Læsetid: 2 min.

Kanslerens ære reddet ved retten

Påstande om Gerhard Schröders brug af hårfarve er dårlig presseskik, hvis man ikke spørger ham selv. Det afgjorde retten i Hamborg i går
18. maj 2002

BERLIN – »Du skal ikke finde dig i det!«
Nogenlunde sådan må kanslerfrue Doris Schröder-Köpf have sagt til sin husbond, da rygterne om hans (måske) hemmelige hårfarvning blev luftet denne vinter.
Gerhard var enig. Det er ikke spor morsomt at blive trukket rundt ved hårene, når man står foran en vigtig valgkamp, hvor alt er på spil; arbejdsløsheden er næsten 10 procent, væksten minimal, og oppositionen fører i meningsmålingerne.
Via sin advokat lod Schröder denne vinter meddele, at pressen skulle lade være med at fremsætte urigtige påstande om hans brug af hårfarvemidler.
I januar kunne nyhedsbureauet DDP alligevel ikke modstå fristelsen. Det måtte ud. I et interview med en imagerådgiver kom påstanden frem – i et citat.

Artiklen trukket tilbage
Da Schröders advokat protesterede, blev artiklen trukket tilbage. Men Schröder forlangte også, at DDP skriftligt skulle love, at man aldrig mere ville gøre sligt. Og det var for meget for DDP.
»Hvis kansleren mener at kunne forbyde et citat, der ikke stammer fra os, er det presseretligt yderst betænkeligt,« mente DDP’s chef-redaktør Bernd von Jutrczenka.
Sagen kom for retten og handlede nu om pressefrihed: Må journalister udbrede påstande fra tredjemand eller -kvinde uden at undersøge hårene til rødderne først?
Nej, afgjorde dommer
Andreas Buske i Hamborg i går. Under domsafsigelsen lagde han vægt på, at DDP videregav udokumenterede påstande. »En grundig research ville være nødvendig,« formanede Buske.
DDP vil nu appellere sagen til en højere retsinstans – og om nødvendigt gå til Forfatningsdomstolen i Karlsruhe.

På den igen
Roligt er der ikke blevet om kansleren. På dommens dag udkom landets største morgenavis Süddeutsche Zeitung med en annonce for Alpecin-shampoo forsynet med et billede af en unaturligt rødhåret kansler.
»Hovedsagen er et fyldigt hår, Gerhard,« råbte Alpecin med store typer.
Dagen før – om torsdagen – udkom ugemagasinet Stern med en nøgen Schröder på forsiden, blot forsynet med et rød-grønt figenblad.
De to tilfælde af kansler-misbrug giver formentlig ikke anledning til nye retssager, men Schröders talsmand Uwe-Karsten Heye ser en grænse overskredet, og han føler sig mindet om den antidemokratiske propaganda under Weimarrepublikken.
»Dommen har mindet om en vigtig journalistisk dyd, omhu,« sagde Heye.
Doris Schröder-Köpf:
»Hvis vi forsvarer os, bliver det kritiseret – og hvis vi ikke gør det, kan man heller ikke forstå det. Jeg vil sige, at min mand er væsentlig pænere, end han er afbildet (på Sterns forside, red.).«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her