Dans
Danseanmelderen er i Langbortistan; teateranmelderen vikarierer. Nødigt, men dog gerne.
Jeg havde glemt det, men aftenens premiere genopfriskede hukommelsen. Der eksisterer en uudtalt kontrakt mellem den moderne dansescene og dens publikum: det, der sker på scenen må gerne være halvkvædet og prætentiøst, bare det også er stormende energisk, rytmisk medrivende og visuelt lækkert på en stram skala fra sval hvidhed til nekrofilt gravmørke.
Projekt Guernica har selvfølgelig lagt sig fast på det sidste. Udgangspunktet er Picassos reproduktivt skamredne og totalt nedslidte kubistiske maleri fra 1937, så farveholdningen er givet på den led. Zlatko Buric er den personificerede warlord, (over)magtens personificerede telefonsvarer, en brølende overgrebsfigur, der pacer dansegulvet i frakke og støvler, mens han slynger smartheder i hovedet på salen. »Semi-truth is worse than lies«. »History is written by the winners and you think you are the winners« håner han både dansere og tilskuere.
Sammen med de vimsende hurtige dansere ligner han Dovregubben på skovtur med et alfeslæng. Replikkerne afskydes som artilleriild; deres opblæste overfladiskhed så vidt de kan opsnappes for musik, kanondrøn og mudret engelsk giver en lyst til at vride halsen om på forfatteren.
Danserne er guds gave til øjet. Stilen er billedets (men vikaren læser sig senere til, at det skæve er Feldmanns karakteristiske stil so much for Picasso-inspirationen), kropslige decoupager, klippet og samlet af en rystende hånd, skævt, skråt, spastisk, radbrækket poserende. Koreografens mishandlede dukker under kirkeklokkernes angrebsklemten. Kropsligt medrivende i dén grad, fornem teknisk beherskelse, vikaren kunne se på det i timevis. Som en art meditation.
Men med hjernen på stand by, for historien at lede efter den er selvfølgelig en erhvervssygdom fortaber sig i retning af skønheden Angel versus Dovregubben Buric, folket versus overmagten, uskylden versus fascismen osv, osv. Angel (en betagende Helen Saunders) får i løbet af forestillingen sin indre modstandsmand og torrero frem, tirrer tyren Buric, der raver mere og mere blodskudt rundt i arenaen, og spidder ham på sine sexet forlængede ballettåspidser, som partneren bærer frem som rambuk.
Vild jubel, men hvorfor får hun ikke overrakt ørerne ?
Ikke publikum fans
Dansemiljøet har et publikum, der kun er et par universitetssemestre eller masterclasses fra rockkoncerternes fans (og sammenfald til en vis grad), men altså et begejstringsniveau, som teatrene må misunde dansen. Men hvorfor episk nøjes med så lidt? Kroppen er epikken, jovist, men alligevel. Er det noget med abstraktionsniveau og projicering ? Den æstetiske henrykkelse ved linjernes uomtvistelige skønhed, som selv den mest skeptiske vikar kan skrive under på, ligner den af socialpædagoger engang meget omtalte instant gratification, øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. For hvad er der bagefter? Mange billeder, der falmer til få billeder. MTV er lige om hjørnet.
Ingen steder er publikum så hipt, frembærer så meget sidegade-couture, har så mange dryppende kjolesømme, døde dyr om halsen, Prada-sutter, englestøvsøjne, japanske parfumer og gammel armsved som i dansescenernes foyerer. Her lugter af kult. Er det kærlighed eller mode? Hvor er de i morgen?
*Projekt Guernica. Koncept&koreografi: Tim Feldmann. Musik ( forrygende fusion af reallyde og instrumental katastrofestemning): Guy Yarden & Doug Henderson. Tekster: Scott Martingell. Kost.: Thomas Winkler. Lysdesign: Thomas Bek. Scen.: Dorthe Holbek. Dansescenen. Til 25. maj
