Læsetid: 5 min.

Kun otte kampe fra triumfen

Når Uruguay møder Danmark i morgen, vil de gøre alt for en gang for alle at hævne 6-1-nederlaget fra slutrunden i Mexico i 1986
31. maj 2002

VM
Når man som dansker sætter fod på uruguayansk jord, kan man være sikker på at blive mødt med en bemærkning om de danske fodbolddrenge fra 1986. De husker stadig Lerby, Laudrup og Elkjær. Navnene rider dem som en mare. Nederlaget sårede den ellers så stolte fodboldnation.
Næsten alle Uruguays godt tre millioner indbyggere går intenst op i fodbold. Der er et ordsprog, som siger, at i Uruguay er der ikke én landsholdstræner, men godt tre millioner. Alle har en mening om, hvad der skal til, for at de lyseblå vil klare sig godt. Mere end én landsholdstræner har måttet sande, at det er en varm stol at sætte sig i. Især når det ikke går så godt. Og det er lang tid siden, at uruguayerne virkelig har levet op til tidligere tiders flotte resultater.

Der var en gang...
Uruguay kan bryste sig af to verdensmesterskaber og to olympiske guldmedaljer. Problemet er bare, at sejrene snart er gået over i den internationale fodboldhistories glemmebog. Vi snakker om perioden 1924-1950. Men sådan er det ikke i Uruguay. Især VM-guldet i 1950 står mejslet ind i den sociale erindring. Mod alle odds lykkedes det de 11 uruguayere at vinde over fodboldgiganten Brasilien på hjemmebane. Sejren gjorde de 200.000 tilskuere på den berømte Maracaná stadion målløse. Triumfen i 1950 gav næring til myten om, »at det ikke betød noget at være et lille land«. Statistikken bakker myten op. Uruguay er Sydamerikas mindste land, men alligevel er landet sammen med Argentina det land, som har vundet det sydamerikanske mesterskab flest gange, sidst i 1995.
Myten siger, at mod, styrke og ære er langt vigtigere end forberedelse og teknik. Det er »fodbold på uruguayansk vis«. Når en fodboldspiller trækker i den berømte lyseblå landsholdstrøje, ja så forventes det også, at vedkommende lever op til de gamle helte fra Maracaná. Man forventer styrke og temperament – fremfor teknik. Men arven har været tung at løfte. Fodbolden i Uruguay er i krise. Især fordi landet er et andet, end det var for godt 50 år siden, hvor der herskede velstand og tro på fremtiden.
I dag står landet midt i den værste økonomiske krise siden 1985, hvor demokratiet blev genoprettet efter 11 år med militærdiktatur.
Argentinas totale økonomiske forfald præger selvfølgelig nabolandet Uruguay.
Arbejdsløsheden er stor, middelklassen er nærmest forsvundet, og de sociale forskelle bliver tydeligere og tydeligere for hver dag, der går. Volden og mismodet spirer frem i det ellers så fredelige Uruguay, og for de mange drengebørn – blandt de ca. 400.000 børn, der lever under fattigdomsgrænsen – opleves fodbolden som eneste vej ud af slummen.

Klubfodbold
Men vejen til den eftertragtede kontrakt som professionel fodboldspiller er lang. Spillerne starter i de små klubber for senere at komme til en af storklubberne Peñarol eller Nacional. De to klubber deler hovedstaden Montevideo i to. Glem alt om dansk fan-mentalitet. Der er et indædt had mellem »manyaérne« (Peñaroltilhængere) og »bolsoérne« fra Nacional. Hvor de mest fanatiske fans har vist sig i stand til at slå ihjel for deres klub, ja så nøjes de mere rolige med at bekymre sig om deres børnebørns skæbne, hvis deres børn gifter sig med én med den forkerte farve på trøjen.
Men Uruguay lider samme skæbne som Danmark, nemlig at de bedste spillere rejser bort fra den nationale liga. Pengene er ikke store nok. De fleste drømmer om en kontrakt i især italiensk fodbold. For Uruguays stjernespiller Alvaro Recoba lykkedes det. Han spiller i dag i Inter Milano og regnes for en af verdens dyreste spillere.
Mere end 200 uruguayanske fodboldspillere spiller i udlandet, og eksporten af »fodboldben« er stadig stigende. Det er der især en mand, som har »æren for«. Når man snakker om uruguayansk fodbold er det nemlig umuligt ikke at nævne navnet Paco Casal. Eks-fodboldspilleren, der i dag sidder som
enevældig konge og regerer landets fodboldundersåtter.
Hans firma, Tenfield, repræsenterer de mest berømte spillere i udlandet, og de formidler kontakten mellem nye talenter og de europæiske storklubber. De har desuden købt fjernsynsrettighederne til den nationale liga og de internationale turneringer for de kommende 10 år.

Ærkefjenden Argentina
Casals næstkommanderende er den tidligere så berømte fodboldspiller Enzo Francéscoli. Alle spillere forguder Tenfield. I årevis brugte klubmanagerne salget af spillerne til at fylde deres egne lommer og til at sikre finansieringen af deres politiske karrierer. Det satte Casal en stopper for. Nu får spillerne den økonomiske hovedgevinst. Hans forretninger har ry for at være krystalklare, og det siges, at man kan regne med hans ord.
Landets mindre fodboldklubber er også afhængige af Casal. Et enkelt salg af en af deres spillere kan sikre deres økonomi. Salget gør dem i stand til at betale den løn, som mange skylder deres spillere. Det er altafgørende, da loven siger, at ingen klub, der skylder spillerne penge, kan være med ligaen ved sæsonstart. På denne måde er Casal og Tenfield praktisk taget blevet ejere af uruguayansk fodbold.
Det var også Casal, som udnævnte og betalte argentineren Daniel Pasarella til landstræner. Det vakte harme blandt uruguayerne. For det første var han argentiner og dermed repræsentant for ærkefjenden, og dernæst mente de fleste, at han bare gjorde det for pengenes skyld.

’Kun otte kampe’
Han holdt ikke tiden ud. Presset var stort, sejrene få og kritikken hård. Pasarella tog konsekvensen af stridighederne og sagde sin stilling op midt i VM-kvalifikationsrunden. Derefter var gode råd dyre. Valget faldt på Victor Pua, en langt mere ukendt træner. Men han var uruguayer. Det lykkedes da også for Pua og co. at kvalificere sig til VM-slutrunden. Lige som man troede, at alt håb var ude, lykkedes det for uruguayerne at slå Australien og dermed sikre sig kontinentets sidste plads i slutrunden.
VM-feberen raser i Uruguay. Håbet og drømmen om tidligere tiders heltebedrifter rører atter på sig.
»Nu er vi kun otte kampe fra at være verdensmestre«, siger mange.
Men på vejen skal Uruguay møde Damnark, og hvis det lykkes Uruguay at vinde over Danmark, så vil jublen ingen ende tage. Især ikke hvis målscoren ligger på omkring 6-1. Så står vi lige.

*Ingrid Østergaard er etnograf og freelancejournalist og har boet i Uruguay de sidste tre år

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu