Læsetid: 4 min.

Mennesket: frigjort og forgudet

Der er perspektiver på oplysning og skolemesterskældud i John Pedersens bog om Oplysningstiden: ’Lys forude?’
10. maj 2002

(2. sektion)

Idehistorie
Der er et par mistænkte, som bliver hevet frem, hver gang der er udsigt til indsigt i et værdisammenbrud.
Det kan være venstrefløjen, der tilskrives enorm indflydelse som skyldig: Det er venstrefløjens skyld, at en fascistisk demagog kom til anden runde ved præsidentvalget i Frankrig. Venstrefløjen er skyld i fænomenet Lomborg, og venstrefløjen må bestemt også bebrejdes danskernes pubertære reservationer over for EU.
Men også Oplysningstiden figurerer som hovedmistænkt i det offentlige anklageskrift: Det er Oplysningstidens skyld, at vi med menneskerettigheder som universel grundlov sætter mennesket som højeste instans. Det oplyste menneske har slugt Vorherre og gjort sig selv til gud.
Eller oplysningsprojektet stilles til regnskab for kloning og genmanipulerede madvarer, fordi den oplyste rationalitet forveksles med et naturvidenskabeligt fornuftsbegreb. Med en fornuft uden grænser.
Det er oplysningen, som den nu pensionerede professor i fransk John Pedersen forsøger at forsvare og den type beskyldninger, han besvarer i sin nye bog: Lys Forude?
Som han indledningsvis noterer:
»Datidens ’projekt’ er blevet en nedslidt reference, et tagselvbord, hvor man piller det ud, der synes at være opportunt i den nutidige magtkamp om de rette meninger og holdninger. Man henviser med rund hånd til Montesquieu, Voltaire og Rousseau uden altid at kere sig om, hvad de helt præcist skrev.«
Pedersens eget projekt er dermed beskrevet: Han går tilbage tilbage til de tekster, som vurderes bærende for det komplekse begreb om et oplysningsprojekt. Pedersen går med en skolemesters autoritet tilbage og fortæller, hvad der virkelig skete, og hvad der helt præcist står hos Locke, Montesquieu, Voltaire og Rousseau og i et skandinavisk perspektiv hos P.A. Heiberg og Grundtvig.

Frigørelse
Oplysningstiden ses gerne som en konfrontation mellem rationalitet og religion. Men den konfrontation finder sted i en kontekst, hvor kirken har magt, og fornuften kan tjene som frigørelse fra den magt. Det var en konkret politisk magt: Da Voltaire var barn, var den enevældige solkonges magt sanktioneret ved Guds nåde. Og det var en magt som monopol på udlægning af verden: Giordano Bruno blev i 1600 brændt levende i pavebyen Rom, fordi han havde udfordret den kristne fortolkning af universet.
Allerede tidligt understreger Pedersen med Immanuel Kants programmatiske sentens forbindelsen mellem oplysning og frigørelse.:
»Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.«
Oplysningsprocesserne varierer fra land til land afhængig af forholdet mellem religion og stat. I Frankrig definerede oplysningsfilosoffer sig som modsætning til en katolske kirke, mens forholdet mellem frigørelse og oplysning var mere nuanceret hos de nordeuropæiske protestanter, som var fordrevet fra Frankrig.
Pedersen betoner rejsen over landegrænser. John Locke introducerede i 1689 magtadskillelseslæren, som blev afgørende for Montesquieus hovedværk Lovenes ånd fra 1749, der i høj grad var en beskrivelse af en engelsk praksis. Voltaires filosofiske breve er ligeledes skrevet med udgangspunkt i iagttagelser under et længere ophold i England.
Montesquieus værk Persiske breve beskriver to perseres oplevelse af Frankrig. Det er de fremmedes blik på det velkendte. Og det er en for Pedersen afgørende pointe, at oplysningsprojektet er baseret på humanistisk tolerance som modsætning til den katolske kirkes intolerance.
Her adskiller Grundtvigs fædrelandstilbøjelighed sig ifølge Pedersen fra den franske tænkning: »ikke helt sjældent rummer denne smukt manifesterede nationalfølelse i tilgift en brod mod al udenvælts dårligdom.«
Pedersen trækker en polemisk linie fra den nationale tendens hos Grundtvig til Søren Krarups aktuelle position.
Søren Krarup har under mottoet »Fra guillotinen til Gulag« postuleret en forbindelse mellem den Franske Revolution og Stalin. Mellem frihedsidealer og totalitær magt. Men Pedersen viser omhyggeligt, at forholdet mellem de parisiske postrevolutionære massehenrettelser og formuleringen af menneskerettighederne som manifestation af det frigjorte mennesker er komplekst. Og han undergraver således den manøvre, hvor Krarup bruger guillotinen til at afvise menneskerettighederne.

Menneske!
Desværre læser Pedersen ikke Krarup så generøst, som han læser Voltaire.
Pedersen fortæller, hvordan mennesket først blev defineret ved sine rettigheder, og siden blev forpligtelserne tilføjet. Og Krarups ofte voldsomt artikulerede argumentation er funderet på en kritik af det suveræne menneske, der hævder sine rettigheder. For kristne Krarup kommer mennesket derimod til verden som skyldner. Det er sat ved noget andet end sig selv. Den frigjorte selvbestemmelse fører ifølge Krarup til totalitær magtudøvelse. Men den humanisme-kritik, som har været et tema i det
20. århundredes tænkning, forholder Pedersen sig ikke til.
Man kunne over for Krarup have indvendt, at Voltaire sætter en grænse for fornuften. Rationaliteten bliver ikke til en totalitær instans, der overtager kirkens suverænitet. Oplysningsfilosoffen er ikke prædikant. Som Voltaire skriver i et digt:
»Menneske! Gud har givet dig forstanden, for at du kan leve rigtigt, ikke for at trænge ind til det inderste væsen af det, han har skabt.«

Skolemesterskældud
Som underholdende og informativ forelæsning over Oplysningstidens fundament er Lys forude? glimrende og informativ. Men den er som debatbog skæmmet af Pedersens tendens til skolemesterskældud: De andre har misforstået originalteksterne. De har taget fejl.
Per Stig Møllers har taget fejl, Grundtvig har misforstået oplysningsprojektet, og Krarup vrøvler.
Det havde været interessant, om Pedersen havde diskuteret med intellektuelle som Hans-Jørgen Schantz, Hans Kirchhoff og Ulrich Horst Petersen. Som hver især problematiseret menneskerettighedernes status i moderne politik, og de er ikke medlem af Dansk Folkeparti. Men Pedersen diskuterer ikke med oplysningsprojektets kritikere, han skælder ud.
Og det er ikke særlig tolerant.

*John Pedersen: Lys forude? Oplysningstanker fra Voltaire til Søren Krarup. 189 s., 175 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her