Læsetid: 5 min.

’Lad os snart få det overstået’

Indbyggerne i Gaza har i månedsvis nervøst ventet på den israelske hær. Forrådene er bygget op, husene mineret og mændene klar til kamp, men israelerne lader vente på sig
13. maj 2002

JABALIYA/GAZA BY – Taysen er bange. Det indrømmer han gerne. Som indbygger i den største flygtningelejr i de besatte palæstinensiske områder, Jabaliya, frygter han det tidspunkt, hvor de israelske kampvogne, der lige nu står kun et par kilometer fra lejren, vil angribe. For selv om israelerne tilsyneladende har afblæst invasionen, er alle i Gaza overbeviste om, at det kun er et spørgsmål om tid og den rigtige undskyldning, før man igen vil se israelske kampvogne i gaderne og mærke husene ryste, når F-16-flyene kaster deres bomber.
»Børnene, kvinderne – ja selv mændene – er bange. De holder sig hjemme og venter kun på, at israelerne kommer,« siger Taysen; en ca. 35-årig taxachaufør, mens vi kører gennem den tætbefolkede lejr.
Her bor omkring 90.000 mennesker på kun tre kvadratkilometer, hvilket gør det til et af verdens tættest befolkede områder. I dag er der dog ikke mange indbyggere i gaderne. Gederne får lov til at passe sig selv, og det gør de i og omkring de overfyldte affaldscontainere, der står midt på torvet. Børn leger på fortovene under vasketøjssnore, og små grupper tilslørede kvinder går hen ad gaden med deres plastikposer med indkøb. En enkelt æselkærre kommer kørende gennem den smalle hovedgade med store sække mel på ladet.
»Folk køber masser af mad, for når israelerne kommer, ved vi ikke, om vi kan komme ud og handle,« forklarer Taysen.
Opbygning af private fødevarelagre er dog ikke den eneste måde, de palæstinensiske flygtninge i Jabalyia forbereder sig på. Ved alle indfaldsveje til lejren har indbyggerne lavet sandbunkere med sandsække oven på i et forsøg på at forhindre de israelske kampvogne i at komme ind i lejren. Bag den første række sandbunkere ved en af indfaldsvejene er der to huse, der allerede er sønderskudte og mangler det meste af ydermurene.
»Herfra skyder mændene, når israelerne kommer,« forklarer Taysen, der lader forstå, at det ikke er første gang, kampvogne har benyttet denne vej til at trænge ind i lejren.
Mens verdens opmærksomhed var rettet mod Vestbredden for et par uger siden, trængte kampvogne ind i Jabaliya og dræbte 17 palæstinensere.
»De kørte gennem gaden og helt op på torvet, hvor soldaterne begyndte at skyde ned gennem markedet, mens folk handlede. Se selv skudhullerne,« siger han og peger på en butiksfacade.
I vinduet er der tre skudhuller, der nu er plastret sammen med tape, og i jernskodderne på begge sider af butikken er malingen skaldet af, hvor omkring 20 kugler er trængt igennem.
Inde i lejren står tre-fire-fem etager høje, grå betonbygninger med påklistrede martyr-plakater klos op ad hinanden. Kun ganske små sandveje adskiller blokkene. Her vil kampvognene aldrig kunne komme ind, men til gengæld vil vejene være glimrende skjulesteder for bevæbnede palæstinensere til fods. Også her er der sandbunkere, men de er nu mere spredte og i stedet for sandsække, er de blandet med ildelugtende affald og rester af byggematerialer. Taysen forklarer, at der er fjernstyrede bomber inde i bunkerne af sand, men han griner og ryster på hovedet, da jeg spørger, om han tror, det vil holde israelske kampvogne væk.

Gætterier
Hele vejen fra Jabalyia gennem yderområderne af Gaza By ligger der lignende sandbunker, og selv på strandvejen ved hotellerne er der et par stykker, hvis israelerne skulle finde på at trænge så dybt ind i byen. Det har de ikke gjort før, men i disse dage er usikkerheden blandt befolkningen stor og gætterierne mange. Ingen ved præcist, hvad man skal lægge i israelernes ord om, at de vil ramme specifikke mål; nærmere defineret som ledende Hamas-folk, hvorend de er – selv i deres hjem.
»Jeg tror, de vil bombe Hamas-folks hjem, men vi vil ikke se kampvogne i gaderne. Det vil koste alt for mange menneskeliv. Tusinder vil blive dræbt, så det tør de ikke. Jeg har også hørt, at mange israelske reservister har nægtet at deltage i en invasion af Gaza – de er bange, for de ved, det vil komme til at koste mange soldaterliv,« siger Jihan, en ung kvinde fra Gaza By.

Alle mænd vil kæmpe
På trods af angsten for en israelsk invasion virker det dog ikke som om, befolkningen klandrer Hamas for den selvmordsaktion, der førte til israelernes beslutning om at angribe Gaza.
»Vi har set, at diplomati ikke fører nogen vegne. Israelerne er ikke interesseret i fred. Siden Oslo-aftalerne har de udbygget bosættelserne, bygget nye bosætterveje, ødelagt masser af vores marker og huse og dræbt masser af civile. Nu vil de med deres militære operationer fortælle os, at modstand ikke vil føre til fred, men tror du, at Israel vil give os en selvstændig stat og vores rettigheder, hvis vi stoppede modstanden? Aldrig,« siger en ung sociologi-uddannet kvinde.
Hun kommer fra en af de mindre flygtningelejre i midterområdet af Gazastriben og fortæller, at også her har man forberedt sig ved at bygge sandbunkere, og alle mænd vil – ifølge hende – være parate til at forsvare lejren, hvis israelerne kommer.
»Ingen vil være sikkere – hverken børn, kvinder eller mænd – når israelerne kommer. De vil ikke skelne mellem medlemmer af Hamas eller Islamisk Jihad og civile. Alle unge mænd ved, at de vil være mål for israelerne, så derfor kan de lige så godt deltage i modstanden, selv om de ikke er medlem af Hamas eller Islamisk Jihad. Det er bedre at dø i kamp, end at blive dræbt i sit hjem,« siger hun.
I Rafah- og Khan Younis-flygtningelejrene i det sydlige Gaza står Hamas særlig stærkt, efter at de i årevis har udført et omfattende socialt arbejde og uddelt penge og fødevarehjælp til de fattige flygtninge. Hvordan indbyggerne i disse lejre har forberedt sig er svært at sige, for selv personer, der bor kun få kilometer fra lejrene, aner ikke, hvad der foregår derinde. Siden Operation Beskyttelsesmur begyndte den 29. marts, har Gazastriben været opdelt i tre ’striber’ af israelske vejafspæringer. For tiden kan det tage fem-seks timer at komme gennem en afspæring, og i perioder lukkes veje helt af i dagevis. Det betyder, at folk, der arbejder på den forkerte side af en afspæring, ikke har kunnet komme på arbejde I en måned.
Usikkerheden, ventetiden og den indskrænkede bevægelsesfrihed, der sammen med den massive tilstedeværelse af international presse i gaderne, stresser befolkningen i en sådan grad, at mange efterhånden længes efter kulminationen. Som en ung kvinde fra Gaza By udtrykker det: »Nu har vi ventet på et større angreb i et år, så kan de ikke snart få det overstået.«

*Mette Jørgensen er informationsmedarbejder for Palestinian Centre for Human
Rights i Gaza By (www.pchrgaza.org)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her