de store problemer i det israelske samfund er, at jøderne fra små bliver opdraget og uddannet til at opfatte sig selv som moralsk overlegne i forhold til omverden.«
»Derfor er det vanskeligt at indse, at den israelske hær har begået og begår samme forbrydelser som andre hære... selv om der lever mange jødiske israelere, som ved, hvad der skete dengang. De vil ikke have med det at gøre. De er angste for, at det vil legitimere palæstinensernes krav, hvis de fortæller, hvad der virkelig skete.«
Pappé mener, sandheden må frem.
»Det er pinefuldt, men nødvendigt, at Israel erkender sin rolle i den palæstinensiske katastrofe – det er en betingelse for ægte fred. Begge sider er nødt til at erkende modpartens historiefortælling og forsone sig med fortiden. Det kan bane vejen for at forsone sig i fremtiden. «
Desværre er det jødisk-israelske samfund ikke parat til det endnu.
Intifadaen har bidraget til den meget rå tone i debatten om Katz afhandling, understreger Pappé:
»Ytringsfrihed og pluralisme har trange kår for tiden – Israel er ikke længere et demokrati. Ind til for halvandet år siden fungerede demokratiet trods alt for den jødisk-israelske majoritet – om end ikke for den arabiske minoritet.
Nu rammes også jødiske kritikere. Der har aldrig før været en retssag mod folk på grund af deres akademiske holdninger. Der har ikke været en fyringssag som min – jeg har været ansat på universitetet i ti år og burde kunne forvente det var en livstidsstilling.«
»Terroren mod kritikerne af den israelske regeringspolitik er en del af den grimme atmosfære, der hersker i landet. Og terroren virker. Katz blev sagsøgt og truet med at miste sin akademiske titel. Jeg bliver truet med fyring. Det er klart, at de færreste fremover vil have lyst til at skrive om begivenhederne i 1948,« siger Pappé.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu