Læsetid: 4 min.

Hvad vi kan lære af Canada

Danmark fører en restriktiv, passiv og skræmt ikke-indvandringspolitik, der går ud på at få så få udlændinge som muligt til landet. Canada gør det modsatte
29. maj 2002

At rejse til Canada og se på flygtningepolitik er som at rejse tilbage til 1980’ernes Europa, da Danmark brystede sig af at have »verdens bedste udlændingelov« – gennem- og overskuelig og med klare retsgarantier til asylansøgere og flygtninge.
Dengang da asylansøgerne kunne henvende sig ved grænsen og vise deres id-papirer. Dengang de ikke behøvede at snyde de danske myndigheder og sætte sig i bundløs gæld til menneskesmuglere. Dengang det ikke var nødvendigt at rejse ind i landet på falske papirer, som straks bliver destrueret. Dengang de ikke var tvunget til at lyve for politiet og – oftest højst utroværdigt – påstå, at de ikke husker eller ikke ved, hvordan de er kommet til Danmark fra deres fjerntliggende hjemland.
I Canada har man lige til vore dage opretholdt et velordnet asylsystem, hvor ansøgerne henvender sig i god ro og orden ved grænsen og afleverer deres id-papirer, så myndighederne ikke behøver at være i tvivl om deres identitet. Det system er man nu ved at forlade til fordel for det europæiske kaos, der er et paradis for drevne menneskesmuglere.
På væggene i mødelokalet hos den canadiske ’udlændingestyrelse’, Citizenship and Immigration Canada (CIC), på Laurier Avenue i Ottawa hænger farverige, historiske plakater, der på engelsk og fransk og med billeder af det frodige landbrugsland lokker indvandrerne til Canada.
Venez vivre au Canada avec votre famille og Canada, the most fertile country in the world, lokker plakaterne, der naturligvis er henvendt til nord- og vesteuropæere. Indtil for 40-50 år siden sorterede Canada sine indvandrere efter racistiske kriterier.
Kinesere, afrikanere, jøder og visse sydeuropæere ville man ikke have indenfor.

I dag udgiver CIC farvestrålende gratispostkort, der på to sprog byder velkommen, og som viser det frodige land og en lille asiatisk pige.
Nogle husker måske opstandelsen i Danmark, da de svages beskytter, Ekstra Bladet, kort før jul 1997 kunne afsløre, at Udlændingestyrelsen på sin hjemmeside nøgternt informerede om kriterierne og fremgangsmåden, når man søger asyl i Danmark. Efter få døgns pres fjernede styrelsen det, Ekstra Bladet kaldte »asylreklamen«, fra hjemmesiden – naturligvis uden at der var påvist nogen fejl i teksten.
Kan man forestille sig velkomstpostkort fra den danske udlændingestyrelse til uddeling i udlandet? Ikke rigtig, vel?
Hov, stop! Er det nu retfærdigt at drage paralleller mellem Canada, der som nation er baseret på indvandring og så den homogene nationalstat Danmark, hvor indvandrerne udgør et lille mindretal sammenlignet med den befolkning, hvis forfædre har boet i landet i mange generationer?
Nej, for Canada, der med sine næsten 10 millioner kvadratkilometer arealmæssigt er verdens næststørste land, har så uendeligt god plads til indvandrerne, lyder det mest indlysende modargument.
Indrømmet, Canada har bedre plads. Men skægt nok søger indvandrerne ikke mod de åbne vidder. Halvdelen af dem slår sig faktisk ned i Greater Toronto Area – et tæt byområde med en befolkning på størrelse med hele Danmarks.

Ingen skal misforstå, at Canadas immigrationspolitik ikke er nogen gavebod. Målet er at finde de mennesker i udlandet, der kan gavne det canadiske samfund og den canadiske økonomi. Canada søger efter the best and the brightest, som det hedder med en gammel vending. Eller efter de indvandrere, der er i stand til at hit the ground running, som en af CIC-bureaukraterne formulerer det. Altså klare sig fra den første dag uden at ligge de canadiske skatteborgere til last.
I strømmen af velkvalificerede og stærke udlændinge bliver der samtidig bedre plads til de svage, flygtningene og torturofrene, der har brug for hjælp og støtte i den første tid. I en storby som Toronto, hvor mere end 50 procent af befolkningen har anden hudfarve end hvid, tilhører alle indbyggere en eller anden etnisk minoritet.
I Toronto er mørk hudfarve ikke automatisk lig med gebrokkent sprog, dårlig uddannelse, socialhjælp eller ufaglært, lavtlønnet arbejde, sådan som den danske indvandringspolitik har vænnet os danskere til at se de etniske minoriteter, der har haft uheld til at komme til Danmark.
Set i forhold til befolkningstallet tager Canada flere statsfinansierede kvoteflygtninge efter aftale med FN end eksempelvis Danmark, hvortil kommer de privatsponsorerede flygtninge – et fænomen man kun kender i Canada (se Information tirsdag). Muligheden for privat sponsorering skaber en folkelig opbakning om flygtningesagen, som vi ikke mærker i Danmark. Her er vi vant til, at statsfinansierede, såkaldte NGO’er som Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors tager sig af flygtninge og asylansøgere, uden at vi selv behøver at røre en finger. Den gode samvittighed er inkluderet i den regning, vi får fra Told & Skat.
Færre spontane asylansøgere når frem til Canada end til de fleste europæiske lande. Men en del af dem, der gennem årene har fået afslag i Danmark, har med held søgt og fået asyl i Canada, der tolker FN’s flygtningekonvention mere generøst end de fleste lande i Europa.
Med til historien hører naturligvis også, at Canada har en svagere fagbevægelse, et arbejdsmarked med større lønspredning og en bistandshjælp, der nærmer sig eksistensminimum. De faktorer får også tingene til at fungere anderledes.

Men bundlinjen er, at hvor Danmark fører en restriktiv, passiv og skræmt ikke-indvandringspolitik, der går ud på at få så få udlændinge som muligt til landet og udsætte det tidspunkt, hvor de kan få statsborgerskab så længe som muligt, så gør Canada det modsatte.
Canada fører en aktiv, opsøgende indvandringspolitik for at få de velkvalificerede og stærke udlændinge til Canada og lære dem engelsk eller fransk i en fart, integrere dem så godt og hurtigt som muligt med respekt for deres kulturelle baggrund og gøre dem til canadiske statsborgere efter tre år, samtidig med at landet tager sin del af verdens flygtninge.
Resultatet er en helt anden atmosfære og en anden debat om flygtninge- og indvandringspolitik. Og spændende, farverige storbyer, der ikke bare er præget af stor befolkningsvækst, men også af økonomisk vækst.
Måske har vi noget at lære af Canada.

*Tidligere artikler om canadisk flygtninge- og indvandringspolitik stod i Information 23. og 28. maj. Læs artiklerne i arkivet på: www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu