(2. sektion)
Portræt
Hvad skal vi med Documenta? Spørgsmålet blev formuleret i 1997 af den 10. Documentas kunstneriske leder, Catherine David. Da udstillingen var overstået 100 dage senere, følte mange, at spørgsmålet ikke var blevet besvaret. I hvert fald ikke godt nok.
Flere onde tunger foreslog, at den 10. Documenta ikke blot ville være årtusindets sidste, men den sidste helt i almindelighed.
Der lå derfor et stort pres på den komite, der i 1998 skulle udpege den kunstneriske leder for Documenta XI. Kravet om fornyelse var mærkbart.
Alligevel kom det som en overraskelse for de fleste: Blandt 30 kandidater var valget faldet på den nigerianskfødte 35-årige kritiker, digter og kurator Okwui Enwezor. En sand kosmopolit med bopæl i både New York og Johannesburg og nu Kassel. Den første ikke-europæiske leder af Documenta.
Den tyske presse var mere end begejstret og anede muligheden for, at Documenta kunne udvikle sig egentligt internationalt. Ikke blot i kataloger og festskrifter, men på udstillingsgulvet. »Med Enwezor i spidsen vil Documenta 2002 vel endeligt vise verdenskunst og ikke vest-kunst,« skrev Der Spiegel, og Süddeutsche Zeitung var lige så opmuntret ved udsigten til et bredere udsyn: »Nu har Documenta ved indgangen til et nyt årtusinde chancen for at udspille kunsten i et globalt perspektiv.« Tagesspiegel betragtede ligefrem udnævnelsen som en genistreg.
Armene kom dog lidt ned igen, da Enwezor trådte frem på scenen.
Han er ikke en mand, der taler i overskrifter eller leverer oneliners og punchlines, men en af disse intellektuelle, der moderer sine udsagn igen og igen og ligefrem virker tænksom.
Og så havde han ikke et program for den kommende Documenta. Direkte adspurgt afviste han spørgsmålet. Det var for tidligt at debattere den slags. Ville han adressere globaliseringsspørgsmålet?
»Både og,« svarede Enwezor, »globalisering er et diffust begreb.« Afrikansk kunst? Enwezor tænkte sig om: »For mig er Afrika på den måde mere en ide end et sted«.
Da han tre år senere på en pressekonference i begyndelsen af maj i år kunne introducerede de 118 kunstnere, der skal udstille på Documenta XI, var han heller ikke meget for at lade sig rubricere. Adspurgt om udvælgelseskriterierne, svarede han undvigende:
»Der er ingen kriterier. Jeg ønsker ikke at lade mig fange i den fælde.«
Hvem er han så, denne kosmopolit uden kunsthistorisk uddannelse, der har indtaget en af de vigtigste positioner i det internationale kunstmiljø?
Sidste år besøgte han Danmark med udstillingen Mirrors Edge, der blev vist på Charlottenborg. Udstillingen, der blev til i et samarbejde mellem Enwezor og BildMuseet i Umeå, tematiserede forholdet mellem fiktion og virkelighed. På Enwezors udstilling lignede kunsten virkeligheden, og udstillingen som sådan lignede en manifestation af det, en amerikansk kunstkritiker har kaldt the return of the real: Det faktum at kunsten igen tager afsæt i den virkelige verdens faktiske steder og sociale relationer.
Nogle vil måske mene, at en sådan verdensvendt kunstopfattelse kunne minde om tidligere tiders politiserede kunst, men som bekendt vender man aldrig tilbage til helt det samme sted. Heller ikke Enwezor, ifølge hvem kunsten åbner sig mod verden for at åbne sig mod sig selv. I et interview i Louisiana Magasin tidligere på året blev han spurgt, om kunsten har et særligt privilegeret blik på verden: »Nej,« svarede han, »jeg mener lige præcis, at det drejer sig om indsigter i kunstens verden. Men den kunst der er på færde, er ikke en kunst der lukker sig om sig selv; tværtimod genererer den stadig nye betydninger og spørgsmål mens den åbner sig mod resten af verden.«
Samme dobbelte forhold til virkeligheden kom til udtryk i Enwezors hidtil største udstilling: Den anden Johannesburg Biennale i 1997, der bar den merkantile titel Trade Routes.
Biennalen blev rost til skyerne i de internationale kunstmagasiner, men sydafrikanerne var skuffede over udstillingens mangel på nationalt fokus.
Men for Enwezor hænger hans arbejde som kurator tæt sammen med den moderne verdens politiske realiteter.
»Jeg forstår ikke, hvordan man kan isolere kunst fra politik og sociale omvæltninger,« fortalte han i et interview om Documenta i New York Times i februar. Kunsten er som sådan uforudsigelig, og som kurator fæstner han derfor blikket på den verden, hvori kunsten skabes. Man kan alligevel ikke forudse, hvor kunsten er på vej hen:
»Taget i betragtning, hvilke dybt komplekse forviklinger vi lever med, giver det ikke mening at spå. Jeg ser udstillingen som en diagnose snarere end som en prognose.«
Og det er nok også sådan, man skal forstå de fire platforme, der er gået forud for udstillingen i Kassel og som er det klareste signal Enwezor har udsendt om, hvilken Documenta, han ønsker at kreere.
De fire platforme har berørt spørgsmål om bl.a. demokrati, retsvæsen og byens politiske og sociale betydning. Platformenes temaer skal ikke forstås som noget, kunsten nødvendigvis skal beskæftige sig med, men som kuratorens aftegning af den verden, kunsten skabes i og med.
Generelt er platformene blevet modtaget som en kærkommen udvidelse af Documentas domæne. Men ikke alle har været lige begejstrede for Enwezors intellektuelle tilgang til kunstverden.
I Frankfurter Allgemeine har en af avisens redaktører, Thomas Wagner, beskrevet Enwezor som studentikos. Han har ikke meget tilovers for platformene. I en kommentar tidligere på året skrev han:
»Det er allerede i gang transparent research som Enwezor kalder dette omrejsende overbygningskursus, hvor en lille skare intellektuelle uddeler politisk korrekt undervisning til dem, der ikke var opmærksomme da cultural studies var på skemaet, eller til dem der slet og ret værger sig mod at underkaste sig dette paradigmes magtfordring.«
Wagner mener, at Enwezor har degraderet Kassel til »et ubetydeligt sted, hvor der fra tid til anden afholdes en udstilling.« Til fordel for sit eget globaliseringsprojekt. Ikke desto mindre vil Envezor blive bedømt på netop den udstilling, der åbner i Kassel den 8. juni.
