Analyse
Læsetid: 4 min.

Liberale med ridser i lakken

Det liberale tyske solskinsparti FDP befinder sig midt i et stormvejr af antisemitiske beskyldninger. Baggrunden for balladen er lige dele PR-trang, tysk selvforståelse og valgkamp
22. maj 2002

Indtil dette forår vidste de færreste, hvem den 45-årige Jamal Karsli var. Den syrisk-fødte tolk levede et stille liv på en af de yderste pladser i Nordrhein-Westfalens delstatsparlament, valgt for partiet De Grønne.
Først i april fik offentligheden øje på Karsli. Det skete, da han forlod De Grønne i protest mod partiets holdning til israelernes brutale fremfærd mod palæstinenserne.
Karsli meldte sig hos de liberale (FDP), og blandt De Grønne var der en vis lettelse at spore: Her havde man med en del ubehag læst et avisinterview, hvori Karsli beskyldte israelerne for at bruge »nazi-metoder« og i øvrigt talt om »den jødiske lobby«, der bestemmer i Tyskland. Ikke alene synspunkterne vakte ubehag hos De Grønne – selve ordvalget tydede på en skidt karakter: Ordet ’nazi’ bruger man aldrig i flæng, og beskyldninger om en jødisk lobby minder alvorligt om ’den jødiske sammensværgelse’, nazisterne talte om i 1930’erne, en tid tyskerne forsøger at lægge bag sig.

Jamal Karslis nye politiske leder hedder Jürgen Möllemann, der er formand for FDP’s afdeling i Nordrhein-Westfalen og næstformand i partiets landsorganisation.
Möllemann er rigtig glad for sit nye medlem, der indsnævrer den socialdemokratisk-grønne delstatsregerings flertal til blot tre mandater.
Oveni har SPD i Nordrhein-Westfalen indledt interne undersøgelser mod flere medlemmer efter afsløringen af en større korruptionssag i Köln. Resultatet kan meget vel blive, at to af SPD’s delstatsparlamentsmedlemmer må forlade partiet, og så vil – tænkte Möllemann vel – delstatsregeringen begynde at vakle og FDP
komme på tale som ny partner.
Jamal Karslis synspunkter om Israel og jøderne vakte ikke det mindste anstød hos Möllemann. Han beklæder posten som formand for det tysk-arabiske selskab, og gennem flere år har han gjort sig til talsmand for arabiske synspunkter. Sidste måned udtalte Möllemann, at israelerne selv bærer et ansvar for selvmordsbomberne.
Karslis og Möllemanns udtalelser udløste et ramaskrig. Med stigende styrke tager de politiske modstandere ordet for at sætte FDP på plads – og forlange Karsli hældt ud af partiet.
Udenrigsminister Joschka Fischer (De Grønne) har kaldt FDP for et »samlingssted for antisemitisme«, mens det jødiske samfunds næstformand, Michel Friedmann (CDU), kræver både Karsli og Möllemann smidt ud af FDP.
Dét fik Möllemann til at sige, at Michel Friedmann med sine udtalelser selv skaber grobund for antisemitisme, og et FDP-medlem i Hessen blev i weekenden så irriteret, at han meldte Joschka Fischer til politiet for bagvaskelse.
De Grønnes formand, Claudia Roth, har så til gengæld meldt Möllemann til politiet for opfordring til racehad...

I FDP er selvransagelsen gået i gang. En talstærk gruppe af især ældre partimedlemmer har lagt afstand til Möllemann og støtter udsmidningen af Karsli. De frygter, at partiet bevæger sig i national-liberal retning og nærmer sig Jörg Haiders Frihedsparti.
Men partiets ledelse tøver med opgøret – bl.a. fordi partiet i realiteten kan takke Möllemann for den nuværende succes:
Möllemann er en genial valgstrateg, der gerne ankommer til vælgermøder i faldskærm.
Glad og slagfærdig, modig og ungdommelig er han. Ved valget i Nordrhein-Westfalen i år 2000 mere end fordoblede han FDP’s stemmetal og udtænkte derpå ’Projekt 18’.
Tallet 18 står for partiets stemmeandel ved det kommende valg i september, og budskabet fængede. På sidste års landsmøde besluttede de delegerede at erobre 18 procent af stemmerne og dermed gøre sig til et landsparti – på linje med de to store, SPD og CDU-CSU.
18 procent, bare sådan? Hvad der sidste år lød som det glade storhedsvanvid, har vist sig at kunne gå i opfyldelse. FDP har oplevet konstant fremgang i meningsmålingerne, og ville – hvis der var valg i dag – kunne gøre krav på en plads i regeringen, lige meget om den er SPD- eller CDU-CSU-ledet.

Fremgangen hos FDP har forbløffet de andre partier, der ikke kan hamle op med dets glade tone. Hvor f.eks. kanslerkandidat Edmund Stoiber (CSU) slår på, at alvorlige tider kræver en alvorlig kansler, vinder FDP tilslutning ved blot at sprede følelsen af ungdommeligt opbrud.
Antisemitisme-debatten har endelig givet Edmund Stoiber mulighed for at profilere sig på FDP’s bekostning.
»Folk som Karsli, der benytter så umådeholdent et sprog for at ytre sig anti-israelsk og kritisere Sharon for på den måde at skjule deres antisemitisme, er der i længden ikke plads til i noget demokratisk tysk parti,« sagde han til Frankfurter Allgemeine i søndags.
Hos kansler Gerhard Schröders socialdemokrater har stemningen været i bund siden nytår, da CDU-CSU overhalede dem i meningsmålingerne. Det er ikke lykkedes SPD at sætte en dagsorden i valgkampen; partiet havde håbet at kunne afsløre Edmund Stoiber som en reaktionær bayer, men Stoiber lader sig ikke provokere. Derfor er balladen hos Stoibers mulige koalitionspartner FDP så velkommen.
»Hr. Möllemanns meninger er i højeste grad farlige og i udlandet særdeles misforståelige. (...) FDP-ledelsen må gøre klart, at den ikke vil have noget at gøre med disse forsøg på at føre politik ved hjælp af antisemitisme,« sagde kansleren til Welt am Sonntag.
For De Grønne er FDP’s succes direkte vederstyggelig: Selv om de to partier reelt ikke konkurrerer om de samme vælgere, kappes de om tredjepladsen i tysk politik. At FDP tilmed har formået at profilere sig som ungdommens parti, er også svært for de ungdommelige grønne at acceptere.

Trods det store pres både internt og udefra tøver FDP-ledelsen fortsat med at skabe klarhed om sit standpunkt. Ganske vist har partiet på sit nylige landsmøde vedtaget en resolution mod antisemitisme, men nogen officiel reprimande har Jürgen Möllemann ikke fået.
En af årsagerne er, at den kække Möllemann nyder stor anseelse i partiet. En anden årsag kunne være, at partiledelsen slet ikke er bestyrtet over den offentlige modvilje, debatten har medført. Partiet, der fører valgkamp ved hjælp af sjov og show, har måske gjort sig helt fri af den moralske spændetrøje, som den politiske debat i Tyskland sædvanligvis er iført. I stedet for at skamme sig soler FDP sig i den megen omtale, debatten giver.
»Vi lever i tabu-bruddenes tid,« siger en unavngiven partiansat til ugemagasinet Stern. Claudia Roths politianmeldelse mod Möllemann »er PR for de liberale.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her