(2. sektion)
En bred og en smal
Svigter danske kritikere deres opgave som kulturformidlere og forbrugervejledere af læserne? Er det rigtigt, som forlægger Steen Piper for nogle uger siden hævdede her i tillægget, at anmelderne ikke beskæftiger sig med det, folk læser?
»De folk, som sidder som små paver på Politiken og Information (...) har båret en litteratur frem, som der ikke er nogen, der læser. Den folkelige og brede, underholdende litteratur har ingen kritikere længere. Den bliver forsømt, og det fører til en dannelseskrise,« sagde han til Rune Lykkeberg.
Har Piper endvidere ret i, at dét, anmelderne beskæftiger sig med, oven i købet kan have en ufrugtbar effekt? Nemlig når folk, efter at have læst en stærkt rosende anmeldelse, køber bogen og går i stå på side 23? »Så vælger man at se Rejseholdet i stedet for,« mente Piper. Men hvordan opfatter forfatterne selv den danske kritikerstand?
Vi har spurgt to feterede forfattere, en såkaldt bestsellerforfatter, nemlig Hanne-Vibeke Holst, og en såkaldt smal, nemlig Christina Hesselholdt, hvem Steen Piper, direkte adspurgt, bekræftede, at han blandt andet tænkte på, når han talte om de elitære anmelderes interesse for en litteratur, som det brede publikum ikke gad læse.
»Det er ikke rigtigt, at jeg ikke bliver læst af mange,« replicerer Christina Hesselholdt. »Ganske vist sælger jeg ikke nær så mange bøger som Hanne-Vibeke Holst, men mine bøger bliver brugt i undervisningssystemet, i gymnasiet og på universiteterne. De bliver kopieret i stedet for. «
Et af problemerne er, at undervisningssystemet er udsultet, mener hun og referer en gymnasielærer, der fortalte, at han ventede, til restoplaget af hendes bøger kom for en halvtredser i Bog&Ide i stedet for med det samme at købe klassesæt.
For Hanne-Vibeke Holst stiller sagen sig derimod nogenlunde,
ligesom Steen Piper beskriver den. Hun føler sig undervurderet og opfatter Christina Hesselholdt som en kritikeryndling.
»Kritikken har nogle darlings, og Christina Hesselholdt er én af dem,« siger hun. »Den omsorg og omhu, kritikken behandler hende med, er ikke i proportion med hendes salgstal.«
»Og den omsorg og omhu, jeg bliver mødt med, står heller ikke i forhold til mine salgstal. Så har jeg vist ikke sagt for meget,« fastslår hun.
Christina Hesselholdt har derimod vanskeligt ved at se, at kritikken skulle forfordele den bredt læste litteratur.
»Det passer ikke, at folk som Leif Davidsen, Jane Aamund og Hanne-Vibeke Holst ikke anmeldes. De både anmeldes og omtales, de får masser af plads og kultursektionens forside, hver gang de kommer med en ny bog. Og forlagene bruger store reklamebudgetter på at lancere den.«
»Nej, jeg synes ikke, der bør bruges mere opmærksomhed på den type litteratur, end den i forvejen får,« siger hun, men understreger samtidig, at det ikke er, fordi hun har noget imod bred litteratur.
»Den lever bare i sit eget kommercielle kredsløb, der er et andet end det, mine egne bøger indgår i.«
Det er heller ikke omfanget af omtale, der generer Hanne-Vibeke Holst. Men hun føler sig underkendt af den danske kritik.
»Jeg synes, anmelderne stirrer sig blind på, at jeg skriver pageturners. Bestsellere er mange forskellige ting, P.O. Enquists Livlægens besøg var for eksempel en bestseller, men begrebet lægger op til useriøs kritik af overfladen. Man læser for hurtigt, og også anmelderne læser for hurtigt. Det giver en fornemmelse af at have spist for meget lagkage, af at have syndet. Og så kommer nedvurderingen. Jeg synes, anmelderne overser utroligt meget.«
»Mine læsere læser også hurtigt, men de går tilbage, og så opdager de, at jeg eksempelvis har indlagt en hel række variationer over et tema. I En lykkelig kvinde er for eksempel fadertemaet meget vigtigt. Det optræder hele tiden. Der er den mand, hovedpersonen helt konkret møder, men den konkrete figur er hele tiden spejlet i andre figurer, der er mange finesser, som man ikke ser ved første øjekast.«
Man ser heller ikke, at der i mine senere bøger er kommet et stærkt politisk element ind. Det, der skete i Holland, er faktisk indlagt i Kronprinsessen, min seneste bog. Der optræder en meget ekstrem dyreværnsgruppe, selv om det ikke ender i et mord. Men det har ingen behandlet.«
»Kronprinsessen rejser spørgsmålet, om den politiske magt er ved at smuldre. Men kritikken forsimpler og gør det til et spørgsmål om en kvinde, der ønsker magt. Man gør mig mere simpel og primitiv, end jeg er.«
»Med Kronprinsessen tænkte jeg, at nu må de gå seriøst til værks. Her er der en forfatter, der især er kendt for Therese-trilogien, og denne forfatter har hidtil skrevet i første person. Nu kommer hun med en roman med skiftende tempi, en 30-35 synsvinkler, montageteknik, flash backs og en alvidende fortæller. Rent fagligt er det da noget, man må tage stilling til! Knækker det for hende? Det, jeg selv var bange for, var, at kritikken ville falde over steder, hvor jeg har følt mig ude på tynd is, men hvad sker? Ingen forholder sig til stil og teknik. Det ville Christina Hesselholdt aldrig blive udsat for!«
»Men med mig er det ligesom Den Kgl. Ballet: Det ser let ud, og det er heller ikke meningen, at publikum skal tænke over det, men kritikken skal!«
»Jeg tænkte: Er det her et led i nedvurderingen, hvor anmeldernes faglighed ikke er neutral? Jeg kan godt blive lidt skuffet. Ligesom hvis en snedker, der hidtil kun har lavet små kommoder, laver et kæmpe trefløjet skab med indlagte mønstre og spejle og fer og not, og formanden for snedkerlauget så kommer og siger, at det er jo flot, men det skulle have været lidt højere eller firefløjet.«
Christina Hesselholdt: »En anmeldelse er jo ikke henvendt til forfatteren, men til publikum. Det er sjældent, at man som forfatter selv kan bruge en anmeldelse til at lære af. De danske kritikere mangler generelt set dannelse. En kritiker bør være lærd og belæst. Indimellem dukker der én op, som skriver vidende og originalt vinklede anmeldelser, og det er fascinerende at se et sådant talent blive til,« siger hun og nævner Informations Lillian Munk-Røsing.
»Men de er sjældne. Alt for ofte er anmeldere eksempelvis for dårligt orienterede i den internationale litteratur, og så kommer de danske værker, der egentlig er del af en bredere strømning, til at stå så underligt løsrevet.«
En anmeldelse bør indeholde en gennemgang af indholdet, en stillingtagen til genren og den æstetiske metode samt en indplacering af værket i forfatterskabet og i en international sammenhæng, mener Christina Hesselholdt.
»Den skal fungere som forbrugervejledning, og det er vigtigt, at en forbrugervejledning er korrekt. At et lidenskabeligt og mangfoldigt værk ikke bliver anmeldt som minimalistisk og anorektisk.«
Hanne-Vibeke Holst: »Jeg har lige haft besøg af en jævnaldrende kvindelig journalist fra Dagens Nyheter. Ifølge hende har min Therese-trilogi ramt plet, hun følte sig set, fundet. Og det er faktisk en gængs oplevelse i Sverige, hvor trilogien har solgt i 170.000 eksemplarer. Men da hun havde læst bøgerne, fandt hun anmeldelsen i Dagens Nyheter frem, hvor den blev kaldt banal og trivi-agtig. Hun var skuffet! Hun kunne overhovedet ikke forstå det, men syntes, at noget var helt galt, og at den kvindelige anmelder ikke havde forsøgt at forstå.«
Ud fra hver deres vinkel mener altså begge, at kritikken har et problem. De mener faktisk også som Piper at det skaber en dannelseskrise.
»Dannelsesniveauet er faldet«, siger Christina Hesselholdt. »Tidligere kunne folk udmærket læse Panduro og Rifbjerg, men sådan er det ikke længere. Kritikerne burde med jævne mellemrum tage op til debat, hvornår de kategorier, de benytter, bliver slidte. Jo flere værker der fyldes i dem, jo mere tømmes de for mening. Begreber som minimalisme og kortprosa bruges eksempelvis ofte misvisende.«
Og kritikerne er fordomsfulde: »Jeg synes selv, jeg har lidt under etiketterne. Jeg er blevet betragtet som forfatterskoleelev, uden at nogen har gidet forholde sig dybtgående til, hvad forfatterskolens rolle og funktion har været. Jeg er ofte blevet kategoriseret som minimalist og som et medlem af min generation, snarere end som selvstændig forfatter med min egne karakter,« siger Christina Hesselholdt.
Hanne-Vibeke Holst: »Der er et paradoks i, at jeg kritiseres for banaliteter, for at beskrive en intimsfære i forholdet én til én, samtidig med at kritikken vælger at se bort fra alt det andet, som bøgerne også handler om, og som jeg insisterer på at skrive om, selv om mine læsere nok synes, det er ligesom landskabsbeskrivelser, man springer over. Jeg føler mig ofte uforskammet behandlet, grænsende til det infame. De tror, jeg er dum, jeg får pegefingre. Vi vil skam gerne rykke dig en klasse op, men så må du også love at gøre sådan og sådan. Der er megen smålighed. En forfatter som Leif Davidsen oplever aldrig det samme. Dér gider man ikke lede efter forbeholdene, men med mig hedder det: Find fem fejl. Det kan jeg kun tage personligt.«
