Læsetid: 2 min.

Kritik af ny asyl-politik

USA og Canada, der har meget forskellig asylpolitik, indgår aftale om gensidigt at afvise asylansøgere ved den fælles grænse
28. maj 2002

Når USA’s præsident George Bush og Canadas regeringschef Jean Chrétien den 26.-27. juni mødes til G8-topmøde i Kananaskis for foden af Rocky Mountains i Vestcanada, ventes de at præsentere en aftale om at anerkende hinanden som »sikre tredjelande«.
Aftalen indebærer, at de to lande hver især vil sende asylansøgere, der først har været i det andet land, tilbage over den mere end 5.000 kilometer lange landegrænse.
Aftaler om sikre tredjelande har været brugt i Europa siden 1980’erne og har været et afgørende redskab i blandt andet skiftende danske regeringers bestræbelser på at reducere antallet af asylansøgere i Danmark. I dag indebærer Dublin-konventionen, at Danmark kan afvise asylansøgere, der tidligere har været i et andet EU-land, mens de danske myndigheder samtidig betragter en række ikke-EU-lande, som sikre tredjelande.
I dag, mere end 15 år efter at europæerne begyndte at bruge reglen om de sikre tredjelande, stiller humanitære organisationer i Canada sig tvivlende over for, om landet kan opretholde en humanitær flygtningepolitik samtidig med, at landet begynder at betragte USA som sikkert tredjeland. Canada og USA har meget forskellige kriterier for, hvem der får asyl.
Flygtninge fra en række højreorienterede regimer i Latinamerika har således i mange år været afskåret fra at få asyl i USA, der i sagens natur ikke vil beskytte personer, som flygter fra en regering, som USA støtter og holder ved magten.
Canadas liberale minister for statsborgerskab og indvandring, Denis Coderre, forsikrede i sidste uge over for tv-stationen CBC, at hans regering ikke er ved at »lukke grænsen«, men at formålet alene er at hjælpe Canada og USA med at behandle asylsager mere effektivt.
Næstformand i paraplyorganisationen Canadian Council for Refugees (CCR), advokat Nick Summers, mener, at regeringen håber at kunne spare penge ved at lukke færre asylansøgere ind:
»Men i den sidste ende kommer det til at koste penge, fordi sikkerhedsforanstaltningerne og grænsekontrollen skal øges. Regnestykket holder ikke,« siger Nick Summers til Information.
Han forudser, at asylansøgere efter den nye aftale vil blive sendt tilbage til hjemlandet fra USA, selv om de var blevet anerkendt som konventionsflygtninge, hvis de var kommet til Canada først.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu