Læsetid: 2 min.

Ministerens aner

Sydafrikansk opera om zulukongeslægten, hvis politiske betydning er så væsentlig som nogensinde
10. maj 2002

(2. sektion)

Radio
Lørdag tog P2 lytterne med direkte til urpremieren på »den første afrikanske opera« – Mzilikazi Khumalos »Prinsesse Magogo« – lidt forsinket, dog, fordi de i Sydafrika endnu ikke har lært det dér med sommertid, og transmissionen fra »Operahuset« i Durban – som vores guide, Charlotte Nørby, kaldte det – til P2-redaktionens overraskelse begyndte kl. 20 og ikke 19.
Operaen blev sunget på zulu og var et flot og omfattende projekt i to akter med den fremragende mezzosopran Sibongile Khumalo i hovedrollen og med stærke islæt af både korsangs-tradition og krigerisk ingoma-dans. Prinsesse Magogo blev født år 1900 som datter af den detroniserede zulu-konge Dinizulu og søster til Solomon, der senere gjorde krav på kongetitlen, og til hvis støtte den oprindelige Inkatha-ka-Zulu-bevægelse blev grundlagt i 1920’erne.
Operaen skildrer, hvordan Magogo – en stærk og konservativ kvinde, der nedstammede fra den mytiske zuluhelt Kong Shaka og selv døde i 1985 – af politisk pligt og på tværs af egne følelser gifter sig med Matolo Buthelezi og dermed bidrager til at forene og styrke nationen ved at opretholde en tradition, hvor et medlem af Buthelezi-klanen fungerer som tæt politisk rådgiver for kongen. Den viser også, hvordan samarbejdspolitik giver resultat, mens mere radikale alternativer – som repræsenteret af oprørslederen Bambatha – ikke fører til noget godt.
Historisk opera
Charlotte Nørby havde før og mellem akterne en del besvær med at sammenfatte den ellers ikke superkomplicerede handling og opregne de mange mærkværdige navne på rollelisten. I baggrunden anede man, at den engelsksprogede kommentator interviewede ikke alene komponisten, men såmænd også selveste prinsesse Magogos søn, Mangosuthu Buthelezi, der i dag er både Sydafrikas indenrigsminister og leder af Inkatha Freedom Party. Det må virkelig have været interessant, men var desværre overstået, da Nørby ikke længere kunne finde på noget at sige og slukkede sin mikrofon.
Lytterne fik således intet indtryk af, hvad en opførelse som denne betyder i Sydafrika i dag, ikke mindst i KwaZulu-Natal hvor over 20.000 mennesker omkom i 1980’erne og 90’erne i kampe mellem Inkathas og ANC’s tilhængere.
Her repræsenterede Mangosuthu Buthelezis Inkatha på samme tid en kontroversiel samarbejdspolitik med det hvide apartheidstyre og den stolte zulu-historie, der er operaens emne. Hvordan er det gået til, at et kulturkonservativt budskab som dette – der indtil for få år siden ville have fremstået som Inkatha-propaganda – i dag kan lanceres som nationalt samdrægtighedsprojekt? Er det udtryk for en sund forsoning? Eller forsøg på at hævde at den igangværende udvikling henimod en ét-parti-stat i Sydafrika er i overensstemmelse med ærværdige afrikanske traditioner?
Kronsj på P1 søndag fokuserede ligeledes på forsoning og strid mellem det eksotiske og det nationale – mennesket og sønderjyden bag den politiske kommentator Ralf Pittelkow. Anledningen var Pittelkows nys udkomne bog om islam og muslimers trussel mod de oplysningstids-værdier ’vores’ civilisation bygger på. Pittelkow viste bl. a. fotografier frem af puddelhunden Charlie, der står ham nær. Det var radio, der ville noget. Man kunne se det for sig, mens man på tv ikke ville have troet sine egne øjne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu