Ny bog
Vi lærer om os selv ved at se ind i fortiden, mener Keld Zeruneith i forordet til sin monumentale bog om oldgræsk litteratur Træhesten Fra Odysseus til Sokrates. En bevidsthedshistorie. Et synspunkt, det er svært at være uenig i, og Zeruneith der tidligere har skrevet store flot fortællende biografier om Emil Aarestrup, Johannes Ewald og Sophus Claussen skuffer ikke som litterær guide til de mest populære oldgræske klassikere: Med svimlende belæsthed på græsk! kaster han sig ud i kulturblendende totallæsninger af Odysseen, Iliaden samt værker af Aischylos, Aristofanes og mange flere. Specielt Otto Steen Dues nyoversættelser af Iliaden og Odysseen er bogens åbenbaringer sikke et moderne, mundret, elegant og sjovt dansk, sikken flugt over de lange heksametergalopper, Due sørger for!
Kort fortalt (bogen er på over 600 sider) (re-)konstruerer Zeruneith den græske kulturs tilblivelse. Det sker omkring homerisk tid (ca. 1200 f. Kr.) som led i en social revolution mod fortidens bondesamfund og dyrkelsen af naturguddomme. Den nye herskerklasse, aristokratiet, fortrænger effektivt bondeklassen fra magten, og i frugtbarhedsdyrkelsens og den Store Modergudindes sted (man kender hende fra blandt andet Lilleasien under navnet Ishtar) sætter man den mandlige herskergud Zeus. Måske er det simpelt hen Homer selv, der for vores øjne indretter livet på Olympen som afspejling af livet på samfundets top. Og når Odysseus overvinder naturdæmoner, vilde dyr og kvinder, afspejler det ifølge samme tolkning aristokratiets forsøg på at udrydde og latterliggøre den gamle moderreligion i skikkelse af hellige dyr og kvindefigurationer.
Så langt står Zeruneith i gæld til eksisterende forskning, specielt Jane E. Harrison, og hans analyser er parallelle med f.eks. Lars Lönnroths indsigtsfulde fortolkninger af nordisk mytologi. Også her er det spændende at spejle vores egen tumultuariske tid i denne kulturelle overgangsfase for 3000 år siden.
En moderne prototype
Men Zeruneith vil mere end skrive (litteratur)historie: Han vil i Odysseus se en moderne prototype, hvor mennesket (manden) gør sig fri af naturen og det moderlige ur-element som en nødvendig vej til at blive sig selv. Det europæiske subjekts historie er beretningen om en stadig større regulering og sublimering af de umiddelbare drifter (vrede, seksualitet) for at sikre langsigtede mål.
Denne udvikling personificeres i Odysseus udvikling og snilde, modsat en mere primitiv, bøvet skikkelse som Agamemnon: Det er Odysseus strategiske planlægning, der skaffer grækerne den sejr over Troja, som 10 års blindt raseri og rå magt ikke kunne, nemlig med det slagnummer, der har givet bogen titel, Træhesten.
På Odysseus foranledning bygges en gigantisk træhest, som en lille skare gemmer sig i, mens resten af hæren lader, som om den rejser hjem. Med i øvrigt ubegribelig naivitet trækker trojanerne hesten ind i byen, hvorfra grækerne i fred og ro kan smutte ud og åbne byens porte indefra.
Ifølge Zeruneith går der fra den listige Odysseus en lige linje til den store ironiker Sokrates: »ganske som Odysseus var inde i Træhesten, finder vi Sokrates inde i Odysseus« (600): Begge mænd har nemlig frigjort sig fra naturen og fra deres egen umiddelbarhed de kan styre deres vrede og seksualitet og bruge list og overtalelse. Begge færdes i mandligt dominerede miljøer, begge er intelligens-typer og begge har frigjort sig fra det moderlige urhav og i det hele taget det farlige og kvindelige, der overalt lurer på mændene.
Kvinden inkarnerer nemlig den natur, manden må distancere sig fra for at realisere »menneskets højeste sjælelige higen... bevidsthedsudvikling og selvrealisering« (128). Både for Sokrates og Odysseus lykkes det at blive ånd, det mandlige europæiske subjekts særkende.
Nedarvede mønstre
De fulde implikationer af tankegangen er dog blufærdigt gemt af vejen i den tre sider lange note 2. Her taler Zeruneith om »den fylo-ontogenetiske determination. Hermed menes, at ethvert subjekt fra foster til voksen gennemløber hele artens og menneskeslægtens udvikling. ... For idet man ved en slags genkendende erindring trænger analytisk ind i myteverdenen for at fortolke fortidens erfaringsformer, hvor fremmede de end kan virke, så trænger man altså samtidig ind i psykologiske mekanismer, der ligger i vores egen ubevidsthed og herfra former os med en uafvendelig psykologisk nødvendighed.« (s. 606, min kursivering).
Man bemærker ordet uafvendelig: Fortidens mønstre er altså nedarvet? lejret i det ubevidste som skæbne, der ikke kan undflys. En opfattelsestype, som specielt psykoanalytikeren C.G. Jung har gjort sig til talsmand for. Her ryger kæden efter min opfattelse af. At visse mesterfortællinger og bestsellere har enorm uopslidelighed og inspiratorisk gennemslagskraft er ubestrideligt. Også, at det tit er muligt med en vis abstraktion at systematisere forskellige kulturelle udtryk for min skyld må de gerne kaldes arketyper.
Problemet opstår, når mytologier og gigaværker ophøjes til den dybeste sandhed, endda med deterministiske implikationer. Her bliver det en form for fundamentalisme, hvor det hellige skrift blot er Odysseen i stedet for Bibelen eller Koranen. Det kan virke mere uskyldigt, men stadig må man tænke sig livets muligheder fikseret i et værk skabt for temmelig længe siden. Det giver for eksempel nutidens kvinder valget mellem at være kone, (omklamrende) mor eller rappenskralde andet er jo ikke beskrevet i myterne.
Kvinden gemt af vejen
På den ene side beskriver Zeruneith fint, hvordan forvisningen af det kvindelige kulminerer i de kendte pædofile intellektuelt-erotiske forhold mellem mænd i Athens hippe sokratiske bymiljø. I denne tid må kvinder ikke færdes på gaden, men lever indespærret i husene, hvor de føder og passer børnene. En tingenes tilstand, de protesterer mod hos især Euripides og Aristofanes, der i Medea og Lysistrate giver kvinderne stemme og oprør.
På den anden side kan Zeruneith ikke selv frigøre sig fra den ågehenriksenske tanke, at det kvindelige nu engang er naturbundet: Når fortællingernes mænd bliver vrede, bliver de bare vrede. Når kvinderne (som Xanthippe) bliver vrede, er der tale om kvindelig ur-vrede...
Et flot værk. Men også mærkeligt gammeldags i sin insisteren på, at Sandheden er én, og at den kan findes.
*Keld Zeruneith: Træhesten en bevidsthedshistorie. 672 s., 398 kr. Gyldendal. Udkommer i dag
