Litteraturdebat
Vibeke Grønfeldt: »Måske skyldes litteraturens trængte situation et mere omfattende problem, nemlig at vi lever i en illitterær tid, hvor de hårdtslående medier fortrænger langsomhed og eftertanke og sproglig undersøgelse. De elektroniske medier er redskaber til at overbevise, få os til at købe slagnumre og til at give svar. Vi skal have nyt, nyt, nyt.«
»Jeg tror, det er selve samtalen, der er blevet anderledes, snarere end det er et spørgsmål om forlagspolitikken eller kulturpolitikken eller om medierne reklamerer for litteraturen.«
»Jeg er egentlig ikke ude på at sige, at det var bedre i gamle dage, men når vi søger at se ud over vores egen hverdag, er det let at komme til meget hurtige tilbud. Og et stykke litteratur giver ikke svar på, hvordan vi holder op med at ryge, og hvad vi skal stemme på.«
»Men måske har vi slet ikke brug for eftertanke. Vi får hele tiden tilbud om løsninger, der ikke kræver eftertanke. Det ligger i det hele, at vi skal komme igennem de svære ting ved at søge nyt, og det er meget lettere at søge noget nyt end at forstå og bearbejde på den måde, litteraturen tilbyder.«
»Jeg er imidlertid ikke enig i, at litteraturen kunne holde fem års pause, sådan som Information stillede det op sidste fredag i i2. Det er svært at vurdere, om der ville ske noget ved det, men det er et spørgsmål af samme karakter som: Ville der ske noget ved at kræftforskningen holdt fem års pause? Eller aviserne? Det er ikke sikkert, at der ville ske meget på fem år, men man ved på den anden side aldrig, hvornår der dukker et mesterværk op, eller hvornår og hvordan det kan vurderes. Det er en løbende proces, som ville blive afbrudt.«
Litteraturens ærinder
Niels Frank: »Det er en meget stor diskussion, og det er afgørende, at den falder rigtigt ud, for vi befinder os i et meget skrøbeligt rum. Hvis man ikke forstår, hvad der er sket med dansk litteratur i det 20. århundrede, forstår man heller ikke litteraturens trængte situation i dag. Litteraturen har i det 20. århundrede tjent bestemte dannelsesformål, først for den borgerlige dannelse, siden for den socialdemokratiske velfærdsmodel. Her var det litteraturens ærinde at gøre os bekendt med private dæmonier og indre destruktioner med det formål at gøre os til bedre velfærdsmennesker. Men disse ærinder er forsvundet, litteraturen er ikke længere en dannelsesinstitution.«
»I den situation kan den vende sig to steder hen: Den kan tjene markedet, eller den kan tjene sig selv. Det store problem i dag er, at det er svært at kende forskel, fordi formidlingen er sønderskudt og den litterære kritik ikke er i stand til at udpege det betydningsfulde. Så bliver det umuligt at se, om Hanne-Vibeke Holst er lige så stor som Peter Seeberg eller ej.«
»Men hvis vi ser bort fra markedet og vender os mod den litteratur, der tjener sig selv, så giver den sig i det øjeblik, den ikke skal spændes for et ydre formål, til at diskutere grundlæggende, transhistoriske erkendelsesområder, der hverken er tids- eller lokalspecifikke. Områder som tid, bevidsthed, sprog over for verden, forholdet mellem indre og ydre, alt sammen ting, der er svære for folk på markedet.«
»Dertil kommer imidlertid nogle konkrete problemer, som der kan gøres noget ved. Til disse hører nedskæringen af antallet af dansktimer i uddannelserne, den nye teknologi, der optager pladsen på både biblioteker og i undervisningen, teorityngden i den litterære forskning, samt at litteraturen er forsvundet fra mediebilledet.«
»Litteraturen skal ikke spændes for nogen ny vogn, men den skal institutionaliseres på linje med eksempelvis den ny musik, der har konservatorier og professorater til at omgive sig og bære sig oppe. Frisættelsen betyder, at forfatterne mangler institutionel og samfundsmæssig forankring. Den moderne forfatter er hjemløs, og både af den grund og fordi det naturligvis også vil sætte sit præg på litteraturen, hvis den var kraftigere forankret det er en proces, der går begge veje er det vigtigt, at få trukket hele den litterære verden ind i de pædagogiske institutioner som husforfattere, tekstlæsere, som brobyggere mellem litteratur og publikum.«
»Diagnosen er grum, litteraturen er trængt, men samtidig er der et kæmpemæssigt behov for det, forfatterne og litteraturen har at byde på, nemlig kritisk analytisk erkendelse og kommunikation om tilværelsens væsentlige spørgsmål.«
Kunst er altid lidt trængt
Poul Erik Tøjner: »Jeg synes ikke skønlitteraturen behøver at være en særligt beåndet form, og jeg bryder mig ikke om, at faglitteraturen nedvurderes til skønlitteraturens fordel. Man kan sagtens forestille sig situationer, hvor samfundsproblemer behandles bedre af faglitteraturen. Og jeg tror heller ikke, at litteraturen er mere trængt end den altid har været. Kunst er altid lidt trængt. Hver tid har sine spørgsmål, den kræver svar på, og disse fordeler sig forskelligt på kunstarterne og fagene fra epoke til epoke. Kunstarterne spiller ikke den samme rolle i alle epoker. Hvis man står over for et problem, vil man vel søge alle steder, i pressen, i leksika, på nettet, i litteraturen.«
»Jeg vil helst se kunst som en slags svar på endnu ikke formulerede spørgsmål, jeg kan ikke udstå, når man efterlyser bestemte former for kunst, såsom samtidsromanen. Det er efterlysninger, der selv giver svaret på det, de foregiver at spørge om.«
»Jeg formoder, at den litteratur, der skulle være trængt, er den såkaldte kernelitteratur eller højlitteratur. For Harry Potter-bøgerne er da et eksempel på, at bøgerne har trængt sig frem foran de elektroniske medier. Så mediesituationen er ikke tabt.«
»Desuden får digtere som Inger Christensen, Henrik Nordbrandt og Søren Ulrik Thomsen da en udmærket formidling, og de sælger ikke i mikroskopiske oplag.«
»Jeg tror, det er en fejl at vurdere litteraturens situation på den rolle, litteraturen spiller i medierne. Der er ingen grund til at tro, at alt hører op, fordi det ikke er i fjernsynet.«
