Jean-Pierre Raffarin var et navn, der ikke sagde ret mange franskmænd ret meget, indtil den genvalgte præsident, Jacques Chirac, forleden udnævnte ham til premierminister. Hans politiske akkreditiver kan betegnes som sekundære: senator, regionalrådsformand i en vestfransk provins og 1995-97 minister for små og mellemstore virksomheder i den upopulære og kriseombølgede regering Juppè.
Hvorfor Raffarin? Den første reaktion var, at Chirac med dette valg ønskede at vise en vilje til moderation, til åbning mod centrum med henblik på nationalforsamlingsvalget om en måned. Under alle omstændigheder er det klart, at denne regering er en kampagne-regering, hvis fornemste opgave er at arbejde for en valgsejr for det parlamentariske højre Chiracs lejr den 9. og 16. juni. Regeringsdannelsen er så at sige startskuddet til den nye valgkamp.
Raffarin, 54, er velegnet til at symbolisere åbenhed, da han ikke tilhører Chiracs eget parti, RPR, men partiet Liberalt Demokrati og har ry for at være moderat. Hans runde fremtoning og hans joviale væsen stemmer godt overens med denne politiske profil.
Men regeringen som helhed peger ikke i samme retning. Dens karakteristiske træk er for det første, at den er domineret af RPR 15 af de 27 ministre er fra dette parti, seks fra centrumpartiet UDF, fire fra Liberalt Demokrati og to partiløse fra civilsamfundet. For det andet, at Nicolas Sarkozy trods sin fysiske lidenhed og RPR-sværvægter er regeringens nummer to og uden tvivl dens stærke mand. Han er udnævnt til indenrigsminister og minister for indre sikkerhed. Som i valgkampen op til præsidentvalget og måske endnu mere efter det yderste højres triumf med 20 procent af stemmerne den 21. april skal bekæmpelsen af vold og kriminalitet være den nye valgkamps hovedtema.
Herudover gør regeringens sammensætning sig bemærket ved nogle nyheder og pseudo-nyheder, som det hører sig til i en valgsituation.
Frankrig har således fået sin første kvindelige forsvarsminister (i det mindste siden Jeanne d'Arc...) i skikkelse af RPR-partiformanden Michèle Alliot-Marie.
Der er nogle nye ministertitler. Således en minister for lokale friheder, én for bæredygtig udvikling (viceminister under miljøministeren), en sportsminister med fuld ministertitel, en viceminister for kampen mod utryghed og udstødelse og undervisningsministeren har fået titel af Minister for Ungdom, Undervisning og Forskning (i den rækkefølge!).
Altså tydelige signaler i retning af ungdom og sport, avanceret miljøtænkning og social samvittighed, i det mindste indtil valget. Det vækker også opsigt, at viceministeren for bæredygtig udvikling er en yngre kvinde af algerisk oprindelse, Tokia Saôfi den første minister nogensinde fra den arabisk-nordafrikanske befolkningsgruppe i Frankrig.
Den nye undervisningsminister er den kendte filosof Luc Ferry, der står uden for partierne og er gode venner med den afgående socialistiske undervisningsminister, Jack Lang.
Der er altså tegn på en vilje til åbning, og Chirac og hans rådgivere har vist en vis sans for demonstrative nyheder, undertiden noget i retning af alibi-ministre. Forsvarsministeren kan måske henregnes i denne kategori, for kun seks af regeringens 28 medlemmer er kvinder, og tre af disse er kun viceministre.
Den nye udenrigsminister er Dominique de Villepin, hidtil Chiracs højre hånd (generalsekretær) i præsidentembedet. Det store social- og arbejdsministerium er betroet til den fremtrædende RPR-politiker Francáois Fillon, og til det andet kæmpeministerium, økonomi- og finansministeriet, er udpeget den partiløse Francis Mer kendt industrileder, chef for stålgiganten Usinor der anses for arbejdsgiverforeningens repræsentant i regeringen. Det er første gang, denne ministerpost betros til en erhvervsmand og ikke-politiker.
Bag den runde Raffarin og de forskellige tegn på åbning i flere retninger aftegner sig således en klar højrekurs. Hensigterne skinner igennem med Sarkozy som regeringens nummer to og indehaver af den strategiske post som sikkerhedsminister, og navnlig når man ved, at tidligere premierminister Alain Juppè har været Chiracs dominerende rådgiver og inspirator ved regeringens sammensætning. Sarkozy og Juppè er kendt som forkæmpere for konservativ klassepolitik, og de kan næsten ikke lukke munden op uden at fordømme socialismen, hvormed de hentyder til Jospin-regeringen som i virkeligheden var langt mere social-liberal end socialistisk. De drømmer om revanche efter valgnederlaget i 1997, men de er så upopulære, at Chirac forud for valget er nødt til at placere dem i anden række.
Hos venstrepartierne er man allerede begyndt at advare mod en restauration i tilfælde af en højresejr i juni. Dette udtryk hentyder til Ludvig den 18.s reaktionære styre i årene efter revolutionsepoken og Napoleon den 1.s endelige nederlag i 1815...
Den nye regering har et anstrøg af propaganda-ministerium og tages ikke helt alvorlig. Denne situation er næsten uundgåelig og bunder i det specielle franske forhold, at sejrherren i et præsidentvalg altid udnævner en regering efter sit eget hoved uanset, om den har det parlamentariske flertal bag sig eller ej det afgøres først ved valget nogle uger senere.
Regeringen har ikke flertal i Nationalforsamlingen og kan i virkeligheden ikke gennemføre store ting. Den kan i begrænset omfang regere ved dekret, men den vil navnlig udmærke sig ved programerklæringer og løfter. Disse kan i bedste fald først realiseres via lovforslag, der skal vedtages efter valget i juni i tilfælde af en højresejr.
I øjeblikket har regeringen udelukkende sin legitimitet fra præsidenten en påmindelse om, at det politiske system i Frankrig ikke som i andre vesteuropæiske lande er entydigt parlamentarisk. Den nuværende franske republik har stærkere reminiscenser fra det gamle monarki end systemerne i de lande, der har konstitutionelt monarki som f. eks. Danmark.
Regeringen har en måned til at markere sig, og det ventes at ske i form af spektakulære initiativer eller løfter, specielt med hensyn til stramning af kriminalitetsbekæmpelsen og en sænkning af skatterne. De første er allerede blevet kendt, således en opsigtvækkende beslutning om at lægge gendarmeriet hidtil underlagt forsvarsministeriet - ind under den samme minister som politiet, indenrigsministeren. Der er også planer om lettelser i indkomstskatten og en sænkning af momsen fra 19,5 til fem procent på restaurationsbesøg og grammofonplader populære emner.
Men disse forholdsregler kan af administrative og eurokratiske grunde næppe gennemføres i løbet af den måned, regeringen har til rådighed.
