Læsetid: 5 min.

Kunsten at åbne demokratiet for debat

Et af Documentas indledende projekter var at rykke den demokratiske diskussion og hele udtrækket af intellektuelle stjerner ud af de etablerede rum og ind i kunsten til et opgør med 90’ernes tanke om historiens afslutning
31. maj 2002

(2. sektion)

Demokrati og kunst
De mødtes sidste forår og efterår i Berlin og Wien for at drøfte det samme, som bliver diskuteret overalt i aviser, magasiner og på seminarer: demokrati og globalisering. De allerede kendte politologer, antropologer, psykoanalytikere, sociologer og retsfilosoffer vendte og drejede synspunkter, man før havde hørt i andre offentlige rum.
Men den bekymrede diskussion om demokrati og globalisering blev ført i en anden offentlighed, end mange måske var vant til. Den fandt sted i et østrigsk kunstakademi og i et berømt berlinsk kulturhus, og det var holdet bag en stor international kunstbegivenhed, den kommende Documenta i den tyske by Kassel, der arrangerede de to diskussionsplatforme.
Senere fulgte tre platforme, af globaliseringsetiske årsager afholdt i Indien, Afrika og Sydamerika. Sammen udgjorde de fem platforme den 11. Documenta, som i juni kulminerer med de traditionelle 100 dages udstilling af kunst i Kassel.
Men hvad var pointen med at rykke en allerede etableret politisk og sociologisk diskurs inklusive intellektuelle stjerner inden for kunstsystemet? Man kan se bevægelsen som en institutionalisering af et møde, der allerede havde fundet sted. Kunstteorien var allerede en tilgang til diskussionen om globalisering og demokrati. Toneangivende tænkere som psykoanalytikeren Slavoj Zizek, politologen Chantal Mouffe, filosoffen og matematikeren Boris Groys og aktivisterne Hardt og Negri havde længe formuleret deres pointer fra en grundlæggende æstetisk position. Disse samfundsteoretikere havde indtaget en central position i kunstsystemet samtidig med, at kunsten mere og mere havde udspillet sin definerede rolle i forhold til større politiske og samfundsmæssige målsætninger. Kunsten indgik ikke længere som bærende komponent i dannelsen af det gode samfund. Den havde med andre ord ikke længere en klar institutionel funktion som folkeopdrager, som demokratisymbol eller som samlende demokratisk offentlighed. Endsige som kritisk opposition. Det er derfor ikke overraskende, at det for 90’erkunsten har været et fælles ærinde at forstå, hvilken politisk, institutionel og mediemæssig offentlighed kunst overhovedet skaber og indgår i i dag.
Okwui Enwezor, manden med ansvaret for Documenta XI har således antydet denne retning for platformene: Det handler ganske enkelt om at skabe offentligheder. Dvs. at tilvejebringe steder og rum for engagement og muliggøre en ny kultur for offentlig debat. På den måde definerer Enwezor kunstsystemet som et rum ved siden af den traditionelle politiske diskurs.
Documenta bliver i den forstand til et civilsamfundsmæssigt alternativ til de aviser, magasiner og seminarer, hvor ordene globalisering, neoliberalisme, demokrati og tobinskat cirkulerer. Det minder om det alternative rum, Joseph Beuys i 1972 udfoldede, da han ved Documenta V brugte 100 dage på at diskutere sine ideer om direkte demokrati med dem, der gik forbi.

Man iagttager en modsætning mellem kunstsystemet og det vestlige demokratis status: Det repræsentative liberale demokrati er defineret. Det er en færdig model, som nu bare skal eksporteres til de lande, der ikke har udviklet den demokratiske kultur endnu. Kunstsystemet er åbent for redefinition og gentænkning, demokratiet kender vi kun alt for godt. Ved at flytte diskussionen over i det åbne og åbnende rum bliver forestillingen om den færdige model udfordret.
Titlen på den første platform var signifikant: Democrazy Unrealized? Det urealiserede demokrati? Det stod snart klart, at man med ’urealiseret’ ikke mente ’ufærdigt’, men snarere ’urealiserbart.’ Udgangspunktet for de mange diskussioner var således, at den demokratiske idé aldrig havde nået, endsige nogensinde kunne nå sin universelle fuldbyrdelse. Det demokratiske projekt måtte i den optik betragtes som et ’evigt åbnende og grundlæggende uafslutteligt projekt.’
Det fører til en anden orientering af den demokratiske ide: Den skal ikke stemme overens med det vedtagne ideal eller ligne en færdig model, men akkurat vise sig demokratisk ved at være rettet mod fremtiden. Mod de udfordringer og den offentlighedskultur, som hele tiden indfinder sig.
Arrangørerne havde dermed atter en gang rettet sig mod en af 90’ernes mest indflydelsesrige og udskældte politiske teoretikere, den amerikanske endgame-tænker Francis Fukuyama. Man fortsatte et 10-årigt opgør med Fukuyamas vesterlandspatriotiske og teoretisk naive påstand, at Sovjetunionens sammenbrud først og fremmest beviste, at intet kunne matche, overgå eller forbedre det liberale demokrati, og at det liberale demokrati dermed markerede historiens afslutning. Herfra ville den ideologiske og politiske udvikling stabilisere sig, og intet ville kunne føre os bort fra det bedste af alle systemer: demokrati i sin markedsbaserede, liberale form.
Documenta var med sin første platform en bestræbelse på at etablere en oppositionel platform til den tænkning, der med Fukuyamas påstand netop elimerede muligheden for denne type platform. Men Documenta var ikke en platform som ideologisk alternativ, snarere som en offentlighed, der udfordrede den liberale politiske konsensus om, at der intet findes uden for denne konsensus. Hvis historien virkelig skulle være slut, måtte en ny epoke i det mindste være indledt og et nyt behov skabt for at gennemtænke samfundets bærende institutioner.
Det er i den forbindelse ingen tilfældighed, at en senere platform tematiserede creolisering; hybridformen, hvor kulturer mødes og ophæver de etablerede kulturelle kategorier. Således har Enwezor påpeget samtidskunstens potentiale som åbning mod nye tanker:
»Den kunst, der er på færde, er ikke en kunst, der lukker sig om sig selv, tværtimod genererer den stadig nye betydninger og spørgsmål, mens den åbner sig mod resten af verden.«

Globaliseringsdiskussionen kan spejle sig i den åbnende manøvre, samtidig med at samtidskunsten i den spejling kan udkaste sig selv mod nye selvbestemmelser.
Når Okwui Enwezor betjener sig af begrebet globalisering i kunstsammenhæng, er det ikke som betegnelse for en ny pluralisme, hvor kunst fra alle nationer ligestilles, og regionale forskelle homogeniseres.
Pointen er ikke, at den globale kunstproduktion blot tillempes et vestligt kunstbegreb, så alle potentielt bliver jævnbyrdige aktører på kunstens internationale scene. Som Enwezor har forsøgt at forklare den amerikanske kurator Brian Willis, opfatter han derimod globalisering som betegnelsen for, ’hvordan lokale forhold skaber nye retninger i den globale diskurs’.
Hvor Fukuyama forstår globalisering som ophævelse af lokale identiteter, fremhæver Documenta den lokale prægning af den globale identitet. Documenta udfolder det specifikke steds udfordring af den globale konsensus. Enzewor bestemmer hensigten med Documenta XI som en strategi til at finde nye måder at fortolke, hvordan kunst, kunstnere, intellektuelle og aktivister intervenerer med kunstens, kulturens og politikkens kritiske logistikker.
Vi står ifølge Enzewor over for et afgørende kulturelt gennembrud, et kritisk moment, hvor kunsten for alvor kan betragtes i samme kontekst som de stadigt omskiftelige processer i international politik og økonomi.
På den ene side bygger Documenta XI dermed på den antagelse, at de fysiske og psykiske forskydninger, som globaliseringsprocesserne fører med sig, bedst kan aflæses gennem vores kulturelle former, gennem de skrevne filmede, visualiserede og agerede udtryk, der skaber identitet i givne grupper og samfund. På den anden side stiller Documenta spørgsmålstegn ved, hvem der i det hele taget ejer kulturen i en tid præget af national, etnisk, økonomisk og social identitetsmæssig ustabilitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu