Læsetid: 4 min.

Måål!

Kærkommen fodboldantologi varmer op til VM. Hvor den dog luner!
3. maj 2002

(2. sektion)

Essays
Som cirka 11-årig var jeg en aften midt i 80’erne i Tivoli med min mor. »Dér er Allan Simonsen,« sagde nogen. Og det var ganske vist: I tusmørket ved en bardisk stod han iført jakke og naturkrøl, lille og introvert med sine troskyldige øjne. Vel kendte jeg Allan Simonsen, Preben Elkjærs værelseskammerat, men jeg var for lille til at have oplevet ham i hans storhedstid, han var bare et navn, og jeg stod først på fodboldshowet, da Michael Laudrup kom til.
Havde jeg dog dengang bare læst Per Olov Enquists essay ’De to små spillere’ (om Allan Simonsen og Maradona), havde jeg bidt genertheden i mig og fået den autograf på stedet. Hør bare, hvordan verdensstjernen i sin storhedstid omkring 1977 løb op langs sidelinjen og altid »gik den lige vej, ikke uden om forhindringerne, men lynhurtigt opdagede dem, opsøgte dem og så af sted som et lyn på de tynde ben, der var så lette at sparke væk under ham, af sted med bolden på disse fugleben, der bare svævede nogle centimeter foran forbrydernes fødder, af sted lige lukt ind i endnu en samling truende og ventende bøller, lige dér hvor forhindringen fandtes«.
Enquists tekst, skrevet i 1986, er gengivet i den glimrende antologi Fodbold! – forfattere om fænomenet fodbold, som Peter Christensen og Frederik Stjernfelt har redigeret og sendt på gaden, lige før verdensmesterskaberne går amok i Sydkorea og Japan.

En guldgrube
Bogen samler en guldgrube af artikler, essays, erindringer, reportager og digte op fra fodboldhistoriens rendesten. Her er muntre, hengivne eller lokalpatriotiske tekster af så forskellige folk som Vladimir Nabokov, Seamus Heaney, Jean-Paul Sartre, Per Høyer Hansen og Per Højholt og Birger Peitersen, Henry Kissinger og Klaus Rifbjerg.
Den ungarske forfatter Péter Esterházy beskriver, hvem han synes er den største af dem alle, nemlig hans (i overført forstand) etbenede landsmand Puskás. Esterházy indlemmer forrygende finurligt og selvironisk et væld af biroller i sin lærde tekst – Heisenberg, Proust, Nabokov, Nooteboom etc. – og udregner, at han, Esterházy, »en talentfuld femtedivisionsspiller«, skal bruge cirka 357 års øvelse på at lære at sende en aflevering af sted, som Puskás gør det.
Flere af teksterne er inspireret af enkeltpersoner på banen, altså enere a la Maradona og Pelé.
Som én, der er vokset op med Michael Laudrup (og engang frygtede for den dag, hvor han skulle lægge støvlerne på hylden, for hvad så?), bladrede jeg nysgerrigt efter noget om netop Laudrup. Og det er der. Den spanske forfatter Javier Marías analyserer i en kort tekst det besynderlige had og den pibekoncert, Laudrup bliver udsat for, da han efter at have skiftet fra Barcelona til arvefjenden Real Madrid spiller kamp på sit gamle stadion, Nou Camp, hvor han før var elsket som ingen anden. Marías advarer mod massesuggestionen og dens følger. »Det værste var, at hele stadionet buede af den gode Laudrup. Jeg har venner, der er Barcelonafans (...) De er fulde af taknemmelighed, beundring og respekt for ham og fatter ingen modvilje mod ham, men de piftede også ad ham. Da jeg spurgte, hvorfor de havde gjort det, svarede de, ’fordi stemningen lagde op til det’«.
Hvis man overfører det til en anden situation, anfører Marías, »kan man måske forstå, hvorfor hele Tyskland støttede nazismen, hele Italien fascismen og næsten hele Spanien franquismen«.
Og således har flere af antologiens tekster en dyster tone.
Bedst er de essays, som har nogle år på bagen. Ikke fordi de er blevet bedre med tiden, men fordi nogle af de nyere tekster fra omkring årtusindskiftet måske hovedsageligt har til formål at gøre antologien tidssvarende og dermed mere vedkommende. En bog fuld af 70’er-skriverier ville have lignet en håbløs romantisering af sporten i gamle dage stillet over for nutidens åh-så-kommercielle topfodbold. Det er heldigvis ikke redaktørernes ærinde.

Svær at goutere
En af de tekster, som er sværest at goutere, er Suzanne Brøggers og Keld Zeruneiths sludrende rejseskildring fra sidste år. På Ipanema-stranden i Rio og ved Marokkos Atlasbjerge oplever parret i nogle uspolerede, glade, sprudlende, fodboldspillende, barfodede naturbørn »åbenbaringen for vores udspilede øjne af fodboldens sjæl«. Denne åbenbaring stilles op over for nutidens topfodbold, som efter forfatternes mening er blevet korrumperet af kommercialiseringen: »Figo, Zidane, de laver stadig geniale ting med en bold, trods alle forsøgene på at komme dem til livs. Men ser man ind i deres ansigter i tv-kameraernes zoom-up, ejer de ikke mere spillets lys i ansigtet«.
Og ikke nok med det: De ser også »forstenede, lykkeløse ud, som skulle de bære al verdens forventning på deres skuldre. Hvad de også skal med deres fyrstelige gager, bag hvilke der gemmer sig kynisk spekulation og menneskeofring«. Jeg kan garantere, at hvis Real Madrids gulddrenge Zinedine Zidane og Luis Figo havde mistet blot en flig af lysten, så holdt de ikke længe på det niveau. Nå, men der skal jo være noget for enhver smag.
Var det den tid på året, ville jeg anbefale Fodbold! med sløjfe, kort og indpakning under hundrede tusinder juletræer landet over.
Og husk: Der er tre måder at komme til tops på her i verden uden en studenterhue – politik, kunst og sport. Sport er sundest.

*Fodbold! – forfattere om fænomenet fodbold. Red. af Peter Christensen & Frederik Stjernfelt. 320 s., 249 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her