Læsetid: 4 min.

Et lidet hæsligt land

Hvordan har udlændinge set på Danmark, når de var på gennemrejse?
8. maj 2002

Ny bog
Nobelpristageren V.S. Naipauls bemærkninger om Danmark for nylig lever sikkert i manges bevidsthed, for han mente – med sædvanlig afvæbnende charme – at landet bedst kan beskrives ved sin fladtrådte depressivitet og er et sted, hvor ingen kan tillade sig at blive stinkende rig, men er henvist til sure samlejer, og folk kun overlever det afgrundsdybe mørke, fordi vi har pæne lamper.
Udsagnet er ikke med i den 300 sider lange antologi, som Poul Duedahl har redigeret og Michael Harbsmeier forsynet med et forord, men heller ikke i den er der megen trøst at hente. Skal vi sige, at totiendedele dele af bogen (der omfatter beskrivelser af Danmark og dansk mentalitet fra Adam af Bremen til den tidligere engelske diplomat James Mellon fra slutningen af 90’erne) ser på os med overbærende elskværdighed, mens resten kort sagt giver os grovfilen.
De færreste vil blive overrasket over, at Paul Gauguin måtte opfatte Danmark som det mest afskyvækkende sted på jordkloden (hans danske ægteskab var ulykkeligt, ingen – måske undtagen hans svigerfar Edvard Brandes – værdsatte hans kunst, han var fattig, franskmand og drømte vel allerede om eksotisme, varm tropeluft og Tahiti) men han står så langtfra alene, tyskere, franskmænd, svenskere, hollændere, grønlændere, venezuelanere og ikke mindst englændere har været her og kigget os i kortene med negativt resultat. Skal man tro dem, er vi ikke alene ubarmhjertige eller rent ud sagt grusomme (fra vikingentiden til op i middelalderen) vi er også bondske, ucharmerende, gumpetunge og fordrukne.

Danske (øl)svampe
Det sidste går igen som et bestandigt tema, vi er og bliver nogle (øl)svampe – hvad reportagen for nylig fra 1. maj-demonstrationerne til overflod bekræftede. Danske kvinder er heller ikke særlig tiltrækkende (kun Arnold Bennett (der i øvrigt også synes at Danmark er rædsomt) kan se noget forsonende ved dem, de virker fribårne.)
Karel (Krigen mod salamanderne) Capek skriver pænt om os ligesom Thomas Mann, der ganske vist skriver mere om sig selv (i skikkelse af Tonio Kröger) end om København, men alligevel med sin mildt-drømmende stil efterlader et inspireret duftspor, som også har med det sympatiske indtryk, byen gør at skaffe.
Morsomst og mest afvæbnende er grønlænderen Pooq’s vidnesbyrd. Hans Egede fik den idé at lade to grønlandske læreraspiranter rejse til Danmark, for at de ved selvsyn kunne få et indtryk af, hvordan tingene tog sig ud i imperiets hovedstad Den ene af grønlænderne døde undervejs, men Pooq kom, så og sejrede, Egedes søn har beretningen, der er et sprogligt kunststykke, som på én gang viser benovelsen, ja bestyrtelsen over det, der vises frem, men også fanger den ironi, der ligger nedenunder, som måske er ubevidst, men får det hele til at fremtræde i et grotesk, ja rent ud sagt surrealistisk skær, København som 1700-tals-installation!

Monotoni
Antologien hærges af for mange overlapninger og døjer med en vis monotoni trods bidragydernes forskelligartethed, og man kan undre sig over, hvorfor virkelig fremragende kendere af Danmark og dansk mentalitet som amerikaneren Garrison Keillor og nordmanden Johan Borgen ikke er med. Har man læst brødrene Brandes brevveksling med nordiske forfattere vil man også få et indtryk af, hvor dybt Danmark sad i hjertet på brødrefolkenes kunstnere. Strindberg afskyede landet (det havde sin grunde, der egentlig ikke havde så meget med Danmark at gøre), men Kielland, Bjørnsson og selv den tilknappede Ibsen udtrykte bestandig deres glæde over nationen. Måske var det mest de begavede brødre, de elskede, de gjorde nemlig noget for dem, og sådan er forfattere!

Fortidens røst
Et tankevækkende indlæg af den engelske forfatter Mary Wollstonecraft fra 1795 fortæller om, hvordan det var i Danmark dengang og – overraskende – om, hvordan det er i dag:
»Jeg har altid være af den mening, at det at lade skuespillere dø foran publikum virker umoralsk, men dog ubetydeligt sammenlignet med den grusomhed, der opnåes ved at betragte virkeligheden som en forestilling; for det forekommer mig, at folket i alle lande går til henrettelser for at se, hvordan den stakkels skurk spiller sin rolle, snarere end for at vise sin medfølelse med hans skæbne, endnu mindre for at tænke over denne forbrydelse mod moralen, som har bragt ham til sådan et sørgeligt endeligt. Følgelig er jeg overbevist om, at henrettelser langtfra er nyttige advarsler for dem, der fortsat lever, men har en helt modsat virkning, idet de forhærder det hjerte, de skulle forfærde.«
I dag er virkeligheden stort set en forestilling, og at vore hjerter er forhærdede, er der vist ingen tvivl om. Forhærdelsen er som bekendt indbygget i det aktuelle politiske program som et hovedtema.

*Poul Due, red.: Jeg har aldrig kendt mage til land... 319 s., 299 kr. Aschehoug

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her