Læsetid: 4 min.

For lidt fodbold i finalen

Efter 1-1 mod FC København i en intens, men uskøn herrekamp i Parken, skal Brøndby tabe til Lyngbys amatører for at smide DM-guldet 2002
13. maj 2002

Fodbold
FC Københavns Christian Poulsen lignede ikke årets fund i dansk fodbold, da han efter flere interviews i slugten, der fører fra banen til kabinen i Parken greb den cellofan-indpakkede afskeds-buket for at komme i bad.
Brøndbys udligning til 1-1 to minutter før de tre minutter tillægstid sved som et nederlag, hvad det i relation til DM-titlen også var. Poulsen brugte ikke ordet ’forgæves’ om et forår, hvor Byens Hold har udlignet Brøndbys forspring på ti points. Men sådan så han ud til at føle det, selv om han sagde, at det her resultat ikke ændrer på, at FCK har haft et godt forår. Det tæller bare så lidt i forhold til mesterskabet, som med 99,9 procent sikkerhed går til Vestegnen på torsdag, når sidste runde spilles.
»Vi gik efter guldet, men sådan skulle det ikke være,« sagde Christian Poulsen med hængende mundvige og trætte øjne.
Fra hjemmeholdet sprængte lydmuren i Parken med Bora Zivkovics scoring på den velspillende venstre back Peter Christansens indspil efter 36 minutters spil kontrollerede FCK 37. udgave af nyklassikeren. Og det så lyst ud for forårets bedst spillende hold – fordi statistikken ifølge Brøndbys topscorer Peter Madsen siger, at kampene i 30 tilfælde er vundet af det hold, der scorer først. Sådan var det, da de mødtes i december i Brøndby, hvor Ruben Bagger afgjorde matchen, og sådan var det i sidste års DM-finale, hvor Christian Poulsen åbnede ballet i det, der skulle ende med 3-1 til FCK.
Men sådan blev det ikke i går, hvor ’finalen’ ikke nåede samme spillemæssige højder som i 2001. Dengang var Sibusiso Zumas 2-0 scoring med et ’baglænnerspark’ over hovedet på sig selv verdensklasse.
Matchen i går med 40.186 tilskuere var intens, spændende, hidsig i de mange nærkampe og kronet med en thriller-afslutning. Men det var også en kamp med et hav af individuelle, tekniske fejl, kludder i boldomgangen, for lidt risiko i offensiven og et forkrampet, idefattigt opspil – især af Brøndby.
FCK, der individuelt set har bedre spillere, lider i netop sådan en kamp som en tæt, fysisk DM-finale under, at midtbanespillerne Poulsen, Mykland, Røll og Lønstrup ligner hinanden for meget. De er spillende og godt kombinerende typer, men de bryder ikke selv igennem fra midten og på midten. Derfor er FCK med otte mand bag bolden mod Brøndby med syv fightere i defensiven helt afhængig af, at backerne Thomas Antonelius og Peter Christriansen kører frem i ydersporet og leverer centringerne ind i boksen til frontduoen Todi og Zuma.

Straffer
Det kneb gevaldigt ind til målet ni minutter før pausen, hvor det netop var den stærkt spillende venstreback Peter Christiansen, der overlappede, så Christian Poulsen med hælen kunne frispille ham til et indspil, som den fremfarende stopper Bora Zivkovic ekspederede i nettet til 1-0.
Den stilling holdt de næste 52 minutter, så »jeg troede, at jeg skulle være matchwinner, men sådan skulle det ikke være,« sagde den tidligere Silkeborg-spiller.
Han var involveret i den første af de fire situationer, hvor der blev reklameret højlydt for straffespark til dommer Kim Milton Nielsen.
Zivkovic var ikke helt utilbøjelig til at give Peter Madsen ret i, at han havde flået ham omkuld i jagten på Thomas Lindrups indspil efter 20 minutter. Omvendt lavede Mogens Krogh og den meget stærkt spillende Krister Nordin hver et overgreb på Todi Jønsson, der var til straffe, mens Martin Albrechtsen havde et bagholdsangreb på Peter Madsen i samme kategori. Så også i den henseende endte topkampen uafgjort, men nogen stor præstation ydede Danmarks bedste dommer ikke i går. Han fik slet ikke sat stopper for alle de små svinestreger og alt det ulovlige håndarbejde med skubben, riven og rykken i modstandere.
Alt i alt detaljer, der irriterede og fik det til at ligne en ond kamp.
Og den fik altså den slutning, der gjorde søndagen så bitter for FCK, selv om Peter Christiansen ikke mente, at det ændrer på, at FCK er Danmarks bedste fodboldhold.
Hvor det var en total-kikset tilbagelægning af Brøndbys back Auri Skarbalius, der i 1. halvleg førte til hjørne og FCK-scoring, så var det i 88. minut en fejlet afværge-aflevering fra FCK’s Erik Mykland, som Mads Jørgensen tordnede i mål fra 25 meter til den 1-1 remis, der betyder, at Brøndby på torsdag bliver dansk mester for niende gang.
»Jeg er overrasket over, at vi spillede så forkrampet og ufrit, når vi ser bort fra kampens start, som vi dominerede. Jeg er omvendt imponeret over, at vi kunne matche et så stærkt hold som FCK. For os blev ændringen sidst i anden halvleg med en dobbeltudskiftning og en flytning af Mads Jørgensen ud på højre fløj. Vi skabte ingen chancer, vi var presset, og vi skulle prøve et eller andet, og det gav to store tilbud på Mads’ indspil plus målet,« sagde Brøndby-træner Tom Køhlert.
Mens Brøndby er næsten-mester og FCK sølvvinder, er bronzekampen og nedrykningen efter søndagens resultater åben. Silkeborg sikrede sig med sejr over Vejle, der står med 28 point ligesom AGF. Vejle møder Esbjerg hjemme, AGF har Silkeborg på Århus stadion. Fodboldsæsonen 2002 slutter med en gysertime.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her