Læsetid: 2 min.

Lange land

Chilensk vin er ved at have lagt børnesygdommene bag sig
31. maj 2002

(2. sektion)

Til Næsen
For os halvgamle drenge og piger var Chile længe noget med en lemlæstet Victor Jara på stadion i Santiago, en Salvador Allende Gossens med hjelm på hovedet og våben i hånd i de sidste timer, og senere et opbud af fascistoide generaler i operetteuniformer.
Nu er tiderne heldigvis blevet nogle andre, og vi kan tillade os at hæfte os ved andre sider af Chile, blandt andet dets status som spændende vinland midt i en vinøs revolution.
De chilenske vinmarker ligger nord og syd for Santiago, landet har som eneste betydende vinland været forskånet for vinlusen phylloxera, klimaet giver sunde druer, og behovet for sprøjtning og kemi er minimalt.
Chile er i stand til at levere varen – sunde, velsmagende og ukomplicerede vine, der kan sælges til en konkurrencedygtig pris. Belønningen har på det danske marked været, at Chile er blevet det eneste land fra den ny verden, der har en markedsandel af betydning. Vi er tæt på, at hver 10. flaske, der sælges i Danmark, kommer fra Chile.
Det lange land er blevet det ny Eldorado for vinfolk fra hele verden. Her har kendte vinnavne fra bl.a. Frankrig, Spanien og USA investeret, og joint ventures er legio.

Malurt i bægeret
Alligevel har der været lidt malurt i bægeret. Mere forfinede ganer har klaget over en hvis trættende ensartethed over manglen på rigtige chilenske specialiteter og ikke mindst på topvine, der kunne optræde som flagskibe og visitkort for landet.
Det første kan chilenerne tage sig let. Jeg mener, så længe firmaer som Undurraga og San Pedro kan pumpe millioner af flasker med behagelig og drikkelig vin ud, som kan sælges for de bekendte 29,95, hvad er så problemet?
Det andet er ved at løse sig. Man har opdaget, at der mellem stokkene med Merlot står andre med den næsten glemte Bordeaux-drue Carmenère. Der arbejdes intenst med at separere og rendyrke Carmenère, der kan ende med at blive for Chile, hvad Zinfandel er for Californien.
Så er der de lækre og dyre topvine, der kan fungere som visitkort for Chile som vinland. De er der faktisk allerede. Det fik jeg sammen med en lille skare lejlighed til at konstatere, da den chilenske ambassadør forleden var vært ved en smagning af cremen af landets vin – flasker til 400-600 kroner.

Magtfulde kultvine
Det chilenske vineventyr startede for alvor, da Santa Ritas Casa Real 1989 vandt vinolympiaden i Frankrig. Vi smagte den, og den lever stadig, men havde dog ikke lagt alen til sine kvaliteter på de 13 år, således som man måske kunne have håbet.
De andre vine, vi smagte, var fra nyere årgange. Jeg vil fremhæve Alamaviva, der laves som et fælles projekt sammen med Rothschild. Den kunne løbe om hjørner med selv meget stor Bordeaux.
Spændende og magtfuld i det ekstreme er kultvinen Montes Folly, som er lavet på ren Syrah, og som er næsten uopdrivelig og ubetalelig.
Og så var det også lykkedes at fremskaffe den sagnomspundne Domus Aurea fra det chilenske vingeni Ignacio Recabarrens egne marker i årgang 1977.
Jo, der sker noget i chilensk vin i disse år. Potentialet er stort, og vi vil høre meget mere derfra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her