Koncert
I år er det faktisk ti år siden at trommeslageren Paul Motian indspillede sin første plade med sit Electric Bebop Band: et orkestralt koncept bygget op omkring instrumenterne bas, trommer, to saxofoner og to guitarer.
Motians orkester var fra starten af et forfriskende bud på at nytænke og nyfortolke traditionelle jazztemaer med en nutidig bandlyd og en kollektiv, løst struktureret spillestil. Denne har orkestret dyrket lige siden men med skiftende besætninger.
Musikere som bassisten Steve Swallow, saxofonisten Chris Potter og guitaristerne Kurt Rosenwinkel og Wolfgang Muthspiel har tidligere arbejdet i det elektriske bebop-orkester, og Motian selv tilhører eliten af nulevende jazztrommeslagere, så et besøg af gruppen er forbundet med betydelig forventning.
Søndag aften kunne man i København høre orkestret i sin allernyeste udformning med hele to unge danskere: bassisten Anders Christensen, der har spillet og indspillet med Motian før og den fremstormende guitarist Jakob Bro, der netop nu er pladeaktuel med kvartetten
Beautiful Day. Den 70-årige Motian bag trommerne var derudover flankeret af saxofonisterne Chris Cheek (USA), Pietro Tonolo (Italien) samt guitaristen Steve Cardenas (USA).
Fortid og nutid
Med sine skiftende besætninger af unge folk med fingeren på pulsen til den atypiske, stereoagtige setup, der på en scene er særlig tydeligt med to guitarister på den ene side, to blæsere på den anden og bas/trommer i midten, har Motian ladet nutid og fortid i jazzen mødes på en frugtbar måde, der heller ikke denne aften fornægtede sig, selvom specielt første sæt afslørede, at musikken ikke altid hang lige organisk sammen og at musikerne på en netop påbegyndt turné det var kun gruppens anden optræden i denne konstellation endnu knap nok har haft tid til at føle hinanden på tænderne. For Motians band er et krævende kollektiv, afhængigt af hver enkelt musikers evne til at spille med åbne ører og det ene øjeblik bidrage kreativt til helheden, det andet at holde igen.
Gruppen lagde ud med Charlie Mingus »Pithecantropus Erectus« i vanlig, kollektiv stil, hvor instrumentgrupperne skiftedes til at tage føringen ved at labbe ind over hinanden i en pludrende, kompleks leg. Og allerede her markerede Motian sit meget personlige, ofte næsten minimalistiske trommespil, der ved at manifestere sig punktvis og afventende langs grundpulsen især på sine bækkener, skabte huller i musikken med fokus på detaljen og på mindre rytmiske mønstre i helheden.
Motians band er alt andet end konserverende. Det med beboppen skal forstås med salt til, for orkestret plæderer ikke for en rigid videreførelse af stilen, men tager nærmere afsæt i beboppens modernistiske og rytmiske udfordringer, og bringer dem videre via nutidige fortolkninger af et materiale, der spænder fra bop-æraen med forkærlighed for især Monk og Parker over 50ernes og 60ernes post-bop til selvkomponeret materiale.
Intense øjeblikke
Mens Cardenas var en overraskende artig solist, der var teknisk dygtig men mest udfyldte rollen som kolorist, må Jakob Bro betragtes som en egentlig gevinst for gruppen med sit kantede og meget koncentrerede spil, der stod sig langt mere personligt og intenst, specielt i andet sæt, hvor han for alvor var med til at give musikken retning og nerve. Hans solo i et raskt bebop-tema vist nok Charlie Parkers »Birdfeathers« var intet mindre end besættende. Og i samme nummer stod den velspillende Chris Cheek for en også forrygende indsats på tenorsax.
Anders Christensen stod fornemt distancen som Motians mest betroede medarbejder i sin rolle af bassist. Med en let grynet lyd på sin Rickenbacker-el-bas lå han rundt, enkelt og kontant i bunden af lydbilledet og skabte fine, gående baslinier med basal swingfornemmelse.
Det kunne være interessant at høre gruppen igen efter f.eks. 14 dages turné, hvor spillet og udtrykket for alvor må formodes at have fundet sit leje og sin puls i alles blodbaner. Men selvom ikke alt fungerede perfekt, er Paul Motians koncept-band stadig blandt det mest interessante på nutidens jazzscene. Man sad jo der og i to-tre tilfælde bogstaveligt glemte tid og sted.
*Paul Motian Electric Bebop Band, Copenhagen Jazzhouse, søndag aften
