Læsetid: 4 min.

Kunstkritikken har aldrig haft det lettere

Hvis den den lærde kunstkritik kunne bruge sin faglighed og viden i en diskussion frem for en bedømmelse, ville både publikum og kunsten få gavn af den
10. maj 2002

(2. sektion)

Kommentar
Gennem 90’erne har ny dansk, og nordisk kunst i det hele taget, opnået en hidtil uset international berømmelse, som for det meste er gået en større offentlighed herhjemme ram forbi. Mens vi konstant fejrer os selv via dogmefilmens internationale succes, ved de færreste uden for kunstscenen ret meget om den nye kunsts store succes. Og hvorfor nu det? Hvorfor har medierne ikke på samme måde taget kunsten til sig?
Den manglende hjemlige gennemslagskraft har naturligvis flere årsager, både faglige, økonomiske og politiske, og jeg skal her forsøge at addressere dem en efter en, om end i omvendt rækefølge.
Hvad angår det politiske, har den manglende udbredelse af ny kunst måske at gøre med dens arbejdsmetode. Karakteristisk for den nyere danske kunst er, uden at sige for meget, netop dens mangfoldighed og bredde. Man kan sige, at den nye kunst arbejder mere horisontalt end tidligere; med utallige forgreninger ud i forskellige dele af samfundslivet. Den skaber altså ikke entydige billeder af hverken indhold eller form og er måske derfor sværere at spænde for en indadskuende, selvforherligende nationalistisk vogn. Med andre ord, hvor ny dansk film – uanset den enkelte films tematik eller kvalitet – tydeligvis har kunnet bruges i en fortælling om dansk suverænitet, har kunsten tilsyneladende været i stand til at strittet imod. Det er værd at bemærke, at filmen herhjemme er blevet noget, politikerne gerne vil stå last og brast med, og de argumenterer ofte med, at ’flere penge til filmen bevarer det danske sprog’ – der åbenbart er truet. Den nye kunsts sprog er jo netop internationalt, ikke primært dansk, og den bryder snarere end bevarer grænser.
Et andet element har at gøre med økonomi, i reel såvel som symbolsk forstand.
For igen at sammenligne med filmen handler det om, hvordan succes kan måles – og solgte biografbilletter er selvfølgelig et meget enkelt og læsbart kriterium, mens en intervention ind i et lokalmiljø, en samtale mellem forskellige individer eller en diskret arkitektonisk omformulering ikke så let lader sig måle eller aflæse.
Og netop diskussionen og det dialogiske er nogle af den ny kunsts foretrukne kommunikationsformer. Billedkunsten er karakteriseret ved diskussioner om værdi frem for af fastsættelse af dem, hvorfor senere års forsøg på at måle kunsten økonomisk eller pointmæssigt oftest har været ufrivilligt komiske og snarere fremstår som absurde dadaistiske kunstværker i sig selv frem for som teorier om endsige formidlinger af kunst.
Dernæst er der selvfølgelig nogle reelle økonomiske grunde til den nye kunsts manglende synlighed herhjemme.
Dels vurderes den af dagbladsredaktører og tv-producere som lidet rentabel og ender oftest nederst i kulturhierakiet efter filmen, litteraturen, musikken og dansen.
Og dels regner museer og kunstinstitutioner ikke den nye kunst som publikumsvenlig, modsat opfattelsen i landene omkring os – England, Sverige, Holland og Tyskland – hvor museer og kunsthaller ikke har problemer med at producere store udstillinger med yngre kunstnere, også danske(!), ej heller med at få dem formidlet i massemedierne.

Alt dette smitter naturligvis af på kunstkritikken og -formidlingen, som mildest talt er mangelfuld herhjemme, ikke mindst på tv, der ellers burde have en public service forpligtigelse:
Hvis man skulle være så uheldig at få sine informationer om ny kunst fra f.eks. DR 2’s kulturprogrammer som Viva, er der ikke noget underligt i, at man er uinformeret og fremmedgjort. Her underprioriteres ny kunst i en nærmest kriminel grad, og almindelig uvidenhed om feltet er ophøjet til vigtigste præmis for formidlingen.
På dagbladene er situationen desværre ikke meget bedre, som nævnt prioriteres kunststoffet oftest lavest, og der klages over manglende overblik over ny kunst – »der er alt for mange udstillinger, til at man kan følge med,« som én af mine kollegaer bemærkede – og over, at den nye kunst er for »vanskelig« og »ufolkelig«. Men sådanne antagelser er dybt forfejlede. For det første er nutidskunsten netop mangesidig og horisontal og kræver derfor slet ikke distance og køligt overblik, men snarere engagement, dialog og deltagelse.
»Kunst er blot et påskud for en samtale,« sagde videokunstneren Douglas Gordon for et par år siden, og det er præcis sådan, man kan gå ind i den. Det er også sådan, man kan forstå dens kommunikationsform; ikke som en produktion af færdige udsagn og/eller holdninger, men som meningsudvekslinger. Derfor er det også absurd, at nogle kritikere finder den så vanskelig – den er jo meget lettere at gå til end f.eks. klassisk eller modernistisk kunst, der netop kræver stor forhåndsviden og især faghistorisk kendskab.
Det er viden og kendskaber, som kritikerne ofte besidder, og som de ser som deres primære opgave at formidle. Men spørgsmålet er, om ikke denne kritikerrolle er et historisk fænomen og ikke helt tidssvarende i det postmoderne samfund? Her er der snarere tale om, at kritikeren må bruge sin viden i en diskussion frem for i en bedømmelse, og om at kritikeren – frem for at trække sig tilbage i et (kunst)historik perspektiv – involverer sig i en samtidsdebat som ligeværdig aktør og samtalepartner. På den måde er det ikke svært at skrive om den nye kunst. Tværtimod, det har aldrig været lettere.q

Simon Sheikh er formand for foreningen af danske kunstkritikere og daglig leder af OVERGADEN – Kulturministeriets udstillingshus for nutidig kunst

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her