Jeg køber - derfor er jeg

(2. sektion)

Shopping i kunsten
I slutningen af 90’erne er shopping gået helt ind i billedkunsten, bl.a. har schweiziskfødte Sylvie Fleurie gjort luksusshopping til sit kunstneriske udtryk. Hendes værker har herhjemme kunnet ses i Galleri Specta i København sidste år. Hun mimer luksus-forbrugskulturen, der reducerer mennesker til vandrende tøjstativer. I hendes installationer og videoer afsøger hun den hårfine grænse mellem kunst, design, luksusshopping- og konsum. Hun undersøger også de stereotype feminine og maskuline værdier, der lever i mode og design og lader f.eks. dekolleterede kvinder på ultrahøje hæle give store amerikanske flydere intimmassage.
For nogle år siden overraskede hun ved slet og ret at indføre indkøbsposer med luksus-modevarer i et galleri og eksponerede derved sit eget begær efter luksusmode, ligesom hun kan indkøbe luksussko og installere dem på et persisk tæppe i et slot. Fleury ironiserer over Madonnas gamle credo: Nothing can cheer up a girl more than shopping. Mode er magt, mode er sex, mode signalerer penge, siger Fleury med sine ’værker’.
Den danske kunstner Jens Haaning, der frem til 8. juni er udstillingsaktuel i Galleri Nicolai Wallner, og som til sommer skal deltage i Dokumenta biennalen, er gået den anden vej og har undersøgt dresscoden for herboende førstegenerationsindvandrere. Deres tøj er typisk købt i Føtex eller Bilka, og ofte er det efterligninger af mærkevarer. De skildres med solidaritet af kunstneren, så de fremstår som levende reklamesøjler for en fattig, men sober livsstil.
I de senere år har flere kunstnere udstillet værker i forretningsvinduer, de har indlogeret sig i døgndrift i supermarkeder eller har selv indrettet galleri i et udstillingsvindue, som Window Space i Peder Skrams Gade, i København. Kunstnerne iscenesætter intensivt shoppingkulturen, der i dag dominerer os mere end nogensinde.

80’ernes neopop
Går vi lidt tilbage i tiden og ser på kunsten i 80’erne og 90’erne, kan man se, hvordan en række kunstnere begyndte at lave neopop-kunst.
Berømte blev især en række kvindelige amerikanske kunstnere, der tog skarpt afstand fra forbrugskulturen og objektgørelsen af kvinden. Bl.a. Barbara Kruger, der dekonstruerede kreditkortkulturens køb hele verden-mentalitet i en række fotografier af hænder, der holder kreditkortlignende skilte med beskeder som I shop therefore I am. Her dekonstrueres amokløbet på varerne, der ved reklamernes mellemkomst reducerer mennesker til købemaskiner. Noget lignende gjorde Jenny Holzer i sit sprogligt virtuose »truismer«, der rammer en pæl igennem den almindelige instrumentalisering og objektgørelse af samfundsmedlemmerne.
Sætningerne blev i sin tid monteret som elektroniske lysskilte rundt om i de amerikanske storbyer og udvidede på den måde den traditionelle museale ramme til alle, der færdedes i byen.
Med sætninger som Class structure is as artificial as plastic, Protect me from what I want eller Savor kindness because cruelty is always possible later overlod hun det til den forbipasserende at reflektere over reklamens magt over sindene i almindelighed. For Haim Steinbach, en anden amerikansk kunstner, blev kunstværket selve det at shoppe. Han udstillede turistsouvenirs og tekrus, udformet som kvindebryster på udstillingshylder, hvorved han mimede minimalistiske skulpturer.
Herhjemme blev neopoppen introduceret i 1990 på Sophienholm i Lyngby med udstillingen Luxury Culture. Heri indgik bl.a. Jes Brinchs store bar-installation Alt er en hallucination med stroboskoplys, musik og en tv-skærm med CNN-reportager fra storpolitikken. Udstillingsplakaten var designet som en reklame for Faxes Nielsen guldøl, som sponserede udstillingen. Her blev forholdet mellem kunst og kapital tydeliggjort, så alle kunne se det.

Klassisk pop
Disse kunstnere bygger videre på en tradition, som hidrører fra 50’erne. I 1950’erne forlod dele af den unge kunstscene finkulturen og begyndte at intervenere i massernes kultur, herunder hvad vi her vil kalde supermarkedskulturen. Englænderne og amerikanerne førte an, og navne som Richard Hamilton, Allen Jones, Robert Rauschenberg, Andy Warhol, Roy Lichtenstein, Claes Oldenburg, Tom Wesselmann, James Rosenquist og lidt senere også en ekstrem realist som Duane Hanson tog alle udgangspunkt i the banality of urban western life. De var optaget af det dagligdags liv, den almindelige forbruger levede, både i de nyopfundne supermarkeds konsum-eldoradoer og i massemediernes livsstilsreportager. Trivielle hverdagsobjekter blev transformeret til kunst-feticher i museums- og gallerirummene, og collagen gjorde sit indtog i kunsten. Det var ultramoderne og kontrovsersielt på en måde, som vi har svært ved at fatte i dag, hvor alt er tilladt i kunsten, og hvor den vilde pluralisme hersker. Allerede i 1956 havde englænderen Richard Hamilton lavet sin berømte collage med titlen Just what is it that makes today’s homes so different, so appealing? bestående af et grotesk dagligstueinteriør fyldt med forbrugsvarer, logoer og stereotype fremstillinger af den ideale mand og kvinde: bodybuilderen og pinuppen. Her i Norden mødte et undrende kunstpublikum den første popkunst i 1964, i Moderna Museet i Stockholm. Poppen (af popular) var kommet til Norden med deraf følgende store ændringer i kunsten på vore kanter. Per Kirkeby og Stig Brøgger var nogle af de fremmeste repræsentanter for popkunsten herhjemme.
Europæerne forholdt sig dog mere kritisk-distancerende til det glade forbrugerbudskab end amerikanerne, der ikke skjulte deres fascination af den glitrende vareverden fra vaskepulveremballage til Coca-Cola-flasker. Europæerne malede i højere grad varefeticherne, som f.eks. tyske Sigmar Polke, der i 1964 maler tre brune sokker, sådan som de serveres til beskuelse i forretningerne, og ironiserer hermed over popkunst-genrens seen sig blind på varerne.