Læsetid: 4 min.

Et kig i Cannes-krystalkuglen

Det er altid svært at spå om de gode oplevelser blandt filmene på årets filmfestival i Cannes – men vi prøver alligevel
11. maj 2002

Filmfestival
Gør deres indsatser, mine damer og herrer. Om kun fire dage begynder det store, årlige filmkapløb på den franske riviera, og både velnærede veteraner, flamboyante favoritter og nysgerrige nybegyndere har fundet sig en plads i det tilsyneladende veloplagte hovedfelt.
Ja, det er endnu engang tid til filmfestival i det solbeskinnede Cannes, den 55. af slagsen, og selvom ingen danske spillefilm har fundet nåde for festivalledelsens kritiske blik – CloseUp-vinderen 2 minutter er dog med i kortfilmkonkurrencen – så tegner årets festival alligevel til at blive ganske spændende.
Woody Allen, der for første gang selv dukker op på den røde løber, åbner festivalen med sin seneste film, den satiriske Hollywood Ending. Martin Scorsese præsenterer 20 minutter af sin kommende film, den stort anlagte gangsterfilm Gangs of New York, og han er vært ved en hyldest til nyligt afdøde Billy Wilder. Og så er der juryen, der har sidste års instruktørprisvinder David Lynch som ærværdig formand, og som tæller Sharon Stone og vores egen Bille August blandt sine menige medlemmer.

Briterne vender tilbage
Nu er det jo konkurrencefilmene, de 22 ivrige bejlere til Den Gyldne Palme, som det drejer sig om – alt fra amerikanerne P.T. Anderson og Alexander Payne til finnen Aki Kaurismäki og den polske franskmand Roman Polanski.
Efter at have været med ved ringside tre gange tidligere har jeg ved selvsyn konstateret, hvor svært det er at forudse de gode oplevelser, og hvor ofte det sker, at selv favoritterne skuffer. Men det skal selvfølgelig ikke forhindre mig i at prøve alligevel, så her følger en introduktion til et par af filmene!
Ved sidste års festival var briterne fraværende i det officielle program, hvilket de engelske aviser fik meget ud af – nogen råbte op om national chauvinisme, mens andre talte om en krise i britisk film.
Hvad grunden så end var, så tager de i hvert fald revanche i år, hvor tre film af fremtrædende britiske instruktører er med i hovedkonkurrencen, mens en fjerde produceret for britiske penge har en canadisk instruktør ved roret.
Køkkenvaskrealismens fædre, Ken Loach og Mike
Leigh, der begge fortæller stærke historier med store følelser, barsk humor og troværdige karakterer, deltager med nye film. Loach, der har skærpet den (geo)politiske tone i sine senere film, bl.a. sidste års fagforeningsdrama Bread & Roses og dokumentarfilmen The Navigators, om privatiseringen af British Rail, har tilsyneladende lavet en mindre og mere personlig historie med Sweet Sixteen.
Ligesom en af Loachs tidlige film, Kes, tager den udgangspunkt i en drengs verden og hans kamp for at skabe bedre vilkår for sin familie. Det er ottende gang, at Loach er i Cannes, men han har aldrig vundet en guldpalme. Han fik en jurypris i 1990 for Hidden Agenda, og hans varme og gerne charmerende film med det engagerede, humanistiske menneskesyn er flere gange blevet belønnet af festivalens Økumeniske Jury.

Alt ved det gamle
Mike Leigh, der skaber sine manuskripter sammen med skuespillerne, vandt i 1996 Den Gyldne Palme for næsen af Lars von Trier og Breaking the Waves med det intense og humoristiske familiedrama Hemmeligheder & løgne. Og efter en kulørt udflugt til operetteland med Topsy-Turvy, et filmportræt af Gilbert og Sullivan, er han også nu aktuel med en mere personlig, afdæmpet film.
All or Nothing foregår over en weekend og handler om en splittet familie, der finder sammen, da de rammes af en tragedie. Leigh spås ikke mange chancer for at vinde Guldpalmen i år, dertil skulle filmen minde for meget om hans palmevinder.
Chancer har Michael Winterbottoms 24 Hour Party People heller ikke. Filmen blev lunkent modtaget ved den engelske premiere for et par måneder siden, men skulle være et både energisk og opfindsomt portræt af Manchesters musikscene i årene mellem 1976 og 1992.
Winterbottom er et af britisk films store talenter, men er svær at fastholde, fordi hans film er så forskellige. Han vælger sjældent de lette løsninger i sine karakterdrevne, intense film; det være sig det stærke kærlighedsdrama Butterfly Kiss, den barske krigsskildring Welcome to Sarajevo eller den dogmeinspirerede Wonderland. De to sidstnævnte var også i Cannes.

Psykologisk thriller
En af mine personlige yndlingsinstruktører er canadieren David Cronenberg, som også er en af de mest kompromisløse og følgeligt kontroversielle instruktører i dag. I 1996 chokerede han Cannes med Crash, en dybt foruroligende, men også fascinerende skildring af mennesker, der finder nydelse i bilulykker og sex. Og tre år senere, da han var formand for festivalens jury, blev han skarpt kritiseret for at give guldpalmen til den belgiske film Rosetta, der er en benhård,
usentimental skildring af en indesluttet teenagepiges triste tilværelse.
I år er deltager Cronenberg med den engelsk producerede Spider, der er baseret på en bog af gyserforfatteren Patrick McGrath. »Spider bliver gammeldags gys, men ikke på en overnaturlig måde: Det er personligt, jordbundent og freudiansk gys,« har Cronenberg sagt om sin film, der foregår i London i 70’erne og handler om en mand (Ralph Fiennes), som plages af voldsomme mareridt fra sin barndom.
Det skal blive spændende at se, hvad Cronenberg, der altid laver følelsesmæssigt komplekse og visuelt og moralsk udfordrende film, har at byde på med Spider. Bliver det en film i stil med hans tidlige, meget fysiske gyserfilm, eller har han måske noget helt nyt at byde på, nu hvor han bevæger sig ind i en genre, hvor han ikke har befundet sig før?

*Filmfestivalen i Cannes begynder den 15. maj. Følg festivalen her i avisen og på www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu