Læsetid: 3 min.

Manden der kom hjem fra banko

Dansk Folkepartis Bent Bøgsted er en af de sidste arbejdere i Folketinget. Han fejrer ikke 1. maj i dag. Men han håber, at fagbevægelsen forbliver stærk
1. maj 2002

Arbejderparti
Den 20. november sidste år var en god dag for Bent Bøgsted og hans kone. Først vandt de en kvart gris til banko. Og da ægteparret kom hjem til huset på Skævevej i Dybvad, lå der en besked på telefonsvareren om, at Bent Bøgsted var blevet valgt til Folketinget.
Ingen – og mindst af alle Bent Bøgsted selv – havde regnet med, at han kunne snuppe Dansk Folkepartis mandat i Nordjyllands Amt.
Men det lykkedes; og dermed er specialarbejderen fra acrylpladestøberiet Repsol i Brønderslev den ene af blot to SiD’ere, der opnåede valg til Folketinget (den anden er Ole Sohn fra SF, red.)
Bøgsteds baggrund som arbejder bringer ham dog ikke hen i Fælledparken i dag for at fejre arbejdernes internationale kampdag. Arrangementet lider under et lidt for venstreorienteret præg for hans smag.
»Hvis man vil fejre den 1. maj, så skal man støtte et af de socialistiske partier, og det gør jeg jo ikke,« siger han.
Udtalelsen betyder dog ikke, at han underkender de resultater, som den danske arbejderbevægelse har opnået. Tværtimod. Specialarbejderen fra Nordjylland håber, at bevægelsen i de kommende år forbliver stærk.
»Der er brug for en stærk fagbevægelse i Danmark,« siger han. »Hvis den svækkes, så bliver de rettigheder, som arbejderne i Danmark har tilkæmpet sig, udhulet.«
En stærk fagbevægelse kan dog efter Bøgsteds mening kun sikres, hvis den fornyer sig. Og i den forbindelse bør dens første opgave være at afvikle den tætte kontakt til Socialdemokratiet.
»Hvis fagbevægelsen skal overleve, må den gøre op med sit meget nære forhold til det parti,« siger Bøgsted.
»Og den må også opgive tanken om, at enhver arbejder absolut skal være socialist.«
Bøgsted tilføjer, at han forventer, at Dansk Folkeparti med årene vil udvikle sig til at blive det nye arbejderparti i Danmark.
»Jeg vil gerne indrømme, at vi endnu ikke er lige så gode som socialdemokraterne til at slås for arbejdernes interesser i det parlamentariske system. Men vi øver os, og vi bliver stadig bedre.«
Og en af de sager, som det nyvalgte forlketingsmedlem får lov til at øve sig på, handler om regeringens forslag om at tvinge deltidsregler ind i overenskomsterne.

Fogh eller folket
Blandt venstrefløjspartierne på Christiansborg betragtes dette forslag som en åbenlys svækkelse af arbejdernes interesser. Og man venter derfor spændt på at finde ud af, om Dansk Folkeparti vil stemme for eller imod forslaget.
Partiets valg i denne sag kan nemlig give et tegn om, hvordan Dansk Folkeparti i den kommende valgperiode vil vægte hensynet til arbejderne op mod hensynet til samarbejdet med VK-regeringen. Og Bent Bøgsted kan meget vel komme til at spille en nøglerolle i den forbindelse. Som Dansk Folkepartis ordfører i arbejdsmarkedsudvalget sidder han med den stemme, som regeringspartierne behøver for at etablere et flertal for det forslaget.
»Hvis Dansk Folkeparti stemmer for regeringens deltids-forslag, så er det et klart tegn på, at partiet er villig til at sælge ud af sine løfter om at støtte de danske arbejdere for at tækkes Anders Fogh Rasmussen,« siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Søren Søndergaard.
Bent Bøgested vil ikke gå i detaljer med Dansk Folkepartis overvejelser om sagen. Men han fastslår, at partiet ikke vil støtte forslaget i sin nuværende form.
»Der skal ske mange ændringer, før vi kan stemme for det,« siger han.
Dette udsagn forholder Søren Søndergaard sig imidlertid skeptisk til.
»Jeg er ikke i tvivl om, at Bent Bøgsted gerne vil gøre noget for den lille mand på fabriksgulvet,« siger han. »Men det er ikke Bøgsted, der afgør, om Dansk Folkeparti skal støtte regeringens forslag eller ej. Den beslutning bliver taget højere oppe i partiet.«

SF/DF alliance
Ikke desto mindre kan Bent Bøgsted komme til at indtage en central rolle ved forhandlingerne i arbejdsmarkedsudvalget – ikke blot i denne sag men også i andre sager, hvor regeringen har behov for Dansk Folkepartis mandater for at skaffe flertal for sin arbejdsmarkedspolitik.
Og på den baggrund håber SF’s arbejdsmarkedsordfører, Ole Sohn, at det vil lykkes for ham at skabe mange alliancer mellem Folketingets to SiD’ere.
»Jeg synes, at jeg ved et par lejligheder har kunnet konstatere, at Bøgsted har haft det dårligt med at støtte regeringens forslag på arbejdsmarkedsområdet,« siger han.
»Så jeg håber, at Bøgsted omed mellemrum vil indgå aftaler med venstrefløjspartierne i arbejdsmarkedsudvalget, når vi skal forhindre, at regeringen forringer vilkårerne for de lavtlønnede på arbejdsmarkedet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu