(2. sektion)
Ny film
Man kender hende. Den undertrykte lærerinde, der afreagerer på eleverne; den neurotiske gammeljomfru med forkvaklede seksuelle fantasier. Man kender hende og er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun eksisterer og lever midt iblandt os.
Formidable, franske Isabelle Huppert spiller klaverlæreren Erika med en så overbevisende blanding af snerpethed og undertrykt lidenskab, at selv når Erika fører os ud i perversitetens yderste afkroge, ophører hun ikke med at være et rigtigt menneske. Hun bliver aldrig et postulat, en skrivebordsprovokation, og selv om hun undervejs udøver psykisk terror mod sine elever, putter glasskår i en kvindelig elevs frakkelomme, belurer kopulerende par i drive-in biografer og frekventerer sexbutikker for at snuse til efterladte stykker køkkenrulle i videokabinen, sidder man med Erikas liv i sine hænder.
Sex og vold
At se Pianisten, der vandt tre store priser i Cannes sidste år, er som at få stukket en kniv i hjertet.
Michael Haneke har tidligere i film som Bennys video og Funny Games udforsket voldens anatomi, men med Elfreide Jelineks roman, Die Klavierspielerin, som forlæg beskæftiger den østrigske instruktør sig denne gang med det intrikate forhold mellem sex og vold i det borgerlige samfund.
Hovedpersonen Erika er en cirka 40-årig professor ved musikkonservatoriet i Wien, finkulturens højborg. Hun lever i strengt adskilte verdener.
Lige så skrap hun er over for eleverne på konservatoriet, lige så underkuet er hun i hjemmet, som hun deler med sin tyranniske mor (Annie Girardot). Mor og datter har et usundt afhængighedsforhold de skændes, slås, fortryder og starter så forfra. Moderen pacer datteren frem i karrieren og tvinger hende til at forsage alt andet end ophøjet klassisk musik.
I hjemmet er kroppen og seksualiteten et tabu, men i det skjulte dyrker Erika sine perverse seksuelle fantasier. Hun har en pakke med reb under sengen og skærer sit køn til blods på badeværelset, mens moderen utålmodigt og uvidende venter med aftensmaden inde i stuen. Datteren pakker barberbladet ned i toilettasken og skyller blodet ud i afløbet, som var det en dagligdags begivenhed (hvad det måske også er).
Verdener ramler
Men da en ung, smuk elev, Walter (Benoît Magimel), lægger an på Erika, begynder hendes to verdener at ramle sammen. Hun føler sig tiltrukket af eleven, men er ude at stand til at gennemføre et samleje.
I stedet skriver hun et brev med detaljerede instrukser om, hvordan han skal ydmyge hende i rituelle, sadomasochistiske sexlege.
Her begynder nedtællingen til katastrofen, for disse to mennesker, der så gerne vil elske hinanden, er lige så forskellige som dag og nat. For ham er sex naturligt og dejligt, for hende er det forbundet med forbud og smerte. Ligesom Fassbinders Martha fører Erika sin egen undertrykkelse videre.
Ryster og chokerer
Nogle vil mene, at Michael Haneke borer undskyld udtrykket for meget i det seksuelle, og de fleste instruktører ville utvivlsomt have givet publikum et halmstrå at klynge sig til i elendigheden. Læseren må trække sin egen grænse, men det er vigtigt at understrege, at Pianisten ikke er pornografi. Filmen handler heller ikke om sex, men om, hvad personerne føler. Det psykologiske drama udspiller sig ligesom Bertoluccis Sidste tango i Paris blot på den seksuelle scene, og instruktøren går til yderligheder for at ryste publikum og gennem chokket tydeliggøre de omgangsformer, der snærer eksistensen inde.
Michael Hanekes tidligere film har været fortalt med en klinisk afstand til skuespillerne, men i Pianisten går han tættere på med sit kamera. Skuespillerne får en chance for at udfolde sig og griber den!
Resultatet er et sviende tragisk kammerspil, en kompromisløs europæisk kunstfilm, som er modbydelig og dog såre menneskelig.
*Pianisten. Instruktion og manuskript: Michael Haneke. Østrigsk (Grand, København og Øst for Paradis, Århus)
